12.-18. okt. - tur til Nha Trang

Generelt er der ikke sket så meget denne uge, udover at der som “erstatning” for Juhani er kommet en ny frivillig, Iris fra Holland, der bliver til efter jul, og hun tager så enten hjem igen eller videre efter tre måneder, i starten af januar. Pease House er efterhånden ved at blive mere og mere stille, for efter ”masseflugten” sidste weekend, hvor 1 franskkvinde, 2 kinesere, 3 tyskere og 4 svenskere forlod stedet, fik vi foruden Iris kun to andre frivillige, nemlig Magdalena fra Tyskland og Paula fra Frankrig, så der er tydeligt færre mennesker her.

Den daglige undervisning af pagodeklassen (i sidste uge begyndte jeg ”fortællingen” om min hverdagsmorgen, der sluttede lige inden selve undervisningen) foregår i et lille lokale, hvor der ikke er plads til meget mere end elever, lærere, borde og stole. Ingen af eleverne er derfor særligt langt væk fra os, men det betyder så ikke, at de alle bliver mere velopdragne og lydhøre af den grund – ganske vist er de fleste af pigerne flinke nok til at sidde stille det meste af tiden, men ikke alle, og de fleste af drengene kan også være ret problematiske. Til gengæld ser de ud til at kunne lide os, så det er ikke værre end dét.

Efter undervisningen tager vi hjem til Peace House, hvor jeg for min part spiser frokost dér, mens Michelle typisk spiser ved en nærliggende restaurant, ikke nødvendigvis den samme. Herefter kommer jeg enten til at falde i snak med andre frivillige eller går i gang med at få ordnet ting, der nu engang skal ordnes – ikke at jeg altid gør ting efter højeste prioritet, men jeg gør dem dog. Herunder hører planlægning af lektioner, som typisk tager en større del af mandag, onsdag og fredag, hvor jeg har endnu en klasse om eftermiddagen, og hvoraf undervisningsplanlægningen let kan tage al pladsen fredag, fordi jeg også skal til undervisning i Vietnamesisk.

Ved undervisningen af klassen ved pagoden har vi nu for oplevet, at en pludselig mangel på tolk ikke længere betyder, at undervisningen ikke kan gå som planlagt, for selvom vi onsdag-torsdag var uden tolk, var der ingen mærkbar forskel.

I forhold til Tan Qui er der nu – om ikke for eleverne så for mig – en vis sammenhæng mellem lektionerne, hvor vi i denne uge har arbejdet med forskellen på ”country” og ”continent” foruden at komme lidt ind på kulde og en brainstorm af ting, der ville være populære i undervisningen. I forlængelse af sidste uges undervisning har jeg derfor en idé til, hvordan det kan fortsættes, så jeg er meget optimistisk.

Mandag til onsdag (12.-14. okt.) skete der ikke noget nævneværdigt

Torsdag (15. okt.) begyndte der dog at ske noget, for efter jeg var kommet hjem fra pagodeklassen, hjalp Tuan (personale) mig med at finde et sted, hvor jeg kunne få nogle bukser, for med mine lange ben er bukser ikke ligefrem særligt sandsynligt at finde nogetsteds. Vi fandt dog et sted, hvor de havde nogle fine bukser til ikke alt for mange penge – omend ikke så billigt, som jeg havde troet – så nu har jeg ikke to, men tre par bukser at bruge til hverdag.

Lidt senere på eftermiddagen tog jeg i Lottemart (indkøbscenter i nærheden) med Hannah (mellemtidsvoluntør fra Tyskland, der har været her i en måned og bliver til lige efter jul) for at købe noget slik og nogle havregryn, som jeg nok ikke kommer til at spise så ofte, men som vil være rare at få engang imellem, når jeg bliver for træt af instantnudler og hvidt brød. På vejen hjem var det efterhånden blevet mørkt og (fyr)aften. Lottemart ligger lige ved siden af en række skyskrabere, så ved fyraften er vejen til Lottemart stoppet til med trafik (dvs. Ekstremt mange motorcykler).

