lørdag den 6. februar 2016

Rạch Giá (1. februar)

Skrevet til Linh d. 3. februar
"We (my two friends and I) didn't do much here but decided to relax instead. We slept in (= we got up late), booked a bus to pick us up in the afternoon, left our backs at the hotel, and went to a café where we played some cards. After that we bought a few fruits before returning to the hotel. Here the girls were picked up by a minibus going to a bus towards Saigon, and I was picked up by another minibus 10 minutes later, so I could get to a bus towards Hà Tiên where I arrived in the evening"

Vi (Ricarda, Stefanie og jeg) lavede ikke så meget her [Rạch Giá], men besluttede os for at slappe af i stedet. Vi stod sent op, bookede en bus til at samle os op om eftermiddagen, efterlod vores tasker på hoteller og tog på café, hvor vi spillede kort. Herefter købte vi nogle frugter [og et par solbriller til Stefanie], før vi tog tilbage til hotellet. Her blev pigerne samlet op af en minibus med retning mod en bus til Saigon, og jeg blev samlet op af en anden minibus 10 minutter senere, så jeg kunne komme til Há Tiên, hvor jeg ankom om aftnen.

[Pigerne med reflekterende solbriller, der dog ikke blev købt]

Cần Thơ (30.-31. januar.)

Skrevet til Linh mandag d. 1. februar (kort opsummering):
”We (me and two friends I'm traveling with this weekend) arrived in Cần Thơ Saturday (30. januar) afternoon and then planned the next place to go before we went out to eat early dinner around 6 pm. After dinner, we walked around a little lake in the city and found a café where we sat and got ourselves some coffee. We also played a few card games at the café because one of the others had brought playing cards :) Today we got up early and went on a boat trip to a couple of floating markets and to some other places at rivers in the area – it was a nice trip :D
In the afternoon we took a bus to Rạch Giá at the West coast. We had planned to go to Hà Tiên, but the last bus there had already left, so we ended up staying in Rạch Giá... But we found a nice hotel :D”

Vi (mig og to venner [Ricarda og Stefanie (Schweiz)], jeg rejser med) ankom til Cần Thơ [Mekongdeltaets største by, der ligger centralt i deltaet, og som bl.a. er kendt for flydende markeder] lørdag eftermiddag og planlagde det næste rejsemål, før vi gik ud og spiste en tidlig aftensmad omkring kl. 6 om aftnen. Efter aftensmaden gik vi rundt om en lille sø i byen og fandt en café, hvor vi satte os og fik os noget kaffe. Vi spillede også et par kortspil på caféen, for Ricarda havde nemlig medbragt spillekort!
I dag stod vi tidligt op og tog med en båd rundt til et par flydende markeder og til nogle andre steder ved floder i området – det var en god tur!
Om eftermiddagen tog vi en bus til Rạch Giá ved vedkysten. Vi havde planlagt at tage videre til Hà Tiên [en by i det nordvestlige hjørne af Mekongdeltaet], men den sidste bus dertil var allerede gået, så vi endte ud med at blive i Rạch Giá... Men vi fandt et godt hotel :D

[Aftensmaden lørdag bestod af andehotpot]

(Uddybning)
”The floating markets we went to in Cần Thơ were Cái Răng, which – as you mentioned yourself – is the biggest floating market in Vietnam/the Mekong Delta, and we also went to Phóng Điện (I hope I have the accents right, but I'm not sure). The second one was a lot smaller and further away than the first one and only took up a very short stretch of the river, and was less than half the width of river, but because it was calmer and more simple, I liked it way better than the first one, and I also think it gives a more genuine (genuine ≈ true) impression of the floating markets in general than Cái Răng does. I think it is a bit like how Bến Thành Market isn't like the normal markets in Saigon ;)"

De flydende markeder, vi tog til i Rạch Giá, var Cái Răng, som er det største flydende marked i Vietnam/Mekongdeltaet, og Phóng Điện (forhåbentlig er accenterne korrekte, men jeg er ikke sikker). Sidstnævnte marked var en hel del mindre og længere væk end det førstnævnte og optog kun en meget kort strækning af floden og var mindre end halvt så bred som floden, men fordi det var roligere og mere simpelt, kunne jeg langt bedre lide det end det første, og jeg tror også, det giver et mere oprigtigt billede af de flydende markede generelt set, end Cái Răng gør. Jeg tænker, det er lidt ligesom den måde, Bến Thàn Markedet er anerledes end de normale markeder i Saigon.

[En fordel ved en tidlig start er, at man så også får solopgangen med – taget af Ricarda]

[Cái Răng – billede 1-2 taget af Ricarda]

[Phóng Điện – billede 1 taget af Ricarda]

[Imens vi så på Phóng Điện, lavede bådføreren en blomst og nogle kroner af nogle blade – taget af Ricarda]

[Man behøver dog ikke markeder for at se interessante ting på floden]

[Og gruppeselfies kan ikke undgås (Ricarda længst til venstre tager billedet med guiden ved sin side, mens jeg sidder ved siden af Stefanie)]

"Other than that, we went to a rise noodles factory where they had a place where tourist could see how the rise noodles are made. On the route we also went past a restaurant where we ate, and we to some of the smaller rivers where the is a lot of nature and some rural houses, and we took a walk on the shore at some point where I realized how much rice plants look like the different grains we have in Europe. The trip started at 5.30, ended at about 13.30, and was truly nice. What I enjoyed the most about it was the part where we drove on the smaller rivers because it reminded me a bit of my countryside home in Denmark though the countryside here obviously is very different from the one in Denmark (and Europe in general), despite the fact that I slept quite a bit of this part of the trip due to the rather early start :D"

Derudover tog vi til en risnuddelfabrik [hvilket var før Phóng Diện], hvor de havde et sted, hvor turister kunne se, hvordan risnudlerne laves [dvs. vi kom ikke som sådan hen til fabrikken]. På ruten [tilbage i båden igen] kom vi også forbi en restaurant, hvor vi spiste, og vi tog til nogle af de mindre floder, hvor der er en masse natur og nogle landlige huse, og på et tidspunkt gik vi en tur bredden, hvor jeg indså, hvor meget risplanten minder om de kornsorter [havde allerede set det ved risfabrikken, men her blev det bare tydeligere], vi har i Europa. Turen startede 5:30, sluttede 13:30 og var virkeligt god. Det, jeg nød mest, var delen, hvor vi sejlede på de små floder, fordi det mindede mig en smule om mit hjem i Danmark, som også ligger ude på landet, selvom det naturligvis er meget forskellige fra i Danmark (og generelt Europa), omend jeg sov en hel del under denne del af turen grundet den meget tidlige start.

