Orientation Camp (26.-30. aug.)

Jeg har nu været i Vietnam i en uge, og jeg har efterhånden tilpasset mig den anderledes mad, trafikken, de anderledes dufte og det anderledes klima, selvom det stadig kan være hårdt i længden med temperaturer omkring de 30 grader, der ikke varierer meget fra dag til nat. Jeg har det meget godt, og jeg har det godt med de andre langtidsfrivillige. Fordi der er så mange korttidsfrivillige, der alligevel tager hjem igen efter relativt kort tid, og kun syv af os, anser vi os selv som en lille familie, og vi har det godt sammen.

Onsdag d. 26. august var den første dag af Orientation Camp, som jeg i sidste indlæg kaldte introduktionscamp, og hvor vi skal komme mere ind i både vietnamesisk sprog og kultur og ind i, hvordan det kommer til at fungere på vores programmer. Campen, som egentlig foregår i Peace House, hvor vi bor, er på 6 dage, hvoraf jeg i dette og det følgende blogindlæg vil kalde dem ”Dag 1”, ”Dag 2” ... ”Dag 6”, og ved hvert datoskift vil jeg markere dagen med fed skrift.

Dag 1 startede ud med en introduktion, hvor vi langtidsfrivillige og de ansatte ved VPV (Volunteers for Peace Vietnam), som har ansvaret for os, en for en introducerede os selv. Vi langtidsfrivillige skulle ud over navn og land fortælle om tidligere rejse- og frivillighedserfaringer samt grunden og motivationen til valget af projekt, hvortil direktøren Cool (egentlig Cuong) kom med uddybende spørgsmål og kommentarer. Til mig, som skal undervise børnehjemsbørn og andre børn fra virkeligt fattige vilkår ved Ky Quang Pagoda (et buddhistisk tempel) sagde han, at lige netop børn med denne baggrund kan være særdeles besværlige at have med at gøre grundet problematisk adfærd, især for en med person med så ringe erfaring som mig, så jeg blev en del bekymret, men der er ikke så meget andet at gøre end at gøre sit bedste og være velforberedt - jeg er desuden ikke den eneste af os, der skal undervise, så vi kan nok hjælpe hinanden. Herefter skulle vi på post-its skrive, hvad vi håber, frygter og regner med at bidradrage med i forbindelse med vores op, hvilket blev fastgjort på en tegning af en bil, men ellers ikke andet, hvorefter vi fik mere at vide om VPV og husreglerne i Peace House.
I denne forbindelse fik jeg også mødt de tre langtidsvoluntører, der var kommet aftnen forinden, og i spisepausen, som i Vietnam er på 2-3 timer, spiste vi sammen på en restaurant et lille stykke væk.

[Det første gruppebillede, taget af Jameson (USA), som desværre ikke kunne komme med på det. Fra venstre til højre med pigerne først er det Ricarda og Carina (Østrig), Mia (Sverige), Michelle (Canada), mig og Juhani (Findland)]

Efter frokost fik vi vores første vietnamesisklektion, hvor vi blev introduceret til meget simple gloser som fx hilsner og forhandlingsfærdigheder på marked, og vi fik tallene 1-10 samt 100 og 1000, og hvordan de sammensættes, så det er muligt for os at sige tallene 1-999.999.

Dag 2 (tors. 27. aug.) startede med et indblik i forholdene ved Ky Quang Pagodas (et buddhistisk tempel) børnehjem, hvor 3 af os kommer til at arbejde, men grunden til, at vi blev introduceret til børnehjemmet, var nok, at det er et projekt, som er særligt vigtig for VPV. Indblikket kom ved en kombination af en kort film om børnehjemmet med primært fokus på de ca. 50 handicappede børn, som er det største problem, og en beskrivelse af forholdene ved børnehjemmet foretaget af den ansvarlige del af personalet. Filmen var det, der kom først, og den ramte mig virkeligt hårdt, fordi nogle af børnene havde virkeligt alvorlige handicap, hvoraf det voldsomste nok var børnene med hydrocephalus, hvor væskeansamlinger i hjernen bevirker, at børnenes hoveder bliver så abnormt store og tunge, at de ikke kan bevæge sig, men bare ligger i samme stilling konstant og får alvorlige liggesår på bagsiden af hovedet. Det ramte mig meget hårdt, muligvis forstærket af, at jeg ved, at det er dér jeg kommer til at arbejde, selvom det i første ombæring kun kommer til at være som underviser af ikke-handicappede børn, og det gjorde det på ingen måde bedre at høre, at det buddhistiske tempel ikke har råd til at ansætte mere end 6-7 lavtlønnede individer til at tage sig af børnene.
I spisepausen blev vi på stedet og slappede af på husets tagterrasse efter at have spist vores mad, og her tog vi vores første fællesbilleder, som ses nedenfor og et stykke ovenfor:

[Selfie efter Michelle desværre var gået igen – fra venstre til højre med pigerne først er det Carina, Ricarda, Mia, mig, Juhani og Jameson]

Efter pausen fik vi undervisning i vietnamesisk kultur, hvor vi overordnet fik forklaret de kulturelle forskelle internt i Vietnam, som varierer fra nord til syd, og de kulturelle forskelle i forhold til vores egne lande samt en smule information om deres national-/selvstændighedsdag, som er på onsdag d. 2. September, hvor de fejrer landsfaderen Ho Chi Minhs selvstændighedserklæring i 1945 (altså en del tid før krigen med USA).

Dag 3 (fre. 28. aug.) var der strømsvigt (dette er typisk planlagt, men normalt advares man forinden, hvilket så ikke skete her), hvilket var et problem i forhold til programmet, hvor det var meningen, at vi skulle have brugt elektronisk udstyr. I stedet fik vi en lille rundtur i centrum, hvor vi gik igennem parken og ind i et indendørs marked, hvorefter vi gik en tur til katedralen Notre Dame, hvor vi sad og slappede af, indtil vi tog tilbage igen og havde frokostpause.
Efter pausen var der information vedr. først undervisning og siden miljørelateret arbejde for dem med relevante projekter inden for dette, og de var her meget projektspecifikke og gav informationer såsom mødetider, typisk rejsetid og elevernes niveau.

I weekenden (29.-30. aug.) havde vi – som det også vil være tilfældet fremadrettet – fri og var overladt til os selv. I denne periode er der meget stille i Peace House, fordi næsten alle korttidsvoluntørerne er bortrejst til andre områder i Vietnam i disse dage, eftersom de jo kun er her kortvarigt og derfor er nødt til at gøre det, mens de kan. Vi havde planlagt at tage på sight-seeing og se krigsmuseet og den botaniske have i HCMC, men Mia og Michelle blev syge hhv. Lørdag og søndag, så vi valgte i stedet at lave andre, mindre spændende ting, så de kan være en del af det, når vi ser det første gang. Det blev til en halvkedelig lørdag, fordi vi ikke rigtigt fik lavet noget nævneværdigt. Det fik vi dog gjort noget ved søndag, hvor jeg for selskabets skyld gik en tur med de to østrigere, der ville tage billeder af nærområdet. Da vi kom tilbage igen, var de andre klar til at tage afsted ind til centrum og undersøge det (med en busbillet hver vej på 5.000 VND svarende til 1,49 DKK er der ingen økonomiske overvejelser dér) samt få os noget frokost og købt ting, hvis vi stødte på nogen, hvilket vi så ikke gjorde.


Da Carina, Ricarda og jeg gik tur i formiddags, havde jeg ikke min telefon med, så jeg fik ikke taget nogen billeder, men jeg har fået nogle fra Carina, som hun tog ved en bro, som vi ofte krydser, og som er slemt forurenet.

[Venstre side af floden under broen, når vi kommer fra Peace House]

[Affaldsbunke placeret svarende til højre side af ovenstående billede]

[Højre side af broen, når vi kommer fra Peace House]

[Selfie med Carina, Ricarda og mig]

Generelt er byen ikke så slem, som den måske kan se ud her, men den er meget enerledes end hjemme i DK. Dette kan også ses på det billede, jeg selv har fået taget af en lygtepæl inde ved centrum, hvor der også er mere rent:

[Lygtepæl dækket til af utallige ledninger]

Det var så det for denne gang. Hvis jeg kan overholde det, vil jeg skrive næste blogindlæg engang næste weekend eller noget i den stil, hvor jeg gerne skulle kunne fortælle om et besøg til Mekong-deltaet, mit første besøg på projektet, deres nationaldag og min første arbejdsdag.

Ankomst (24.-25. aug.)