[Sådan ser en vej ud i HCMC, når der for alvor er trafik - ja, der er motorcykler på fortorvet]

Fredag (16. okt.) var atter en aktivitetsfyldt dag, fordi jeg igen havde besluttet mig for at rejse væk hen over weekenden, så den ikke-arbejdende og ikke-vietnamesiskstuderende tid gik med at pakke tasken til turen, som denne gang gik til kystbyen Nha Trang. Grundet mit arbejde i Tan Qui er det ikke muligt for mig at tage bussen før kl. 7 om aftnen, hvilket betyder, at jeg typisk ankommer en del senere end alle andre og ikke nødvendigvis på de mest optimale tidspunkter. Det er dog til mit held sådan, at jeg sagtens kan ligge behageligt i bussen, hvis bare jeg har en vinduesplads, hvilket udgør to tredjedele af pladserne, så mine odds er ikke så slemme, som de føltes under mine første ture, hvor jeg lå i midten.

Lørdag (17. okt.) ankom jeg lidt over 4 om morgenen og var af gode grunde både sulten og træt, men før 6 er det relativt svært at finde noget at spise, så jeg gik lidt rundt og fandt ud af, hvor jeg var og så på stranden, som var et meget pænt syn midt i mørket.

[Stranden senere på dagen]

Jeg endte med at beslutte mig for at gå til byens katedral og fandt på vejen en bod med sandwiches, så jeg kunne få noget at spise, inden jeg besøgte selve katedralen, hvor jeg spiste min mad. Af en katedral at være var den meget lille, men den var stadig meget pæn og havde så afgjort sin charme.

[Katedralen set fra neden og fra ”venstre”]

[Katedralen set tæt på]

Samtidig med at jeg besøgte katedralen var der også et brudepar, hvilket sandsynligvis betyder, at der senere den dag var et bryllup, men heldigvis ikke kl. 6, som klokken var på dette tidspunkt, så jeg fik kigget godt på bygningen og dennes udsmykning.

[Den ene ende af katedralen set indefra]

[Midten af katedralen set indefra]

[Den anden ende af katedralen set indefra]

[Uden for katedralen var der en række statuer af bibelske skikkelser]

[Jesusstatuen set tæt på]

[En "halvbygning" uden for kirken, hvor skilte er den primære udsmykning]

[Jesus i Jomfru Marias arme]

Foran katedralen var der en ikke så lille madonnastatue, bag hvilken hendes betydningsfulde roller i forhold til biblen var indgraveret i form af billeder af undfangelsen, hendes møde med hendes kusine (der var gravid med Johannes Døberen), fødslen af Jesus, besøget af de tre vise mænd og opdragelsen af Jesus. Da jeg ankom til kirken, sad der lokale troende på knæ foran det lille monument.

[Jomfru Maria foran katedralen]

Herefter gik jeg til mit hostel, hvor jeg tjekkede ind, tog et bad, forsøgte at kontakte de andre, der gerne skulle være her, og tog et bad, inden jeg lagde mig til at halvsom i en halv til en hel time og gik ud for at møde de andre.

Jeg havde selv inden haft en plan for, hvad jeg ville, men eftersom jeg ville være alene, forkastede jeg den til fordel for at tilbringe dagen sammen med de andre, som indeholdt Tobias og Aida, der var taget væk fra Peace House den foregående weekend. Det meste af dagen tilbragte vi på Monkey Island (et navn, mange øer tilsyneladende har, sålænge de har en masse aber), hvor vi først gik rundt på den offentligt tilgængelige del af øen, der var anrettet i noget lignende en park.

[Gruppeselfie fra båden over til Monkey Island]

Som så mange andre steder var her skrald overalt, hvilket i dette tilfælde kun kunne være kommet fra turister og ikke lokale. For at kunne håndtere skraldet havde de lavet en masse skulpturer ud af især plastikflasker, sodavands- og øldåser og maling. Ikke overraskende var der en masse aber, der skulle være ”vilde”, men da abeshowet – et show, som er på mange abeøer, hvor aber klædes ud og tvinges til at gøre en masse kunster, hvilket ikke var noget, vi lige følte for at overvære – begyndte, var der ikke så mange aber tilbage...

Det meste af den tid, vi tilbragte på øen, tilbragte vi på dennes strand, hvor vi – i særdeleshed jeg – fik badet og svømmet. Sandbunden var meget flad i den forstand, at det kun MEGET langsomt blev dybere, så jeg, der gerne ville ikke-bunde, endte med at give op efter op mod en kilometers svømning væk fra stranden, hvor vandet stadig gik mig til brystkassen.

Herefter tog de seks af os – Aida, Justine (Frankrig, underviser sammen med hende på Tan Qui), Iris (Holland), Rojan (Tyskland) og Rose-Marie (fransk canadier) – over til en gammel, ikke-fornyet pagode, hvor vi spiste en forsinket frokost i form af sandwiches.

[Billeder af pagode]

Om aftnen spiste vi sammen, og jeg fik bestilt en busbillet hjem næste morgen.

Søndag (18. okt.) Tog jeg så bussen hjem, som gik kl. 9 om morgenen – jeg kunne ikke få et senere tidspunkt og samtidig komme hjem samme aften, fordi jeg var så sent ude i forhold til min billet.

Busturen var meget afslappende, hvor jeg fik sovet lidt og læst en bog. Kommunikation med andre var dog begrænset, da jeg havde glemt at medbringe oplader til mobil og iPad, som derfor løb tør i løbet af de første timer på vej hjem. Jeg var hjemme igen om aftnen.

5.-11. okt. - Fødselsdagskager og afsked med Pub Crawl

Generelt går det som altid godt, og der er i den forstand ikke så meget nyt, selvom der da er sket en smule af specielle ting, omend billedmængden ikke er nært så stor som normalt..

Min hverdagsmorgen starter med, at jeg står jeg op et sted imellem 6:15 og 6:40 – afhænger af, hvornår jeg sætter min alarm, og hvor mange udsættelser jeg laver – og børster tænder osv. efterfulgt af morgenmad bestående af for tiden instantnudler, noget frugt og et par skive brød, hvor brødet er så ufatteligt hvidt, at det skal toastes for at blive spiseligt. Herefter tager Michelle og jeg afsted på arbejde, så vi er der ca. kl. 9, en time før vi skal starte – oprindeligt var tanken fra VPV (aka ICYE Vietnam, organisationen vi er hos), at vi kunne bruge tiden på at lege med børnehavebørn, men særligt i starten brugte vi denne time på at færdiggøre forberedelserne til dagens lektion, og siden har vi fået for vane at bruge tiden på enten forberedelser, søvn eller for mit vedkommende at få skrevet på min blog, hvis ikke andet er mere presserende.

Undervisningen går fremad, ikke helt som planlagt, men stadig ok. Angående klassen ved Chua (=”Pagoden”) Ky Quang var stadig opdelt i to de to første dage og med det samme tema i hhv. tal og klokken, hvilket var ret ensformigt og ikke særligt spændende, selvom den måske bedste (og så afgjort hverken roligste eller mest velopdragne, men det er mindre vigtigt) dreng vendte tilbage, så niveauopdelingen blev en tand mindre kønsfordelt. Som tidligere var eleverne ganske fåtallige, men af en eller anden spøjs grund vendte en masse elever tilbage samme dag, som vi skiftede over til noget mere spændende, selvom den foregående lektion havde været den mest kedelige i længere tid. Vi endte derfor med at vende tilbage til det normale antal elever på en eller anden måde.

I Tan Qui skolen er det på vej til at blive bedre, tror jeg. Jeg har pt en plan om at få de bedste elever til at lave noget specifikt selvstændigt arbejde, hvor de skal forberede et oplæg om en af deres interesser, hvilket de ikke har taget alt for godt imod, men jeg holder nu fast ved det.

Mandag og tirsdag (5.-6. okt.) husker jeg ikke alt for godt, men ugens primære handling var omvendt også senere på ugen.

Onsdag (7. okt.) var dagen inden Jamesons 19-års fødselsdag, og vi havde endnu ikke noget planlagt for Jamesons (langtidsvoluntør fra USA)) fødselsdag ud over at tage ud og spise og betale for hans mad. Ricarda og jeg havde snakket om at få købt en gave til ham og Juhani (Ricardas idé, som jeg tilsluttede mig), der har fødselsdag den efterfølgende uge om onsdagen, tror jeg. De skulle i hvert fald begge fejres, og man kan ikke have fødselsdag uden en fødselsdagskage, så det skulle de jo have, og der var et bageri i nærheden (i Vietnam er der ikke den samme brødkultur som i DK, så hvor DK har overvægt af brød i bagerier og en smule kager, har VN endnu større overvægt af kager og en lille smule brød). Om Ricarda og jeg allerede var kommet frem til kagen inden, eller om jeg selv kom frem til det, husker jeg ikke, men i hvert fald fik jeg fat i de andre langtidsvoluntører (ekskl. Juhani), der viste sig at være med på idéen med at give dem begge kage, og jeg påtog mig så at spørge Juhani, om han ville joine dagen efter.

Torsdag (8. okt.) blev det så Jamesons fødselsdag, og Rojan (de facto langtidsvoluntør fra Tyskland) havde lavet ham et fødselsdagskort, hvor folk skrev deres navne på, hvilket gav fødselaren en god start på dagen. At få fat på Juhani viste sig dog at være svært, for han og Sara (dansk korttidsvoluntør, jeg tidligere har nævnt, og som han underviste sammen med) var på en tur væk, fordi deres undervisning var slut, så i stedet sendte jeg ham en besked, som han svarede positivt på. Det var en anelse risikabelt at komme til at købe hans kage, uden han opdagede det (det skulle jo være en overraskelse), fordi han havde taget dagen fri og var i Peace House det meste af tiden, men til mit held valgte han at spise frokost ude, så jeg fik et hul til at købe kagen.

For bedre at kunne gemme kagen bad jeg på forhånd om lov til at gemme den i personalekøleskabet, hvor Jameson med sikkerhed ikke ville komme, hvilket resulterede i, at Kai tilbød at køre mig til bageriet på sin motorcykel. Hermed fik jeg mit livs første tur på motorcykel, selvom det ikke var forfærdeligt langt. Kagen fandt jeg i bageriet, hvor de skrev hans navn på og gav gratis talstearinlys (1 og 9) samt en plastickniv at skære med. Ved kassen kunne man købe forskellige brødting, og iblandt disse var der faktisk nogle opkaldt efter Danmark, selvom jeg ikke helt genkendte det...

[Fra venstre mod højre ses ”mix af Danmark”, ”dansk pølse” og ”dansk ost”]

Om aftnen tog de fleste fra Peace House ud for at spise på et pizzaria i District 1 (centrumsdistriktet) for at fejre ham.

[Alle os, der tog afsted for at fejre Jameson]

Da vi kom hjem igen, var det allerede sent, men det betød ikke, at Jamesons aften var slut, for oppe på tagterrassen var der fødselsdagskage – og den smagte virkeligt godt.

[Jamesons fødselsdagskage]

Fredag (9. okt.) blev en lang dag, hvor jeg ikke bare som normalt ”kun” havde to lektioner som engelsklærer og en lektion som vietnamesiskstuderende – nej, jeg skulle også ud og finde kage (ville dog ikke give tjansen fra mig, hvis nogen havde spurgt, for så ville jeg forspilde chancen for at vælge kagen, som jeg allerede havde besluttet), og om aftnen var der pub crawl. I modsætning til ved Jameson (som også var med i Juhanis kage) var det relativt nemt at finde et tidspunkt at skaffe Juhanis kage, for han og Sara var i Distrikt 1 hele eftermiddagen. Igen fik jeg tilbuddet om et lift af personalet over til bageriet, denne gang af Chao. Temaet i kagen havde jeg allerede besluttet mig for dagen inden, hvor jeg havde set nogle kager med hvidt overtræk og noget, der lignede snemænd, som pynt. Dette passede meget godt med, at Juhani skulle tilbage til Finland, der foruden de tusind søer er kendt for at være koldt og tæt på Rusland. Der var kun en enkelt kage tilbage med dette tema i den størrelse/pris, jeg gik efter, men bare den var der.

Det var straks sværere at få givet Juhani kagen, for han kom virkeligt sent hjem, og han skulle afsted næste morgen kl. 7, så det var lidt nødvendigt, at han fik kagen denne aften, hvis vi andre skulle være en del af at give ham den. Faktisk valgte størstedelen af voluntørerne at forlade Pease House og spise ude, inden Juhani kom hjem, og jeg var faktisk helt bekymret for, om han ville komme hjem inden pubcrawl, for han kunne i princippet sagtens have spist ude og tage direkte til pubcrawl. Men hjem kom han, og han havde julelys i øjnene, da han så kagen og indså, at vi havde husket ham, selvom det endnu ikke var tid.

[Juhani med sin fødselsdagskage]

Da han havde fået kagen, fandt han også noget finsk alkohol, han havde taget med hjemmefra, men ikke havde taget hul på, fordi det ikke rigtigt havde  passet ind, men det gjorde det så nu, og vi havde på den måde en lille forfest inden Pub Crawl.

Stort set hele Pease House tog afsted til Pub Crawl, hvilket betød, at VPV-voluntører nok udgjorde mindst halvdelen af dem, der var en del af det, og også Ricarda kom (hun havde lejet sig ind på et hostel i nærheden). I længden blev det lidt svært at holde styr på barerne, men jeg har efterfølgende fået stykket det sammen til 8 barer, hvor vi fik en gratis genstand hvert sted.

[Juhani og Ricarda under pubcrawl ved 2. bar]

Det blev en meget god aften og nat, hvor Sara og jeg efterlod Ricarda ved den sidste bar som de allersidste fra Pease House.

Lørdag (10. okt.) skete der ikke særligt meget, men vi fandt ud af, at Juhani havde ladet den sidste smule af sin fødselsdagskage blive tilbage sammen med den finske alkohol og en sød besked til os om, at han havde glad for at være iblandt os, og at han ikke ville glemme os.

Ricarda kom kortvarigt forbi, men tog afsted igen med Carina, mens resten af Pease House stadig var ved at komme sig over den foregående aftens eskapader. Selv var jeg også ret træt, så jeg brugte det meste af dagen på ganske simpelt at slappe af. Jeg var ikke videre social sammen med de andre, for de sad i fællesrummet, hvor vi nu har fået et nyt fjernsyn med kabel-tv, så de så film med engelsk tale og vietnamesiske undertekster, og jeg følte ikke rigtigt for at bruge min dag på at se tv. Imellem min afslapning forsøgte jeg også at være en anelse produktiv.

Søndag (11. okt.) skulle vi være taget i et vandland, hvilket de fleste da også gjorde, men da jeg hørte om det første gang, var mit hovede fyldt med kagekøb og undervisning, så det var hurtigt sivet ud igen, hvilket betød, at jeg ikke havde fortalt Ricarda om det. Af den grund havde hun ikke badetøj med og kunne dermed ikke tage med. Da det ret meget var min skyld, at hun ikke kunne komme med, sprang jeg derfor også over vandlandet, så hun ikke ville være alene. Vi tilbragte derfor dagen i District 1, hvor vi ikke lavede så meget andet end at gå lidt rundt i parken, spise frokost og finde hende en rygsæk. Det var derfor alt i alt en meget afslappende dag.

I parken, som ikke er voldsomt stor, er der typisk en del unge vietnamesiske studerende, som prøver at "indfange" udlændinge, så de enten kan sælge dem nogle nipsting (til overpris efter vietnamesisk standard) eller oftere bare snakke med dem, så de kan øve og forbedre deres engelskfærdigheder. I den sammenhæng fik vi snakket med én af dem, men han så ikke ud til at ville stoppe, og vi snakkede i virkeligt lang tid, indtil Ricarda og jeg høfligt sagde farvel til ham.

[Ricarda, mig og den unge vietnameser]

28. sep. til 4. okt.

Generelt går det stadig meget godt, og selvom jeg havde lidt bøvl med maven i starten af ugen, var det ikke alvorligt, og jeg klarede mig fint med "husholdningsmedicin", som jeg vælger at kalde det i mangel af bedre ord til at beskrive mit indtag af cola og bananer. Ellers har jeg - som jeg vist også kort var inde på i sidste indlæg - fået mig en fungerende hverdag, hvor der er en vis rutine, som jeg har tænkt mig gradvist at komme igennem i løbet af de kommende blogindlæg, startende fra næste indlæg.

Militæret er stadig at se i busserne og i skolegården, men nu er der også unge mænd fra militæret med i busserne, så det var ikke bare en torsdag-til-fredag-ting, som jeg troede i sidste uge, men der er dog stadig ikke udøvende militærfolk i skolegården fredag aften.

Undervisningen går fortsat fremad, og jeg er endelig begyndt at få hul på min klasse fra Tân Qui skolen, hvilket begyndte allerede mandag. Som før er jeg stadig udfordret af min manglende erfaring, men det skrider fremad, og selvom undervisningen endnu ikke er perfekt, har jeg nu oplevet en Tân Qui lektion, hvor jeg ikke fik spørgsmålet: ”What time is it?” eller: ”Can I go home?” Omvendt er jeg, primært sidst på ugen, begyndt at falde en anelse af på den i forhold til klassen ved pagoden, men det handler nok også om, at min prioritering naturligvis forskubbes, når jeg mere målrettet går efter forbedringer i den ene klasse. En ting, der så afgjort ville forbedre det samlede billede, ville nok være, at jeg blev bedre til at fjerne mig fra resten af de frivillige, der er hjemme samtidig med mig, så jeg bedre kunne koncentrere mig om arbejdet, men det er svært at finde lysten til ikke at være social.

Derudover er pagodeklassens antal af elever faldet til et sted imellem det halve og en tredjedel af det oprindelige antal, hvilket heller ikke er et supergodt tegn, men vi kan som udgangspunkt ikke vide, om vores undervisning har noget med det at gøre, eller om det bare er forældrene, der har brug for deres børn derhjemme.

Mandag (28. sep.) fandt nogle af pigerne en død rotte på et af badeværelserne, hvilket ikke var særligt lækkert. Det affødte forøgede beklagelser over forholdene her, fordi det virkede som om, der nu også var rotter, som vi ellers ikke havde set før, men siden har katten nu fået skylden for det, fordi menes at have bragt den døde rotte med ind udefra.

Tirsdag (29. sep.) kunne Maggie, en amerikansk korttidsfrivillig, fortælle, at hun havde oplevvet en rotte kravle hen over hendes seng og siden springe ud af vinduet eller noget i den stil, hvilket blot bidrog til ovennævnte utilfredshed med stedet og forholdene. Ikke underligt valgte hun at rejse væk senere på ugen efter oplevelsen. Ingen andre har dog oplevet noget tilsvarende, så det kunne for så vidt godt være hendes fantasi, der har spillet hende et puds, hvor det måske nærmere var katten eller noget andet, hun så.

Denne dag var jeg også i Lottemart (indkøbscentret i nærheden), hvor jeg bl.a. fik købt mig en mappe, så jeg bedre kan holde styr på mine papirer i forbindelse med min undervisning, men det ville nok være smartere med en mappe pr. Klasse, så jeg kommer nok til at tage derover igen efter en ny mappe – i første omgang købte jeg kun én, fordi den er relativt stor, men det bliver alligevel ret svært at holde papirerne adskilte. Det kunne også være, at jeg beslutter mig for at købe mig et ringbind i stedet, hvilket også ville hjælpe mig med at holde styr på papirer, der ikke længere er i brug.

Onsdag (30. sep.) begyndte Michelle og jeg at splitte pagodeklassen op, fordi vi gerne ville undervise dem i klokken på engelsk, hvilket passede meget godt til den ene halvdel (omend de ikke kunne håndtere ”X to Y”), mens den anden halvdel endnu ikke kunne tallene. Michelle og jeg har den aftale, at eftersom jeg har engelsk som fremmedsprog og dermed husker vanskeligederne, vil jeg være den, der underviser de mest udfordrede elever. Niveauet ved mine lå sådan, at de ganske vist kunne tælle til ti på engelsk, men også kun det, så hvis jeg fx bad dem sige syv, talte de sagte: ”one, two, three, four, (...), seven” på deres fingre, inden de så lidt højere sagde: ”Seven”. Det var mig ikke muligt at vende dem af med denne uvane, men i det mindste er det muligt at lære dem nye tal, uden de skal til at tælle først, så tallet 12 fx udløser et resolut ”twelve” i stedet for, at de begynder at tælle – et hjælpende element er muligvis også, at de kun har ti fingre, så det bliver svært at tælle længere.

Torsdag (1. okt.) tog jeg efter undervisningen af pagodeklassen ud og ledte efter erstatninger for de postkort, der var gået til søndag, og fik i samme omgang limet mine sko, der til trods for at være nye var begyndt at falde lidt fra hinanden, hvilket nok kommer af, at jeg ved mindst én af oversvømmelserne ikke havde fået stillet dem op, og at jeg nok har brugt dem lidt mere, end de oprindeligt var tænkt til af producenten. Det blev foretaget af en mand på vejen, som jeg kom til at overbetale i høj grad, men omvendt havde jeg ret meget brug for limningen, og han blev ikke ligefrem ked af de ekstra penge.

Om eftermiddagen, dvs. efter frokost, følte jeg mig af en eller anden grund i undersøgeles- og fixehumør, så jeg begyndte at se lidt på elektronikken i fællesrummet/stuen (er på 1. sal)), hvilket her henviser til to tv’er og en computer, der var dømt ubrugelige af samtlige frivillige. Mit mål var her at teste denne hypotese ved at ordne det så godt, jeg kunne, og jeg er altså intet computergeni, så mit arbejde bestod primært i at teste, at kabler var forbundne, og at sætte stik i stikkontakter. Det viste sig, at al elektronikken fungerede på nær en computermus og muligvis én ud af to DVD-afspillere, men at der ikke var noget kabel til at forbinde DVD-afspilleren(e) til tv’erne. Konklusionen må derfor være, at man i sådanne tilfælde bør teste alment anerkendte påstande, før man for alvor tilslutter sig dem.

[Computeren så dog ikke alt for lovende ud inden, skal det siges til alles forsvar]

For at kunne komme ordentligt til ved det store tv, havde jeg været nødt til at skubbe til en sofa, hvorunder der gemte sig et skatkammer af snavs, hvilket rengøringskonen, der tilfældigvis var i gang med rengøring, tog, da hun kom forbi. Kort efter nævnte jeg problemet med manglende kabel til Chao (en fra personalet) og rundede af med at nævne snavset under sofaen, og før jeg vidste af det, var vi i gang med hovedrengøring under alle møblerne. Det foregik sådan, at jeg flyttede møbler, tv osv., mens Chao så fejede det hele sammen.

[Bunke med det skidt og snavs, Chao fik fejet sammen fra under møblerne i fællesrummet]

Efter endt fejning gik vi videre til at vaske gulvet med samme arbejdsfordeling som før, så stuen til sidst endte med at se helt hæderlig ud.

[Et hjørne under et af tv’erne før rengøring]

[Samme hjørne efter rengøring]

Mens jeg gjorde rent og herigennem kom med mine egne små klager over renligheden, var der et møde på stueetagen mellem direktøren Mr. Cool og svenskerne Mia (langtidsvoluntør) samt parret Emelie og Phillip (det andet par en dem, der klagede sidst), hvor svenskerne kom med nogle problemer, der endnu ikke var taget ordentligt hånd om. Forholdene mellem dem og personalet – særligt Mr. Cool – er derfor blevet noget anspændt, så Mia, der ellers skulle blive i HCMC et helt år, har nu besluttet sig for at rejse til Hanoi og være frivillig dér i stedet efter nytår og dermed kun ende ud med kun godt fire måneders ophold i HCMC. På den lyse side resulterede beklagelserne i forbedring af fx mængden af mad i weekenden, som havde været utilstrækkeligt ugen før.

Efter at have hjulpet til med løftedelen af rengøringsarbejdet gik jeg i bad, så jeg kunne føle mig lidt ren, mens en del af de andre gjorde klar til grillaften. Grillaftner er normalt kun i sommermånederne, hvor der er højsæson, men nogle af korttidsvoluntørerne havde hørt om grillaftenkonceptet fra andre og ville gerne prøve det, hvilket derfor blev arrangeret og muligvis bliver det igen på et senere tidspunkt. Ligesom sidst blev det en hyggelig aften.

Fredag (2. okt.) var en relativt normal dag, hvis man ser bort fra, at Ricarda (langtidsvoluntøren, der pt bor et stykke væk) kom forbi igen for at overnatte frem til søndag og på den måde tilbringe noget tid sammen med os andre. Dette bliver nok i høj grad praksis fremadrettet, hvor hun kommer og besøger os de fleste weekender eller tager med os, når vi rejser forskellige steder hen.

Lørdag (3. okt.) tog Hannah (mellemtidsvoluntør fra Tyskland, der bliver til lige efter jul), Michelle, Ricarda og jeg til byens China Town, Cho Lon, hvor vi startede ud med at se på markedet dér, som også skulle være stedets hovedattraktion. Her brugte vi et par timer eller så på at gå rundt, for det var ikke et lille marked, og man kunne virkelig få alt, lige fra tøj og mad til nipsting og enorme gryder, der var større end nogen balje, jeg nogensinde har set.

Markedet:

Efter dette begyndte det at regne, så Hannah og Michelle valgte at tage hjem igen, mens Ricarda og jeg blev for at se på områdets pagoder, som ikke fåtallige, samt en kirke og en moske, som også er til at finde der. Hen mod slut nævnte Ricarda, at hun denne dag havde set flere pagoder, end hun havde set i hele sit liv før, og at antallet af pagoder, hun (og for så vidt også jeg) nu har set, er så stort, at hun ikke kommer til at opleve det igen.

Kirken:

Ong Bon (den første pagode):

Ha Chuong Hoi Quan (den anden pagode):

Ifølge rejseguiden skulle pagoden Phuoc An Hoi Quan være den pagode, der var mest værd at besøge, men min oplevelse har mere været, at det var Quan Am, der løb af med sejren. Nogle pagoder havde små fiskebasiner, og her havde denne pagode efter min mening det flotteste, fordi de havde en hel masse fisk, der måske ikke alle var forskellige arter, men som alligevel var i forskellig farve og udseende. Derudover havde pagoden også en flot udsmykning og i modsætning til alle de andre en dam fyldt med skildpadder, og selvom dammen var meget grumset af en form for alger, trækker det alligevel op med de mange små skildpadder.

Quan Am (den tredje pagode):

(På den anden side af vejen):

Phuoc An Hoi Quan (den fjerde pagode):

Thien Hau (den femte pagode):

Tam Son Hoi Quan (den sjette pagode):

Alle pagoderne var forskellige på hver deres måde, men foruden farverig udsmykning og buddhaer havde de det tilfælles, at der ikke blev sparret på røgelsen, hvilket var meget fint i begyndelse, men efterhånden begyndte det så småt at give hovedpiner, som vi kom til flere og flere pagoder, og der var virkeligt ikke særligt langt imellem dem, så inden vi besøgte den sidste fandt vi et sted at spise ”frokost” (klokken var efterhånden mellem tre og fire), så vi lige kunne få en pause

Nghia An Hoi Quan (den syvende og sidste pagode):

Moskeen:

Efterfølgende ville vi også gerne have set en taoistisk pagode, som skulle ligge et stykke væk fra moskeen, men ikke så langt fra busstationen, så vi gik den lange vej tilbagead. Desværre kunne vi ikke finde den det sted, den var på kortet, og klokken var efterhånden mange, så vi tog hjem igen.

[Ben Than Market - HCMC's varemærke - da vi kom tilbage til busholdepladsen, hvor vi normalt skifter bus]

Søndag (4. okt.) tog Laura (Skotland), Lucia (Tyskland), Ricarda og jeg til Cu Chi Tunnellerne, som er nogle tunneller tilbage fra den vietnamesisk-amerikanske krig, og som ligger et lille stykke nord for HCMC. Vi bor imidlertid relativt sydligt, så det var en relativt lang bustur.

Da vi ankom til området, skulle vi gå et lille stykke for at finde det sted, hvor man begynder at gå ind mod tunnellerne, og inden vi kunne få lov til at gå ind i dem, skulle vi se en lille ”dokumentar”, der mest af alt var vietnamesisk propaganda, der fik amerikanerne til at fremstå onde og vietnameserne som enorme helte.

[Fra venstre mod højre er det Ricarda, mig og Lucia på vej ind mod tunnellerne]

[Selvfie med Laura og mig (og Ricarda delvist i baggrunden)]

På ruten gennem selve tunnellerne var der så en guide, som tog med os og viste os vej til tunnellerne samt gav os vejledning. Tunnellerne var primært forstørrede kopier lavet siden hen for at gøre det mere tilgængeligt for turisme, men den første smule tunnel, vi fik lov at prøve, skulle være den ægte vare, selvom det kun var en meget kort strækning. I hvert fald var indgangshullet ikke det største.

[Mig på vej ned i hullet]

[Mig nede i hullet]

[Den lille tunnel]

[Laura, der kommer op igen - hun havde det klart bedste foto med blade og det hele i håret]

[En simulering af en ikke-udløst fælde, som vi så kort efter den lille tunnel]

[Fællen udløst]

Siden kom vi følgelig til de andre, lidt større tunneller. Det var ret sjovt at kravle gennem tunnellerne, og selvom jeg af gode grunde (højde) havde havde lidt mindre plads end alle andre, fulgte jeg fint med – om det kom af det faktum, at folk tog billeder undervejs, ved jeg ikke. Med ”lidt mindre plads” menes, at når jeg gik på hug, havde maks 5 cm mellem mine knæ og gulvet.

[De større tunneller var lidt bedre oplyst, hvilket dog ikke betyder, at jeg bliver bedre til at tage billeder]

Efterfølgende fik vi lidt frugt, hvor vi opdagede en flagermus hænge i nærheden af der, hvor vi spiste.

[Bedste billede af flagermusen]