[Risnudlernes forskellige stadier (ja, det er mig på 4. billede) – billede 1, 4 og 6-7 af Ricarda]

[Fra et mindre vandløb og Stefanie, der blev noget glad for et træ – taget af Ricarda]

"After that we relaxed a bit before going out to find dresses for the girls (my two friends are female, and they have been invited by some Vietnamese friends during the Tết holidays) and to find some souvenirs since neither of us have any yet, but we didn't find any souvenirs, so the shopping ended up being solely about the dresses, but I managed, and they got some very nice dresses ;)"

Derefter slappede vi en smule af, før vi gik ud for at finde kjoler til pigerne (de var begge inviteret til Tết [vietnamesisk nytår] af nogle venner [dog ikke de samme]) og for at finde nogle souvenirs, eftersom ingen af os havde nogen endnu. Vi kunne dog ikke finde nogen souvenirs, så det endte med udelukkende at handle om at finde kjoler til pigerne, men jeg klarede mig igennem det, og de fik nogle meget pæne kjoler ;)

"Then we went back to our hotel where we took a bus to Rạch Giá (3.5 to 4 hours trip). We had originally planned to get on a bus from here further on to Hà Tiên, but the last bus left before we got there, which was a problem since we already had booked and paid for a hotel in Hà Tiên but the girls (I have to admit that I didn't help with much more than borrowing them my phone) worked it out after a longer struggle so that we instead stayed at a hotel in Rạch Giá owned by the same hotel chain (which seems to only own these two hotels), and we decided to spend the following day (today) in Rạch Giá :D”

Så tog vi tilbage til hotellet, hvor vi tog en [bestilt] bus til Rạch Giá (3,5 til 4 timers varighed). Vi havde oprindeligt planlagt at tage en bus herfra videre til Hà Tiên, men den sidste bus kørte, før vi ankom, hvilket var et problem, da vi allerede havde booket og betalt for et hotel i Hà Tiên, men pigerne (jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke hjalp med meget mere end at udlåne min mobiltelefon) fik efter en del besvær styr på det, så vi i stedet endte på et hotel i Rạch Giá, der var ejet af samme hotelkæde (som kunne se ud til kun at bestå af disse hoteller), og vi besluttede os for at tilbringe den følgende dag i Rạch Giá.

torsdag den 4. februar 2016

Intro til vietnamsrejser (feb-mar 2016)

Jeg har nu efterhånden afsluttet mit voluntørophold (indlæg om december og januar kommer senere) og skal derfor rundt og rejse lidt, hvilket starter lørdag d. 30 januar.

Første område bliver Mekongdeætaet, der er den sydligste og mest frugtbare del af Vietnam. Det er ikke det mest populære rejsemål i Vietnam, men jeg synes, det virker interessant, for ikke bare skiller det sig ud ved at være lavtliggende og spækket med småfloder stammende fra Mekongfloden: De har også en anden, mere cambodjansk kultur end resten, som i forvejen er delt op i Nord, Midt og Syd. Som eksempel på den anerledes kultur er den mest dominerende religion her theravada-buddhismen, hvor den i resten af Vietnam er mahayana-buddhisme, hvilket bl.a. betyder, at der er et større fokus på templer og munke, hvilket burde højne templernes kvalitet.

Ifølge planen skal jeg herefter (eller måske midt i min rundrejse i deltaet, for jeg kommer til i hvert fald to byer nær grænsen) et lille smut forbi Siem Reap i Cambodja, hvor Angkortemplerne, som vist er et af verdens syv vidundere, og som har verdens største religiøse bygning som en del af komplekset, ligger. Eller dvs.: Jeg gør det, hvis jeg kan slippe afsted med det, for jeg fik ikke fornyet mit pas, inden jeg tog til Vietnam, hvilket betyder, at det udløber sidst i marts, og det derfor ikke ligefrem vil være gyldigt i seks måneder efter udrejse, hvilket ellers er påkrævet for cambodjansk visa, men vi får se...

Tredje punkt på rejsen bliver en tur tilbage til Saigon i uge 7, hvor min familie kommer på besøg og skal se de steder, jeg var som frivillig.

Punkt 2,5 er så, at der vil være omkring en halv uge, fra jeg er færdig med punkt 1-2, til min familie kommer, hvilket betyder, at jeg nok kommer til at genudforske allerede besøgte steder (Dalat har fx stadig noget at byde på), se om jeg kan finde noget interessant i det sydvestlige højland foruden Dalat, eller tage en lille bid af det fjerde punkt.

... hvilket er at påbegynde min rejse nordpå ved at starte i Centralvietnam, evt. med et pitstop på vejen derop, for der er ret langt. Centralvietnam er den mindste af Vietnams fire dele (Nord, Midt, "Syd" og Mekong), så antallet af interessante steder er følgeligt desto mindre, men det opvejes af, at disse få steder er særligt interessante, hvor Hoi An i særdeleshed skiller sig ud som et kulturelt sted.

Det sidste punkt på rejsen er Nordvietnam, hvor rejsemålene er Hanoi (Vietnams hovedstad), Sapa (by i bjergrigt område nær den kinesiske grænse, hvor bjergbestigning står på programmet) og Halong Bay (ikke badestrand, men ellers interessant og populært sted at tage på opdagelse.


Ikke bare bliver indholdet på min blog anerledes, når jeg skriver om mine rejser; formen bliver også en anden. Sagen er nemlig den, at min vietnamesiske ven, Linh (som jeg af uforklarlige årsage glemte at skrive tilbage til i en måned) ikke selv kan tage ud og rejse og derfor oplever det gennem mig, hvor mine blogindlæg derfor kommer til i første omgang at bestå af disse beskeder og evt. beskeder sendt til andre venner, indtil jeg får tid til at oversætte og tilføje billeder.

søndag den 17. januar 2016

30. nov. til 10. dec. – Glædelig jul og god sygdom

Jeg har besluttet mig for at lade fremtidens hverdagsting bygge på enkelte fotos, der fortæller noget om enten mit liv i Vietnam og/eller om Vietnam selv.

Denne uges hverdagsfoto er egentlig først taget d. 21. dec., men da det er en ofte forekommende ting, burde det ikke gøre nogen forskel:

[Bryllup og fejring]

Bryllup: I Vietnam er det ikke en sjældenhed at se et brudepar eller andet relateret til et bryllup, som fx dette festtelt, og ofte ser man den slags på ugentlig basis, nogle gange flere gange. Af disse ”ting” er brudeparrene dog klart det hyppigste, men det virker ikke helt så fint at gå hen og bare tage et foto af et nygift par, hvorimod et tomt telt virker langt mere i orden. Jeg forstår for så vidt ikke, hvad der står på teltet, men den røde farve samt blomsterporten er ret gode tegn på, at der er tale om et bryllup, da den røde farve er relativt højtidelig og festlig, mens en blomsterport i hvert fald i mine øjne let kan forbindes med ægteskab og bryllup. Som sagt er bryllupper meget hyppige at støde på heromkring, hvilket blandt de frivillige i Peace House generelt ses som et tegn på, at vietnameserne bare bliver gift hele tiden. Det er muligvis også en del af sandheden, for i forhold til retorikken blandt vietnamesere har jeg i nogle få eller i hvert fald et enkelt tilfælde (i hvilke/hvilket jeg har fået det vietnamesiske oversat) følt, at bryllupper blev anset som noget vigtigere og mere naturligt end derhjemme.
I forhold til det røde er det ikke, fordi man altid har så meget rødt på selve teltet ved bryllupper, og nogle (formentlig i høj grad kristne) bruger ikke rigtigt så meget rødt. Faktisk tog jeg kun et billede af netop dette telt, fordi jeg syntes, det var både flottere og mere bryllupsagtigt end de andre festtelte, jeg har set i nærheden af Peace House, omend størrelsen er den samme (hvis det da er et andet telt).

Tirsdag (1. dec) var det min søsters 18-års fødselsdag, hvilket var en lidt træls ting at gå glip af, men om ikke andet havde jeg fået sendt hende en lille gave hjem, hvor portoen selvfølgelig oversteg prisen for gaven en smule. Da gaven blev sendt afsted, havde jeg pakket den godt ind i gavepapir, hvilket jeg dog kunne have undladt, for ved posthuset skulle de selvfølgelig se, hvad det var, jeg sendte afsted, så alt gavepapiret røg af og kom altså slet ikke til Danmark.
Om aftnen havde jeg min sidste gang med Mias Tân Qui hold, hvor jeg bare ikke kunne komme på noget som helst at få dem til at lave, og Mia havde heller ikke nogen planer, så jeg endte med i decembermånedens tegn at give dem lidt undervisning i jul, hvor jeg fik dem til at nævne alle de juleting, de kunne, hvilket var ret mange, så jeg ikke selv behøvede at tilføje noget. Efterfølgende satte jeg en smule julemusik, mens jeg viste billeder fra min egen jul derhjemme til dem, der gerne ville høre om det, og så afsluttede vi lidt tidligt. At jeg valgte lige netop jul, viste sig at være en ret heldig ting, for lige netop denne var Michelle, der underviser parallelt med Mia på samme måde, som det tidligere var tilfældet med mig og Justine i mit Tân Qui hold, kommet til at sove over sig (hun sover ofte middagslur), så jeg stod alene med to klasser, hvilket bare betød, at jeg fik dem til at flytte sammen, så jeg i stedet for 12 elever havde 26, hvilket viste sig lige netop at være grænsen for, hvor mange det var muligt at presse sammen til ét hold, men så længe grænsen ikke blev overskredet, gør det vel ikke noget. Jul er nemlig et tema, alle kan være med på, når de har et tilpas niveau, hvilket både Mias og Michelles hold er. Så vi hyggede.
Dette var også dagen, hvor jeg fik åbnet den første pakke i min pakkekalender og om aftnen fik hængt den op! :D

[Pakkekalender og rodet seng]

Den første pakke var et (bøjet) kalenderlys

[Kalenderlys og adventskrans, Hannah og jeg improviserede weekenden forinden]

Onsdag (2. dec.) startede jeg dagen ud med hovedpine, men tog på arbejde alligevel, for det ville nok gå over igen efter et stykke tid, og ellers kunne jeg jo bare tage nogle panodiler inden undervisningen af Tân Qui holdet,for værre var den ikke. Hovedpinen gik bare ikke over (og var et problem i løbet af undervisningen), og hvad angår indtagelsen af panodiler, glemte jeg den lidt, da jeg også begyndte at få kvalme på vej til bussen hjem fra pagodeundervisningen. Kvalme og hovedpine blev ikke det mindste mindre, da jeg denne dag i modsætning til langt de fleste andre ikke kunne få en siddeplads i bussen og derfor var nødt til at stå op. Jeg stod dog ikke op under hele den timelange bustur, for ca. et kvarter inden jeg skulle af (eller måske lidt mere, husker det ikke helt så tydeligt), besluttede jeg mig for at sætte mig ned på gulvet for en sikkerheds skyld, for jeg var ikke sikker på, hvor meget længere jeg kunne blive stående oprejst alligevel, og så foretrækker jeg selv at bestemme tid og hastighed for den slags. Det resulterede så i, at en fyr, der sad ved siden af mig, rejste sig, så jeg kunne få hans plads og sidde på et faktisk sæde resten af vejen, hvilket jeg sikrede mig også ville være tilfældet med bus nr. 2 (jeg har to busser til og fra pagoden) ved at skynde mig frem og være den første til at komme ind i den fra stoppestedet. Hjemme i Pease House fandt jeg en spand til formålet evt. opkast, tandbørste til samme formål, panodiler og muligvis flere sygdomskrævede ting, hvorefter jeg lagde mig på en sofa og efter at have fået ro på begyndte at få feber, selvom jeg foruden hovedet ikke rigtigt følte mig varm, hvilket ikke er normalt midt på dagen i Vietnam, hvor temperaturen nok har været mindst 30 grader. Til gengæld aftog kvalmen, så længe jeg lå ned, så jeg lå ned det meste af tiden de følgende dage, hvor onsdag eftermiddag og torsdag-fredag for det meste indholds vedkommende er flydt sammen i min erindring, hvor jeg var i den samme sofa i dagstimerne og i min seng om natten, hvor jeg sov begge steder og kun bevægede mig rundt for ting, jeg havde brug for, og på den måde passede mig selv. Jeg husker heller ikke så meget af, hvad der skete i de dage og har fx ingen erindring om, at Laura (UK) og Janina (Finland) rejste væk fredag, omend jeg uden at have nogen fornemmelse af siden hvornår var fuldt ud klar over, at de ikke længere var i Pease House. Laura har desuden siden fortalt mig, at hun under min sengeliggen kommenterede på, hvordan mit hovede var vildt rødt (hvilket det var den periode), og at jeg næppe bare havde en influenza, som jeg ellers selv hårdnakket påstod.

Fredag (4. dec.) vendte Ricarda tilbage til Pease House og tog om aftnen afsted videre til øen Phu Quoc på et fly sammen med Carina og Rojan.

Lørdag (5. dec.) blev det så en smule værre, og jeg kunne knap nok gå omkring. Omkring middag eller noget i den stil fik jeg så en besked fra Ricarda om, at Carina og Rojan, der også var blevet lidt syge, var taget på hospitalet og havde fået diagnosticeret denguefeber, hvorfor jeg nok også burde tage til hospitalet for at få det tjekket. Jeg begyndte derfor i ro og mag at pakke mine ting og gøre mig klar til et hospitalsophold, hvor jeg dog besluttede mig for at sætte tempoet drastisk op, da jeg efter at have pillet mig lidt i næsen fik mit livs første næseblod. Folk omkring mig virkede ikke rigtigt til at tage min situation seriøst, men heldigvis var Michelle klar over, at jeg ikke var nær så rask, som jeg havde ladet som om de tidligere par dage, og tog med mig til hospitalet, hvor tilbageblevent blod fra næseblodet fik mig hurtigt ind, hvor jeg ganske rigtigt fik erklæret denguefeber og blev bedt om at blive frem til i hvert fald onsdag ( http://www.netdoktor.dk/rejsemedicin/sygdomme/denguefeber.htm ), hvilket endte ud i en udskrivning torsdag. Jeg skrev selvfølgelig hjem til mine forældre med det samme om det og opdaterede dem løbende om det hele
Om aftnen ankom Carina og Rojan til hospitalet, fordi det på Phu Quoc var alt for ringe standard, men Ricarda blev på øen for resten af deres ophold. Den næste dag hørte jeg så, at vi nu var 4 personer med denguefeber, fordi Christian (DE) nu også var blevet ramt, omend ikke så slemt som os andre.

Hospitalsdagene (lørdag-torsdag 5.-10. dec.) fulgte meget det samme mønster med, at jeg om morgenen blev vækket for at få taget blodtryk og temperatur (hvilket blev gentaget jævnligt i løbet af dagen), efterhånden også en morgenlig blodprøve, hvorefter jeg sov igen, indtil jeg blev vækket igen, fordi der var morgenmad. Efter morgenmaden lagde jeg mig så til at sove igen, inden jeg spiste resten af min morgenmad og sov lidt igen. Omkring middag var der sjovt nok frokost, hvilket for det meste passede meget godt med, at jeg før eller efter (og en enkelt gang under) maden fik skypet med mine forældre, der gerne ville se til deres lille dreng gennem hele hans ophold på sygehuset, om det så betød, at de skulle op før normalt. Om eftermiddagen (ofte efter endnu en lur) var jeg relativt frisk, så dér brugte jeg tiden på at se årets nye julekalender på TV2 og besvare beskeder på FB (heldigvis ikke for lange beskeder med behov for for lange svar) foruden at tage imod besøg fra diverse personer fra Pease House, både et par stykker fra personalet og nogle af de andre frivillige, dog ikke alt sammen på én gang og med søvn imellem og efter. Personligt forstod jeg ikke dem, der sagde, at det skulle være kedeligt at være indlagt, for jeg havde jo fuldt program hver eneste dag ;)
Af medicin fik jeg drop med febernedsættende, hver gang min temperatur var på 38+, og noget mod blødninger, eftersom halvspontant næseblod også kunne udvikle sig til/være tegn på indre blødninger, hvilket heller ikke er så godt – og så fik jeg en daglig vitaminpille.
Mit hospitalsophold var også katalysator for noget begyndende svag hjemve/hjemlængsel, fordi vi med denguefeber af en eller anden grund tabte smagen for vietnamesisk mad, hvor hospitalet så heldigvis også tilbød vestlig mad. Det kunne dog ikke udnyttes til fulde, fordi det ikke var tilladt at indtage farverne rød, brun og sort af hensyn til urinprøver, som herved kunne få en ”forkert” farve. Særligt brun var træls at miste, fordi både bøffer og chokolade har denne farve...

Onsdag (9. dec.) var jeg som sådan ikke syg længere, men dog relativt træt, hvilket man typisk er en lille uges tid efter denguefeber, så jeg tog over til Carinas og Rojans værelse og agere besøgende, hvor jeg også mødte Ricarda, der var kommet hjem fra Phu Quoc, og som efterfølgende kom og besøgte mig på mit værelse.

Torsdag (10. dec.) morgen blev jeg udskrevet og fulgtes tilbage til Pease House med Iris (Holland), der var på sygdomsvisit. Samme dag blev Michelle så indlagt med denguefeber, men hun var så også den sidste. Derhjemme havde de andre fået sig myggenet af VPV, men jeg skulle selv spørge efter at få et, da jeg kom hjem 

tirsdag den 22. december 2015

16.-22. nov. – Vikar og Natteløb

Beklager, at der er gået så lang tid, men nu er der altså indlæg igen. Hvad jeg vil komme ind på i et senere indlæg, er, at min gamle mobil er gået i stykker, hvorfor jeg har mistet næsten alle mine hidtil tagede fotos, hvilket betyder, at der allerede fra dette indlæg er mangel på fotos, men de skulle gerne begynde at vende tilbage på et tidspunkt – en af grundene til, at indlægget kom så, er faktisk, at jeg gerne ville have nogle billeder fra nogle andre, hvilket tog lidt tid. Den anden grund kommer i blogindlægget om starten af december måned. Til gengæld var jeg allerede ved at være færdig med den skrevne del af dette indlæg, så på den front skulle manglerne være minimale, omend de kommende indlæg nok bliver en anelse mere mangelfulde, da det kan være svært at huske så langt tilbage

I forhold til hverdagstemaet er jeg ved at løbe tør for stof at putte ind, så jeg kan ikke love, at der altid vil være noget, men hvis der på et tidspunkt dukker noget op, vil det komme med.

Udeweekender er, som det nok har været til at fange i tidligere indlæg, ret forskellige, eftersom de typisk går til forskellige steder med forskelligt program. Alle er de dog begrænsede af, at jeg først får sent fri fredag – faktisk er jeg den i Peace, der får absolut senest fri, fordi jeg underviser Tân Qui klassen indtil kl. 18, hvor mange andre typisk tager afsted på weekendture om eftermiddagen for at kunne ankomme samme aften og dermed have hele weekenden foran sig uden at skulle tilbringe natten i en sovebus.

Undervisningen har i denne uge været forøget i form af vikarlektioner for Mia i hendes Tân Qui klasse tirsdag og torsdag, mens der samtidig har været en formindskning i form af færre lektioner i pagodeklassen. I Vietnam har de i løbet af året en række ”X gruppes dag”, hvor jeg ved, at de allerede har haft i hvert fald Kvindernes Dag, mens jeg ha været her, og denne fredag var der så Lærernes Dag, hvilket betyder, at alle lærere (og sådan set også eleverne) har fri om fredagen og fejrer det om torsdagen, hvor de så altså også har fri, hvilket dog ikke gælder Tân Qui  klasserne, fordi de ikke som sådan er forbundet med nogen skole, men udelukkende bygger på os frivillige. Dog betød det, at jeg kunne sove længe torsdag of fredag. Hvad jeg helt har glemt at nævne om Tân Qui klasserne er, som det nok til dels kan gættes ud fra ovenstående, at jeg har fundet af, at det ikke er en faktisk skole, men mere en del af en politibygning – at jeg troede, det var en skole, kan undskyldes med, at stedet har en decideret legeplads, mens det også foregår efter normal skoletid i Vietnam, hvilket let forklarer manglen på elever. Igen vil jeg som i det foregående indlæg inkludere det faktuelle indhold i de forskellige dage.

Mandag (16. nov.) var den første arbejdsdag, hvor Michelle ikke længere er en del af lærerteamet i Chùa Kỳ Quang (Ky Quang Pagode), hvilket dog ikke har vist sig at være et alt for stort problem, selvom hendes største fan (så vidt jeg husker, hed hun noget hen i retning af Tam) dog senere i løbet af ugen stoppede med at møde op til undervisningen
Denne dag fik jeg også – inspireret af de billedtagende ballademagere ugen forinden – endelig taget et foto af klassen, fordi der endelig var en masse elever at tage fotoet af – ikke et klassefoto, men alligevel et foto, hvor i det mindste nogle af dem poserer lidt.

[Pagodeklassen]

I forhold til Tân Qui klassen fik jeg langt om længe rundet det forhenværende emne af for mit hold 1 (sidste uge begyndte jeg jo at undervise begge klassens to hold – hold 1 mandag og onsdag og hold 2 fredag, mens Hannah tager sig af hold 2 om mandagen).

Tirsdag (17. nov.) var en særlig dag, for her vendte pagodeskolens forstander, hr. Hai, tilbage på matriklen og hilste på os, da vi kom. I de foregående to måneder havde han nemlig været på hospitalet med et eller andet, der sikkert var aldersrelateret, eftersom han er en mand tilhørende det grå guld med en alder placeret et sted i 80’erne eller sidst i 70’erne. En ting, der er særligt godt for Maren og mig ved hans tilbagekomst, er, at han er den eneste med et nogenlunde engelskniveau, vi har haft kontakt med, hvilket har betydet, at jeg ingen reel kontakt har haft med pagoden over de sidste to måneder. Hans tilbagekomst var meget godt timet, for det var nemlig ham, der fortalte os, at vi havde fri torsdag-fredag i anledning i Lærernes Dag, mens vores organisation, VPV, slet ikke havde overvejet muligheden.
Dette var min første dag med Mias Tân Qui klasse, hvilket betød højtlæsning af H.C. Andersens Tommelise på engelsk, som jeg havde fundet på en hjemmeside tilknyttet Syddansk Universitet. Dette var for at øve klassens udtalemæssige færdigheder, da den som udgangspunkt skulle have et ellers flydende niveau. En sjov ting, jeg oplevede, og som jeg ikke havde set den foregående undervisningsgang, var, at der foruden børn i alderen 11-15 år (skønsmæssig vurdering) var en kvinde sidst i 30’erne eller et sted i 40’erne blandt mine elever, hvilket ikke er et problem på nogen måde, men mere bare en spøjs detalje.

Onsdag (18. nov.) morgen forsøgte pagodeklassens bedste engelskelev, Ly, at fortælle Maren og mig om Lærernes Dag og altså, at vi dermed havde fri de efterfølgende to dage – hun kunne jo ikke vide, at vi allerede vidste om det fra skoleforstander Hai. Hun gjorde det ved at skrive sætningen: ”Torsdag og fredag har vi fri fra skol” eller noget i den stil, hvor hun skrev første halvdel på engelsk og resten på vietnamesisk, for mere kunne den 11-12-årige pige ikke, hvor jeg så fandt min ordbog frem, som jeg altid har med mig, og oversatte resten derigennem. En ret god oplevelse.
Om eftermiddagen havde jeg så Tân Qui hold 1 igen, som i lighed med hold 2, har lidt et voldsomt mandefald efter den undervisningsfri periode, fordi de fleste tilsyneladende ikke har hørt, at engelskundervisningen er startet op igen, så jeg bad de tre tilstedeværende elever (typisk er de for tiden fem) om at bede de andre om at kontakte de andre elever fra holdet, hvoraf dog kun Dui jævnligt mødte én anden fra holdet af dem, som ikke var mødt op siden klassens aflysninger, nemlig Bình, som han går i klasse med, og som jeg dog i mit stille sind anså som den vigtigste af dem, da hun er klassens måske bedste elev. Derudover har hun også den ”kvalitet”, at hun har en fætter på holdet, som hun derfor kunne kontakte. Ellers gik undervisningen meget godt, hvor jeg underviste dem lidt i udtale og gav dem en tekst at læse højt fra til hinanden.

Torsdag (19. nov.) sov jeg længe, hvilket var rart, og havde om aftnen følgelig en lektion med Mias Tân Qui hold. Om eftermiddagen kom Ricarda og Neea (finsk pige, der også  er på Ricardas projekt, og som også er tilknyttet VPV) forbi, fordi de fredag skulle kontakte en NGO i HCMC og derfor med fordel kunne bo i Peace House.

Fredag (20. nov.) aften var der bowling, hvilket lidt var i anledning af, at Magdalena (DE) tog hjem den følgende eftermiddag efter at have været her i 6 uger.

Lørdag (21. nov.) tog Laura (UK) tre af os – Neea, Ricarda og mig – over til sit projekt ved Chùa Lá (Bladpagoden) og viste os rundt. Her mødte vi også bl.a. Ling, som har hjulpet Laura med vietnamesisk og til gengæld fået lidt undervisning i engelsk, selvom Lauras primære projekt egentlig er havearbejde.

[De få billeder, jeg er i besiddelse af fra Chùa Lá - "Bladpagoden"]

Vi nåede hjem i tide til at få sagt ordentligt farvel til Magdalena.
Efter et par timer, tog vi (Caroline [DE], Janina [Finland], Elina [Finland], Christian [DE], Jameson, Laura, Ricarda og mig foruden X og Chau fra VPV) videre til et natteløb, hvor vi skulle være i ret god tid forinden. Som en del af prisen for at deltage fik vi en t-shirt (i størrelse S eller M), en rygsæk, en lysstang og nogle rabatkuponer. Inden selve løbet var der en smule opvarmningsmusik/-koncert, men på vej fra scenen over til derfra, hvor vi skulle løbe, fik Caroline og Janina opsprættet deres rygsække, hvori de havde haft kamera, telefon og pung, som de så ikke havde længere, hvilket ødelagde deres aften og gjorde alle andres mindre god.
Natteløbet var dog kun et decideret løb for de færreste – de fleste mennesker ved eventen gik det meste af vejen, mens vi gik ca. halvdelen.
Efter løbet var der en koncert, hvor Caroline, Janina og Laura tog hjem.

Søndag (22. nov.) skete der ikke så meget mere, og Ricarda og Neea tog uafhængigt af hinanden ind til centrum omkring kl. 13 for at ordne nogle ting og tog derefter tilbage til deres projekt.

23.-29. nov. – Masser af Tân Qui og en smule første søndag i advent

Som nævnt i forhenværende indlæg husker jeg ikke så meget for denne uge, og det er også svært at huske præcist, om noget er sket i denne uge eller en anden, og hvilke dage hvad er sket.

Undervisningen er dog nogenlunde til at huske, omend pagodeklassen flyder lidt ud. Dog husker jeg, at vi i denne uge arbejdede med temaet ”Rooms in the house”, hvor vi forsøgte at lære eleverne om husets forskellige rum og gerne også deres interiør, hvilket vi dog ikke kom til. Eleverne er nemlig gået hen og blevet ret umedgørlige og særdeles uopdragne, så undervisningen har været meget svær. Til gengæld kunne temaet bruges i Hold 2 i Tân Qui klassen, som er på ca. samme niveau, men langt mere velopdragne.
Tirsdag og torsdag fik jeg afsluttet Min vikarieren af Mias Tân Qui hold, som jeg havde undervist i udtale og i at lægge det rigtige tryk på forskellige ord. Senere fandt jeg så ud af, at Mia ikke ville komme tilbage før onsdag i den kommende uge, hvorfor der altså var en lektion tilbage om tirsdagen, som jeg så ikke kunne knytte til det allerede afsluttede forløb eller et fremtidigt forløb, så jeg sad nu med lidt af en udfordring...
I forhold til Hold 1 i min egen Tân Qui klasse forsøgte jeg fortsat at give dem ca. det samme som Mias, men det gik ikke helt så godt, da et mere varieret niveau med én på et niveau, der inden for i hvert fald udtale er på over Mias hold (som ellers er det bedste Tân Qui hold), to på omtrendt hendes klasses niveau, én lidt under og én et stykke under (ja, stadig kun 5 elever).

Mandag (23. nov.) (eller dagen/aftnen før???) ankom to nye herrer til Peace House: Golo fra Tyskland (en tand højere end mig, desværre – for næsten 2 m høje fyrer er den slags vigtigt) og Xavier fra Belgien, som vist også var direktør for det belgiske ICYE eller noget i den stil, og som kun blev ugen ud, da det mest af alt var et visit for at se på forholdene i VPV South og besøge en række forskellige projekter, hvor han kom direkte fra VPV North. Senere hen kunne han så fortælle, at der var en klar forskel på forholdene i de to dele af VPV, hvor VPV South til trods forbedringer siden min start her stadig er et stykke under den nordlige organisations niveau, selvom det jo er i samme land, og forskellene derfor ikke burde være vildt store...
Om eftermiddagen var Hannah fuldstændig udkørt af sine tidligere lektioner den dag, så jeg tog Tân Qui klassen alene og bad Hold 1 om at arbejde selvstændigt med at øve udtale via oplæsning, mens jeg selv underviste Hold 2. Som en lille bonus til historien er, at Xavier var med mig og tog fotos gennem lektionen samt forsøgte at hjælpe lidt, som jeg husker det, selvom det egentlig gik meget fint med opdelingen.

[Klassefoto taget af Xavier. Den røde streg omkredser Hold 1, som jeg ikke kunne lade være med at samle omkring mig (hvor 3-4 af dem tilfældigvis var i forvejen), fordi de var mit oprindelige hold af de to, selvom jeg ellers normalt forsøger ikke at arbejde i favoritter]

[Klassefoto uden streg]

[Sådan ser undervisning af 4 Tân Qui elever ud – den femte kom først senere]

[Overraskende fokuserede elever. Penny (dreng t.v.) og Lina (pige t.h.) er de eneste fra Tân Qui klassen, som ikke vil give mig deres rigtige navne (jeg ved dog, at Penny hedder Khang, men det er han ikke ene om, så jeg valgte at beholde det engelske)]

[Okay, helt så fokuserede er de så ikke hele tiden]

[Af Duy blev der også taget et ikke-fokuseret billede, men ikke noget fokuseret billede... Hvad mon det kan betyde?]

[Duys storebror, Khang, kom lidt senere end de individuelle fotos, men fik den efterfølgende mandag fat i min iPad, så I snydes ikke for et billede af ham også]

[Kiệt, klassens topelev (tidligere delte han titlen med en yderst skarp pige, der dog ikke er vendt tilbage efter aflysningen på ubestemt tid), havde en dårlig dag den dag, men når Xavier ikker kan fange en glad Kiệt, er det et held, at Khang allerede havde fat i min iPad allerede denne mandag og fangede en midlertidigt glad Kiệt]

Jeg har desværre ingen individuelle fotos af Hold 2, da Xavier ingen fotos tog af dem, og ingen af dem har stjålet min iPad midlertidigt (eller haft chancen for det). Omvendt har jeg også glemt de fleste af deres navne grundet noget, der skete i de efterfølgende uger ("To be Continued").

[Bygningen set udefra samt en lille volleyballbane]

Torsdag eller fredag (26./27. nov.) modtog jeg en pakke fra min familie derhjemme i Danmark, hvor det viser sig, at Vietnameserne tillader sig at tilføre et gebyr for at modtage pakker af en eller anden grund. Nå, men i pakken var der en fødselsdagsgave, en julekalender, en pakkekalender, et postkort/julekort medfølgende pakkekalenderen, men som jeg troede var med julegaven og derfor ikke så nærmere på før et par uger inde i december, og en enkelt konvolut med en pose Piratos, så jeg til trods for den umiddelbare skuffelse over at have modtaget en stor papkasse uden at kunne se på det meste af det i det mindste fik en lille smule. Det skal dog siges, at med pakkekalender osv. med gennemtænkte gaver (typisk slik derhjemmefra, men også andet godt fra julen) var pakken til syvende og sidst langt bedre, end hvis jeg havde modtaget alle pakkerne åbnet.

Første søndag i advent (29. nov.) blev selvfølgelig ikke fejret uden en adventskrans med stearinlys, hvilket i dette tilfælde bestod af en tallerken, 4 farvede lys købt af Hannah og noget af en juleguirlande købt af mig i en boghandel, eller hvad man nu kalder det, når der kun er få bøger i butikken.

I denne uge fik vi også besluttet os for at tage ud at spise juleaften på en finere restaurant, hvor det med ubegrænset buffet og vin kommer til at koste os 1 mio. dong (ca. 300 kr.), hvilket er noget af en sum for et måltid i et land som Vietnam.

lørdag den 21. november 2015

9.-15. nov. - Tân Qui vender tilbage

Generelt har der til min glæde været fremgang i min arbejdsmængde, hvilket jeg vil komme mere ind på senere hen, mens det ellers går så godt som altid.

Hjemmeweekender er generelt ret stille uden for megen aktivitet, men typisk med noget imdhold i form af noget sightseeing eller anden aktivitet i HCMC en af dagene, omend det som i denne uge ikke altid er tilfældet. Til gengæld er det meget afslappende, og jeg får gerne planlagt lektioner og ordnet andre ting, herunder skypet med min familie derhjemme
 Hvis det skal tages kronologisk, starter min dag, når jeg vågner, hvilket kan være et vilkårligt tidspunkt, for det er jo weekend. Dog er der dage med alarm, hvis vi har et program, hvor vi gerne vil afsted på et givent tidspunkt. Morgenmaden er den samme som altid, omend jeg fra tid til anden prøver at peppe den lidt op, for nu har jeg jo tid til det. De dage, hvor der intet sker, er særligt rolige og er dér, hvor jeg får lavet førnævnte lektionsplanlægning mm., men også de dage, hvor der sker noget, er relativt afslappende, for med alle de hjemmeweekender, vi har foran os, er der ikke noget stres med nødvendigvis at nå det hele en specifik weekend, mens det hele derudover er i hjemlige omgivelser.

Undervisningen har i denne uge været det langt mest centrale, så jeg vil derfor i dette indlæg vende tilbage til at inkludere det i de daglige fortællinger frem for at give det et selvstændigt afsnit. Hvad jeg glemte at nævne tidligere er dog, at Michelle er blevet træt af at undervise, fordi hun stesser for meget over det, og skal i stedet begynde på et helt nyt projekt, der foregår i et folkekøkken, hvilket dog ikke begyndte i denne uge.

Mandag (9. nov) fik jeg at vide, at de allerede havde fundet en afløser for Michelle i Maren fra Tyskland, der var ankommet den foregående fredag eller torsdag, men som jeg kun meget sporadisk havde hilst på. Hvad der gjorde mig endnu gladere, var, at hun også skulle tage det ene Tân Qui hold, så jeg fra onsdag af kunne fortsætte undervisningen. Hun kommer til at være her som frivillig de næste tre måneder, hvilket også betyder, at hun ca. kommer til at være her i hele den periode, jeg har tilbage!

Tirsdag (10. nov.) var så Marens første arbejdsdag i pagodeklassen, hvilket også betød, at hun var en del af undervisningen som lærer nr. 3, og Michelle og jeg var ret enige om, at Maren var en meget lovende ny tilføjelse, for mens vi to ”gamle” har en meget akademisk og  teoretisk tilgang til undervisningen med masser af tavle og ikke så meget leg (vi har meget svært ved at gennemskue implementeringen af lege), er Maren mere normal i den forstand, at hun bedre kan se implementeringen af lege. Derudover er kemien også god, så hun og jeg vil komme til at arbejde godt sammen foruden at komplementere hinanden bedre, end Michelle og jeg gjorde.
Marens hovedprojekt er dog at tage sig af børnene i pagoden, hvilket betyder, at det ikke går, at hun har for meget undervisning ind over, så hun ender med at lave noget helt andet, så Mr. Cool – VPV’s direktør – havde sagt, at det ikke var så godt med undervisningen af Tân Qui klassen, hvilket betød, at jeg nu skulle bestemme, om jeg helst ville undervise begge hold selv – det ville blive én undervisning pr. hold om ugen – eller have Maren til at hjælpe mig om onsdagen ved at tage det ene hold, så eleverne på denne måde ville få to lektioner,, hvilket Mr. Cool dog ikke havde anbefalet af hensyn til Maren. Jeg valgte her at gå imod Mr. Cools anbefaling, for én ugentlig lektion pr. hold er i mine øjne alt, alt for lidt, mens to ugentlige lektioner er mere i orden, og selvom det nok var meget at bede om, vil jeg ikke kompromittere mine hold så meget, at nærmest ikke undervises.

Onsdag (11. nov.) var jeg i pagodeundervisningen kommet til at tage min iPad frem og stillede den fra mig i løbet af undervisningen, hvilket selvfølgelig betød, at nogle af den lille klasses relativt mange ballademagere skulle forsøge at få noget sjovt ud af den låste iPad, hvilket lykkedes via adgangen til kamera.

[Ballademagerne fra venstre til højre er: Lau, Michelle, Lan Anh (den primære ansvarlige), Maren (første til at følge trop) og en fyr, der i en længere periode har været fraværende]

Om eftermiddagen fik jeg så at vide, at Mr. Cool havde nedlagt veto mod min beslutning dagen forinden vedrørende undervisningen af Tân Qui holdene, så Maren altså kun kommer til at undervise sammen med mig i pagoden fremadrettet, selvom hun denne ene onsdag dog ville være der. I stedet var Hannah, også fra Tyskland, kommet mig til undsætning, fordi hun om mandagen har plads i sit skema til ekstra undervisning, så fremover vil hun undervise hold 2 – de mere udfordrede – mens jeg underviser dem fredag og underviser hold 1 – de gode, som også var mit oprindelige hold – mandag og onsdag.
Da vi kom til undervisningen, blev det dog klart, at ikke alle eleverne var blevet informeret – nogle af dem har givet vis slet ikke meldt sig på holdet, men er slet og ret bare mødt op. Som et eksempel har hold 1 har typisk været på omkring 11 elever, mens de denne onsdag kun var 4 (hvoraf en femte var bror til én af dem, så det ville være at forvente, at han ville møde op en anden dag), hvoraf min måske bedste elev, Bình, ikke var blandt dem, der mødte op, mens de andre ellers generelt har været blandt de bedre.
På et tidspunkt i løbet af dagen (eller en nærliggende dag – kan ikke helt huske det) spurgte Mia også, om jeg kunne vikariere for hende på hendes Tân Qui hold, der er en smule bedre end mit eget, de følgende to uger, hvor hun har taget fri for at være sammen med hendes familie, der tager til Vietnam for at være sammen med hende, så jeg er altså kommet til at gå fra 0 Tân Qui lektioner til maksimalt muligt antal.

Torsdag (12. nov.) besøgte jeg derfor Mias klasse om aftnen for at se, hvordan det gik, og kom frem til, at jeg ville komme til at undervise i noget helt andet med en anerledes metode, så jeg fik egentlig ikke så meget ud af det ud over kort at få introduceret mig selv og set på mine kommende midlertidige elever.

Fredag (13. nov) var der midtvejsevaluering for langtidsfrivillige om formiddagen, hvorfor Maren denne dag var alene med pagodeklassen, men det gik vist godt. Evalueringen bestod af en skriftlig evaluering efterfulgt af en mundtlig, hvorimellem vi havde en lille selskabsleg. I den skriftlige blev vi spurgt ind til egen indsats, og hvordan projektet havde været og sådan. I den skriftlige del skrev placerede vi os selv i en cirkel alt efter tilfredshed under forskellige emner, hvorefter vi en af gangen blev spurgt ind til vores placering. Til allersidst inden frokost havde vi noget last-minute-evaluering af andre ting såsom visa og feriedage mm.
Om aftnen tog nogle af os ud på en bar i Distrikt 1 og havde en hyggelig aften.

Lørdag (14. nov) skete der ikke så meget, og jeg befandt mig mest af alt bare derhjemme og slappede af, mens Ricarda tog tilbage til sit projekt om eftermiddagen.

Søndag (15. nov.) morgen blev antallet af katte i huset mangedoblet, da husets kat, Sumo (der er overraskende tynd), fik fire små killinger.

[Killingerne]

Efter et par timer kom der så endnu en overraskende begivenhed: En hvis Bill Kennedy, som ingen kender eller ved, hvem er, fra Queensland, Australien: Pludselig var der en mand ved entreen til huset med en frugtkurv og en kage med en hilsen fra den mystiske Bill, der ikke gav flere kontaktinformationer end hans overmåde almindelige navn.

[Kage og frugtkurv]

Om eftermiddagen tog Magdalena (Tyskland) til isstedet I Love Kem (”kem” betyder (fløde)is på vietnamesisk)