Generelt har jeg det som altid godt og er sund og rask. I forhold til vejret, som foregående uger var relativt tørt, har det i denne uge været mere vådt med regn hver eller hver anden dag i HCMC, selvom vi ellers officielt skulle være gået ud af regnsæsonen, da vi gik ind i november. I forhold til min løbende fortællen om min hverdag blev jeg i sidste uge færdig med dette emne og vil derfor bevæge mig videre til, hvad der generelt sker i mine weekender.
Om weekenden rejser jeg enten væk fra HCMC eller bliver hjemme og slapper af, hvilket ikke følger noget specifikt system, men det skifter typisk mellem en uge væk og en uge hjemme. Hvad der har været rimeligt konstant (omend det ikke blev overholdt i denne uge) er, at jeg i weekenden kokkererer et eller andet – typisk en æggekage med, hvad vi nu engang har tilgængeligt af frugt og grønt (af kød har vi kun nogle yderst uspiselige ”pølser”).
Undervisningen har i denne uge været lidt anerledes, hvor vi i pagodeklassen fra tirsdag af har haft skiftende assistenter i klassen, som vil være der den næste uge også, men som vi dog ikke rigtigt fik taget i brug før undervisningen torsdag. I forhold til emner er vi i denne uge også sprunget et stort skridt fremad ved at tage de personlige pronomener (forholdsordene I, you, he, she, it, we, they), for når først de personlige pronomener er på plads, bliver det meget nemmere at introducere verber (udsagnsord), særligt verbet ”to be”, og herved give eleverne værktøjer til selv at sammensætte simple sætninger ud fra deres begrænsede ordforråd.
Ved Tân Qui klassen er alt aflyst, for jeg har stadig ikke fået en aflyser for Justine, hvilket i mine øjne slet, slet ikke er godt nok. Jeg er nemlig ret glad for mine klasser og elever, så ikke at se dem og undervise dem i så lang en periode, når jeg faktisk burde og kunne være der, er virkeligt træls, og derudover bliver min undervisning også delt over i to, hvilket i sig selv er skidt.
Mandag (2. nov.) havde jeg en sjov oplevelse, for der kom en ny frivillig, Neea fra Finland, som havde overraskende meget til fælles med mig. Jeg har det generelt sådan, at jeg elsker logik mere end de fleste og har et ønske om at forstå ting, hvilket gør, at jeg foruden matematik også er interesseret i sprog og mekanikkerne bag et givent sprog, det være sig udtaleregler såvel som grammatik og måden, ord sættes sammen på. Det betyder, at jeg let kommer til at tale en del om sprog og en del mere end alle andre, så det let ender ud i noget nært en enetale, hvor jeg stiller spørgsmål til de andre, indtil de stopper mig, men i tilfældet Neea var det en gensidig interesse, hvor jeg til min store overraskelse opdagede, at samtaleemnet sprog ikke kedede hende. Siden har hun også uafhængigt af mig udtalt, at hun virkeligt godt kan lide tysk, fordi de har så få undtagelser, hvilket jeg ellers har været kendt for at sige, og hun har også erklæret ønsket om at få fri juleaften (hun kommer lige akkurat til at være her til et par dage efter jul) og få en blandet jul med mad og musik fra de forskellige voluntørers hjemlande, hvilket hun alt sammen deler med mig. Desværre skal hun arbejde på Ricardas projekt og kommer derfor også til at bo i Can Gio, hvor hun tog hen onsdag morgen, men vil komme forbi i weekenderne for ikke at være for alene.
Der kom også to-tre andre frivillige, hvoraf den ene, Christian, rent faktisk er af hankøn og dermed øger antallet af mandlige frivillige i huset med 50 % fra 2 til 3, og også han vil blive til et par dage efter jul, så juleselskabet er ret overraskende steget med hele to personer.
Torsdag (5. nov.) om aftnen tog Hannah (DE), Magdalena (DE), Laura (UK) og jeg med Valerie (Schweiz) ud og spise på et godt pizzaria og tog efterfølgende til et bageri for at få desert, fordi det var sidstnævntes sidste uge i Pease House, og ikke alle ville være der fredag aften. Jeg tror ikke, jeg har nævnt Valerie før, men hun var har i ca. en måned, vil jeg tro, og har været godt selskab og blandt de frivillige, jeg har haft det klart bedst med. Hende og Laura har været særligt tætte, og de er derfor pt på en rundtur i Mekongdeltaet syd for HCMC, hvor Laura i den anledning har taget fri fra sit projekt. Foruden Valerie fra Schweiz er også en række andre frivillige, herunder Valerie og Rose-Marie fra den fransktalende del af Canada, som har været her i halvanden måned, taget videre.