Efter en lang flyvetur med mellemlanding i Doha, hovedstaden i Qatar, ankom jeg endelig til lufthavnen i Ho Chi Minh City i går, hvor der var en pige fra VPV (Volunteers for Peace Vietnam), som er dem, der organiserer det frivillige arbejde i Vietnam, til at hente mig. Jeg kunne imidlertid slet ikke finde hende, men til sidst lykkedes det efter et par opkald til Cool, lederen af VPV, for os at finde hinanden, og jeg blev sendt afsted i en taxa afsted til vores sovested, som de kalder "Peace House".
Det var en noget anderledes oplevelse at køre rundt i Vietnam, for her er det hele langt mere kaotisk. Der er motorcykler over det hele, og det er i høj grad hver mand for sig selv: Når chauføren fx ville skifte vejbane, blinkede han ganske rigtigt, som vi gør herhjemme, men selve skiftet foregik ved at mase sig derover. En enkelt gang rullede han ligefrem vinduet ned for at råbe af en medtraffikant, der kørte ved siden af, men selve køreturen foregik ret gnidningsfrit, og jeg følte mig ikke rigtigt bekymret for, at noget skulle gå galt.
Da jeg ankom, mødte jeg to af de andre langtidsvoluntører – Juhani fra Finland (voluntør i 6 måneder) og Jameson fra USA (voluntør i 12 måneder) – samt en række korttidsvoluntører fra Tyskland, Østrig, Frankrig, Spanien, Portugal og USA, men der er også andre voluntører fra i hvert fald Kina og Japan, men de holder sig mere for sig selv. Jeg snakkede og snakker fortsat mest med Juhani og Jameson, fordi vi alle tre har været her i ca. lige kort tid, og korttidsvoluntørerne allerede er i fuld gang med deres projekter og snakker om dem, hvilket ikke rigtigt er til at deltage i. Om aftnen fik vi dog snakket med dem, hvilket desværre var en anelse ildevarslende, eftersom de talte en del om, at vilkårene i Peace House ikke er så gode, og at de ikke kunne forstå, at vi langtidsvoluntører ville byde os selv at være her i så lang tid. Personligt forsøger jeg at forholde mig positivt til det hele, men jeg er godt klar over, at det ikke ligefrem er et luksushotel: Værelserne er små små i forhold til, at der kan bo op mod 10 mennesker i hvert, så hver person kun har ca. 4 kvadratmeter hver inkl. sengen, som dog er stor nok til, at selv jeg på 1,97 m kan være i dem; der er ikke nok bestik til, at alle kan spise samtidig ved måltiderne; der er ikke voldsomt rent osv. En del af dette kommer dog formentlig af, at august måned er højsæson for korttidsfrivillige, som ofte er afsted i deres sommerferie, og det kan megete vel være, at der lige nu er 30-40 frivillige i huset, mens der til jul formentlig ikke vil være andre end os langtidsfrivillige. Det kunne desuden være langt værre, for hvis der havde været problemer med airconditioningen, som ville der være helt uudholdeligt varmt året rundt, eftersom Sydvietnam har tropisk klima og så at sige har sommer selv om vinteren.
Hvad angår de tre andre langtidsvoluntører, har jeg endnu kun mødt den ene – Michelle fra Canada (voluntør i 6 måneder) – fordi de sidste først er kommet her til aften, hvilket jeg har hørt fra Juhani, som også fortalte, at vi åbenbart er syv og ikke seks langtidsvoluntører. Juhani, Jameson og jeg brugte formiddagen og en del af eftermiddagen i dag på at gå rundt sammen med fire af korttidsvoluntørerne og se nogle af de vigtige ting i byen, fordi de med undtagelse af en enkelt (som først skulle arbejde kl. 5-6 om eftermiddagen) havde fri i dag. Dette er også i høj grad grunden til, at jeg ikke mødte Michelle før ret sent.
Vi har i dag også fået et program over vores introduktionscamp, der kommer til at strække sig fra i morgen og frem til torsdag i næste uge.

Introduktion

Mit navn er Mathias L. Laursen (19 årgammel) , og jeg vil i det følgende halve år arbejde som frivillig i Ho Chi Minh City (tidligere Saigon) i Vietnam som engelsklærer på et børnehjem for 15 elever i alderen 9-13 år. I perioden bor jeg i et hus sammen med andre frivillige i HCMC – fortrinvist korttidsfrivillige, men vi vil også være 6 langtidsfrivillige (dvs. personer, som er afsted i 6 eller 12 måneder) i perioden.

I starten af – eller rettere sagt lige før – projektet har vi noget introduktion til vores ophold samt undervisning i vietnamesisk, hvor vi gerne skulle få styr på det mest grundlæggende i sproget.

Planen er, at jeg efter projektet vil rejse rundt i Vietnam i 3-4 uger, så jeg får set landet på en lidt anden måde, men det kommer til at afhænge af, hvad jeg føler for det, og om jeg kan lokke nogen med mig, for det ville alt andet end lige være hyggeligere.

Grunden til, at jeg valgte at bruge et halvt år på lige netop dette:

Jeg blev student i juni måned og vidste allerede inden, at jeg havde brug for et sabbatår efter så mange års skolegang. Jeg ville gerne have noget indhold ind i det, og her virkede en udenlandsrejse som en god idé. For at rejsen skulle give mening for mig, skulle det være et ikke-vestligt land, så jeg ville møde en helt anden kultur, end jeg er vant til, og her virkede Vietnam som et godt bud, fordi det i den grad er fremmet, men samtidig også er et relativt stabilt land.

Samtidig ville jeg også gerne komme lidt ind i kulturen og lære den bedre at kende, end man gør, når man bare rejser rundt, hvilket er en del af grunden til, at jeg valgte frivilligt arbejde. Allerede fra start af vidste jeg, at mit frivillige arbejde skulle være noget med børn, fordi jeg altid har haft et godt forhold til børn og gerne vil have dette til at være en del af mit sabbatår. Det aktuelle projekt, jeg er kommet på, er et børnehjem i forbindelse med det buddhistiske tempel Ky Quang Pagoda, hvor man kan hjælpe til på børnehjemmet eller undervise 2 timer dagligt og så hjælpe til derudover, hvis man har tid til det for sine forberedelser til lektionerne. Personligt tænker jeg, at jeg i starten vil bruge det meste eller al tiden på at forberede og planlægge min undervisning i starten og så efterhånden hjælpe mere og mere til, som jeg får bedre overblik over undervisningen.

En anden vigtig ting for mig er, at jeg håber på at opnå en vis grad af selvstændighed i og med, at jeg har et job at gå til og bor væk hjemmefra i så lang tid.