Fredag (6. nov) var der Pub Crawl i anledning af de mange afrejsende, hvilket jeg dog ikke var med til, da jeg denne weekend var i Dalat med Ricarda – Dalat var også det første sted, vi tog til på en weekendtur, og som ikke ligefrem gik så godt. Eftersom jeg jo ikke skulle undervise denne fredag, mødtes jeg med Ricarda i Distrikt 1 omkring kl. 5, hvor vi fik handlet nogle bukser til hende, fordi hendes egne i høj grad var blevet revet op ved hendes projekt. Herefter spiste vi frokost, og efter dét var der mere end rigeligt med tid, til bussen kom, så vi fandt bare en bænk i parken og slappede af dér, indtil det var tid til at gå over til bussen, som var lige i nærheden.
Lørdag (7. nov.) ankom vi til Dalat kl. 6 om morgenen, hvor der allerede var en mand, som viste sig at være manden, der driver hostellet, vi som på, til at tage imod os sammen med en af hans medarbejdere, hvor vi så begge blev smækket op bag på en motorcykel og kørt hen til hostellet, som ikke var så langt væk, og hvor vi så fik slappet lidt af. Hostellet tilbød Easy Rider Tours – et koncept, hvor man på motorcykel køres rundt af af en guide – hvilket vi aftalte at tage på kl. 9.
Turen var virkeligt en god oplevelse, hvor vi kom så meget ind bag facaden på området omkring Dalat, som man kan på en enkelt dag.
[Første stop på ruten var Dalats ældste pagode, der dog blev ødelagt i den vietnamesisk-amerikanske krig og senere genopbygget]
[Billeder fra omkring pagoden]
Hvad vi ikke fik taget billeder af, var et risvinsdestilleri (ved samme sted som billedet ovenfor), hvor der destilleres tre gange af hver "portion", hvoraf den første er meget stærk på omkring 70 %, den anden er omkring de 30 %, og den tredje er omkring 10 %, så det sammenblandede resultat bliver 35 %. Her fik jeg så et shot risvin af førstegangsudvinding, som stadig var varm.
Resterne fra destillationen bruges så til foder til nogle dyr, de havde udenfor, heriblandt fritgående høns. Derudover havde de også væsler, der bruges til at lave væselkaffe, hvor væslerne spiser kaffebønner, som de dog ikke kan fordøje, og som derfor kommer direkte ud igen, men med forbedret smag. Væselkaffe er generelt meget dyrt – i særdeleshed bønner indsamlet fra vilde væsler – men købes det lokalt, bliver det selvfølgelig billigere.
[Vejen ned til vandfaldet var her noget længere, men med mindre klatring, da vi bare fulgte en sti]
[Min klatring afstedkom dog nogle relativt fine fotos, hvis jeg selv skal sige det]
Det sidste sted på ruten gik til Hønselandsbyen, som til trods for navnet ikke rigtigt havde nogen høns, men til gengæld havde en stor statue af en høne med ni sporer på bagbenene frem for de naturlige to. Landsbyen er en minoritetslandsby, hvilket betyder, at beboerne tilhører en af Vietnams mange, mange minoritetsgrupper, der for størstedelens vedkommende bor i bjergområder som fx Dalat. Vores guide fortalte os i den sammenhæng om historien bag hønestatuen, og jeg vil her forsøge at gengive den efter bedste evne. For at kunne forstå historien skal det vides, at de mange minoritetsgrupper i bjergene levede som nomader og altså bevægede sig rundt på deres territorium som jægere og samlere, og at stammerne havde så lidt med hinanden at gøre, at ægteskab ikke var en mulighed (og derudover taler mange af dem forskellige sprog). Her er historien, som jeg husker den:
Der var to landsbyer (for ikke at kalde dem stammer) – og de er der nok stadig, for jeg har i hvert fald været ved den ene – som havde territorier meget tæt på hinanden. I den ene landsby boede en ung kvinde, som en dag gik ud i junglen for at samle træ til brændsel. Mens hun sådan gik og samlede brænde, blev hun angrebet af en tiger. Hun ville have været død, hvis ikke en ung mand fra den anden landsby var kommet hende til undsætning og havde dræbt tigeren i tide. De to tilbragte efterfølgendenoget tid sammen og begyndte efterhånden at forelske sig i hinanden, hvilket resulterede i, at den unge kvinde gik til den unge mands forældre i hans landsby for at spørge om hans hånd – i de vietnamesiske bjergstammer har kvinden nemlig langt mere at skulle have sagt og er den, der frier til manden. Hans forældre var dog noget imod denne forening, men ville samtidig ikke komme med et direkte afslag, for de ville jo gerne holde sig på god fod med deres nabolandsby. Derfor bestemte de sig for at brudeprisen – for selvfølgelig er det kvinden, der skal betale for mandens hånd i disse feminint dominerede samfund – skulle være en høne med ni sporer. Den unge kvinde gik glad med på tilbuddet, for i hendes landsby havde de jo også høns, så hun skulle jo let kunne finde én. Hvad hun ikke havde tænkt på, var umuligheden i at finde en høne med ni sporer, når ingen høne har mere end to. Da hun endelig indså dette, knustes hendes hjerte, og folk bemærkede hendes store hjertesorg. En – eller flere – af dem foreslog hende derfor at tage ud i junglen for at se, om hun kunne finde en høne med ni sporer dér. Hun ledte og ledte, men kunne kunne ikke finde én, og det endte med, at hun fik malaria, hvilket hun døde af.
Imidlertid var den unge mand kommet forbi hendes landsby, fordi han ikke havde set hende i lang tid, og her fik han at vide, at hun var taget ud i skoven for at finde hønen. Han tog afsted for at finde, hvilket han da også gjorde, men også han endte med at dø af malaria (eller hjertesorg = selvmord) og vendte derfor heller ikke tilbage.
Efterhånden blev folk i landsbyen noget bekymrede, eftersom ingen af dem kom tilbage og drog ud for at finde dem. Fundet af det døde par slog dem meget hårdt. Til deres ære byggede den unge kvindes landsby derfor en stor hønestatue med ni sporer for at huske dem, en statue som siden har lagt navn til landsbyen.
Efter dette fortalte vores guide os endnu en historie, der denne gang var om en af hans venner, der var vietnamesisk (og ikke særligt køn) og under en krig – formentlig den vietnamesisk-amerikanske krig – havde mødt og forelsket sig i en ung minoritetspige, som han efterfølgende ønskede at gifte sig med. Dette var hans forældre dog lodret imod, fordi minoriteter ansås – og muligvis stadig anses – som langt under vietnameserne. Grundet stor hjertesorg valgte han derfor at tage sit eget liv via gift, men en ven opdagede det og fik ham sendt på hospitalet, hvor han blev helbredt. Da han kom hjem igen var hans forældre mindre villige til at modsætte sig hans ægteskabsønske, som gik igennem, og de skulle have fået sig to-tre piger og en dreng, der alle er kønne som moderen.
Inden vi tog tilbage til Dalat, blev vi vist hen til et væveværksted på den anden side af landsbyens lille vej, hvor en kvinde sad og vævede et mønster.
I Dalat var klokken nu halv seks, så efter at have slappet lidt af var der aftensmad, hvilket vi fik gratis på vores hostel sammen med et engelsk og et australsk-canadisk par, som vi senere tog ud i byen med.
Denne dag var muligvis den bedste, jeg har haft i Vietnam hidtil, så selvom Easy Riders er dyre efter Vietnamesisk standard (omend billige efter vestlig standard), er de klart pengene værd efter min mening.
Søndag (8. nov.) startede vi dagen langsomt op og spiste ikke morgenmad før lidt i ni og checkede først ud kl. 11
Dagens første punkt var et sted kaldt ”Crazy house”
[Crazy House]
Herefter tog vi til en tidligere lokal konges sommerpalads fra den franske kolonitid.
Resten af dagen tog vi den med ro og gik rundt om en sø og slappede af et sted på bredden.
[Gåtur før søen]
Fordi vi var ret sent ude med at bestille bussen hjem, kunne vi ikke få en billet senere end kl. 8, hvilket betød, at vi allerede kom tilbage til HCMC kl. 2:40 og dermed måtte vente halvanden time på busserne, der først begynder at køre kl. 5. På den lyse side fik vi brugt tiden på at læse fem af H.C. Andersens eventyr, som Ricarda ikke kendte, højt for hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar