9.-15. nov. - Tân Qui vender tilbage

Generelt har der til min glæde været fremgang i min arbejdsmængde, hvilket jeg vil komme mere ind på senere hen, mens det ellers går så godt som altid.

Hjemmeweekender er generelt ret stille uden for megen aktivitet, men typisk med noget imdhold i form af noget sightseeing eller anden aktivitet i HCMC en af dagene, omend det som i denne uge ikke altid er tilfældet. Til gengæld er det meget afslappende, og jeg får gerne planlagt lektioner og ordnet andre ting, herunder skypet med min familie derhjemme

 Hvis det skal tages kronologisk, starter min dag, når jeg vågner, hvilket kan være et vilkårligt tidspunkt, for det er jo weekend. Dog er der dage med alarm, hvis vi har et program, hvor vi gerne vil afsted på et givent tidspunkt. Morgenmaden er den samme som altid, omend jeg fra tid til anden prøver at peppe den lidt op, for nu har jeg jo tid til det. De dage, hvor der intet sker, er særligt rolige og er dér, hvor jeg får lavet førnævnte lektionsplanlægning mm., men også de dage, hvor der sker noget, er relativt afslappende, for med alle de hjemmeweekender, vi har foran os, er der ikke noget stres med nødvendigvis at nå det hele en specifik weekend, mens det hele derudover er i hjemlige omgivelser.

Undervisningen har i denne uge været det langt mest centrale, så jeg vil derfor i dette indlæg vende tilbage til at inkludere det i de daglige fortællinger frem for at give det et selvstændigt afsnit. Hvad jeg glemte at nævne tidligere er dog, at Michelle er blevet træt af at undervise, fordi hun stesser for meget over det, og skal i stedet begynde på et helt nyt projekt, der foregår i et folkekøkken, hvilket dog ikke begyndte i denne uge.

Mandag (9. nov) fik jeg at vide, at de allerede havde fundet en afløser for Michelle i Maren fra Tyskland, der var ankommet den foregående fredag eller torsdag, men som jeg kun meget sporadisk havde hilst på. Hvad der gjorde mig endnu gladere, var, at hun også skulle tage det ene Tân Qui hold, så jeg fra onsdag af kunne fortsætte undervisningen. Hun kommer til at være her som frivillig de næste tre måneder, hvilket også betyder, at hun ca. kommer til at være her i hele den periode, jeg har tilbage!

Tirsdag (10. nov.) var så Marens første arbejdsdag i pagodeklassen, hvilket også betød, at hun var en del af undervisningen som lærer nr. 3, og Michelle og jeg var ret enige om, at Maren var en meget lovende ny tilføjelse, for mens vi to ”gamle” har en meget akademisk og  teoretisk tilgang til undervisningen med masser af tavle og ikke så meget leg (vi har meget svært ved at gennemskue implementeringen af lege), er Maren mere normal i den forstand, at hun bedre kan se implementeringen af lege. Derudover er kemien også god, så hun og jeg vil komme til at arbejde godt sammen foruden at komplementere hinanden bedre, end Michelle og jeg gjorde.

Marens hovedprojekt er dog at tage sig af børnene i pagoden, hvilket betyder, at det ikke går, at hun har for meget undervisning ind over, så hun ender med at lave noget helt andet, så Mr. Cool – VPV’s direktør – havde sagt, at det ikke var så godt med undervisningen af Tân Qui klassen, hvilket betød, at jeg nu skulle bestemme, om jeg helst ville undervise begge hold selv – det ville blive én undervisning pr. hold om ugen – eller have Maren til at hjælpe mig om onsdagen ved at tage det ene hold, så eleverne på denne måde ville få to lektioner,, hvilket Mr. Cool dog ikke havde anbefalet af hensyn til Maren. Jeg valgte her at gå imod Mr. Cools anbefaling, for én ugentlig lektion pr. hold er i mine øjne alt, alt for lidt, mens to ugentlige lektioner er mere i orden, og selvom det nok var meget at bede om, vil jeg ikke kompromittere mine hold så meget, at nærmest ikke undervises.

Onsdag (11. nov.) var jeg i pagodeundervisningen kommet til at tage min iPad frem og stillede den fra mig i løbet af undervisningen, hvilket selvfølgelig betød, at nogle af den lille klasses relativt mange ballademagere skulle forsøge at få noget sjovt ud af den låste iPad, hvilket lykkedes via adgangen til kamera.

[Ballademagerne fra venstre til højre er: Lau, Michelle, Lan Anh (den primære ansvarlige), Maren (første til at følge trop) og en fyr, der i en længere periode har været fraværende]

Om eftermiddagen fik jeg så at vide, at Mr. Cool havde nedlagt veto mod min beslutning dagen forinden vedrørende undervisningen af Tân Qui holdene, så Maren altså kun kommer til at undervise sammen med mig i pagoden fremadrettet, selvom hun denne ene onsdag dog ville være der. I stedet var Hannah, også fra Tyskland, kommet mig til undsætning, fordi hun om mandagen har plads i sit skema til ekstra undervisning, så fremover vil hun undervise hold 2 – de mere udfordrede – mens jeg underviser dem fredag og underviser hold 1 – de gode, som også var mit oprindelige hold – mandag og onsdag.

Da vi kom til undervisningen, blev det dog klart, at ikke alle eleverne var blevet informeret – nogle af dem har givet vis slet ikke meldt sig på holdet, men er slet og ret bare mødt op. Som et eksempel har hold 1 har typisk været på omkring 11 elever, mens de denne onsdag kun var 4 (hvoraf en femte var bror til én af dem, så det ville være at forvente, at han ville møde op en anden dag), hvoraf min måske bedste elev, Bình, ikke var blandt dem, der mødte op, mens de andre ellers generelt har været blandt de bedre.

På et tidspunkt i løbet af dagen (eller en nærliggende dag – kan ikke helt huske det) spurgte Mia også, om jeg kunne vikariere for hende på hendes Tân Qui hold, der er en smule bedre end mit eget, de følgende to uger, hvor hun har taget fri for at være sammen med hendes familie, der tager til Vietnam for at være sammen med hende, så jeg er altså kommet til at gå fra 0 Tân Qui lektioner til maksimalt muligt antal.

Torsdag (12. nov.) besøgte jeg derfor Mias klasse om aftnen for at se, hvordan det gik, og kom frem til, at jeg ville komme til at undervise i noget helt andet med en anerledes metode, så jeg fik egentlig ikke så meget ud af det ud over kort at få introduceret mig selv og set på mine kommende midlertidige elever.

Fredag (13. nov) var der midtvejsevaluering for langtidsfrivillige om formiddagen, hvorfor Maren denne dag var alene med pagodeklassen, men det gik vist godt. Evalueringen bestod af en skriftlig evaluering efterfulgt af en mundtlig, hvorimellem vi havde en lille selskabsleg. I den skriftlige blev vi spurgt ind til egen indsats, og hvordan projektet havde været og sådan. I den skriftlige del skrev placerede vi os selv i en cirkel alt efter tilfredshed under forskellige emner, hvorefter vi en af gangen blev spurgt ind til vores placering. Til allersidst inden frokost havde vi noget last-minute-evaluering af andre ting såsom visa og feriedage mm.

Om aftnen tog nogle af os ud på en bar i Distrikt 1 og havde en hyggelig aften.

Lørdag (14. nov) skete der ikke så meget, og jeg befandt mig mest af alt bare derhjemme og slappede af, mens Ricarda tog tilbage til sit projekt om eftermiddagen.

Søndag (15. nov.) morgen blev antallet af katte i huset mangedoblet, da husets kat, Sumo (der er overraskende tynd), fik fire små killinger.

[Killingerne]

Efter et par timer kom der så endnu en overraskende begivenhed: En hvis Bill Kennedy, som ingen kender eller ved, hvem er, fra Queensland, Australien: Pludselig var der en mand ved entreen til huset med en frugtkurv og en kage med en hilsen fra den mystiske Bill, der ikke gav flere kontaktinformationer end hans overmåde almindelige navn.

[Kage og frugtkurv]

Om eftermiddagen tog Magdalena (Tyskland) til isstedet I Love Kem (”kem” betyder (fløde)is på vietnamesisk)

2.-8. nov. - Dalat & historier

Generelt har jeg det som altid godt og er sund og rask. I forhold til vejret, som foregående uger var relativt tørt, har det i denne uge været mere vådt med regn hver eller hver anden dag i HCMC, selvom vi ellers officielt skulle være gået ud af regnsæsonen, da vi gik ind i november. I forhold til min løbende fortællen om min hverdag blev jeg i sidste uge færdig med dette emne og vil derfor bevæge mig videre til, hvad der generelt sker i mine weekender.

Om weekenden rejser jeg enten væk fra HCMC eller bliver hjemme og slapper af, hvilket ikke følger noget specifikt system, men det skifter typisk mellem en uge væk og en uge hjemme. Hvad der har været rimeligt konstant (omend det ikke blev overholdt i denne uge) er, at jeg i weekenden kokkererer et eller andet – typisk en æggekage med, hvad vi nu engang har tilgængeligt af frugt og grønt (af kød har vi kun nogle yderst uspiselige ”pølser”).

Undervisningen har i denne uge været lidt anerledes, hvor vi i pagodeklassen fra tirsdag af har haft skiftende assistenter i klassen, som vil være der den næste uge også, men som vi dog ikke rigtigt fik taget i brug før undervisningen torsdag. I forhold til emner er vi i denne uge også sprunget et stort skridt fremad ved at tage de personlige pronomener (forholdsordene I, you, he, she, it, we, they), for når først de personlige pronomener er på plads, bliver det meget nemmere at introducere verber (udsagnsord), særligt verbet ”to be”, og herved give eleverne værktøjer til selv at sammensætte simple sætninger ud fra deres begrænsede ordforråd.

Ved Tân Qui klassen er alt aflyst, for jeg har stadig ikke fået en aflyser for Justine, hvilket i mine øjne slet, slet ikke er godt nok. Jeg er nemlig ret glad for mine klasser og elever, så ikke at se dem og undervise dem i så lang en periode, når jeg faktisk burde og kunne være der, er virkeligt træls, og derudover bliver min undervisning også delt over i to, hvilket i sig selv er skidt.

Mandag (2. nov.) havde jeg en sjov oplevelse, for der kom en ny frivillig, Neea fra Finland, som havde overraskende meget til fælles med mig. Jeg har det generelt sådan, at jeg elsker logik mere end de fleste og har et ønske om at forstå ting, hvilket gør, at jeg foruden matematik også er interesseret i sprog og mekanikkerne bag et givent sprog, det være sig udtaleregler såvel som grammatik og måden, ord sættes sammen på. Det betyder, at jeg let kommer til at tale en del om sprog og en del mere end alle andre, så det let ender ud i noget nært en enetale, hvor jeg stiller spørgsmål til de andre, indtil de stopper mig, men i tilfældet Neea var det en gensidig interesse, hvor jeg til min store overraskelse opdagede, at samtaleemnet sprog ikke kedede hende. Siden har hun også uafhængigt af mig udtalt, at hun virkeligt godt kan lide tysk, fordi de har så få undtagelser, hvilket jeg ellers har været kendt for at sige, og hun har også erklæret ønsket om at få fri juleaften (hun kommer lige akkurat til at være her til et par dage efter jul) og få en blandet jul med mad og musik fra de forskellige voluntørers hjemlande, hvilket hun alt sammen deler med mig. Desværre skal hun arbejde på Ricardas projekt og kommer derfor også til at bo i Can Gio, hvor hun tog hen onsdag morgen, men vil komme forbi i weekenderne for ikke at være for alene.

Der kom også to-tre andre frivillige, hvoraf den ene, Christian, rent faktisk er af hankøn og dermed øger antallet af mandlige frivillige i huset med 50 % fra 2 til 3, og også han vil blive til et par dage efter jul, så juleselskabet er ret overraskende steget med hele to personer.

Torsdag (5. nov.) om aftnen tog Hannah (DE), Magdalena (DE), Laura (UK) og jeg med Valerie (Schweiz) ud og spise på et godt pizzaria og tog efterfølgende til et bageri for at få desert, fordi det var sidstnævntes sidste uge i Pease House, og ikke alle ville være der fredag aften. Jeg tror ikke, jeg har nævnt Valerie før, men hun var har i ca. en måned, vil jeg tro, og har været godt selskab og blandt de frivillige, jeg har haft det klart bedst med. Hende og Laura har været særligt tætte, og de er derfor pt på en rundtur i Mekongdeltaet syd for HCMC, hvor Laura i den anledning har taget fri fra sit projekt. Foruden Valerie fra Schweiz er også en række andre frivillige, herunder Valerie og Rose-Marie fra den fransktalende del af Canada, som har været her i halvanden måned, taget videre.

Fredag (6. nov) var der Pub Crawl i anledning af de mange afrejsende, hvilket jeg dog ikke var med til, da jeg denne weekend var i Dalat med Ricarda – Dalat var også det første sted, vi tog til på en weekendtur, og som ikke ligefrem gik så godt. Eftersom jeg jo ikke skulle undervise denne fredag, mødtes jeg med Ricarda i Distrikt 1 omkring kl. 5, hvor vi fik handlet nogle bukser til hende, fordi hendes egne i høj grad var blevet revet op ved hendes projekt. Herefter spiste vi frokost, og efter dét var der mere end rigeligt med tid, til bussen kom, så vi fandt bare en bænk i parken og slappede af dér, indtil det var tid til at gå over til bussen, som var lige i nærheden.

Lørdag (7. nov.) ankom vi til Dalat kl. 6 om morgenen, hvor der allerede var en mand, som viste sig at være manden, der driver hostellet, vi som på, til at tage imod os sammen med en af hans medarbejdere, hvor vi så begge blev smækket op bag på en motorcykel og kørt hen til hostellet, som ikke var så langt væk, og hvor vi så fik slappet lidt af. Hostellet tilbød Easy Rider Tours – et koncept, hvor man på motorcykel køres rundt af af en guide – hvilket vi aftalte at tage på kl. 9.

Turen var virkeligt en god oplevelse, hvor vi kom så meget ind bag facaden på området omkring Dalat, som man kan på en enkelt dag.

[Første stop på ruten var Dalats ældste pagode, der dog blev ødelagt i den vietnamesisk-amerikanske krig og senere genopbygget]

[Billeder fra omkring pagoden]

[Næste stop var et sted med udsyn ud over noget af Dalats landbrugsområde, hvortil vi af den ene tolk fik en beskrivelse af jorddyrkningen i området foruden noget af Dalats historie]

[En så vidt jeg husker økologisk blomsterfarm, hvor vi holdt ind]

[Hvad sten angår, har Vietnam enorme mængder af granit, som udhugges af omrejsende arbejdere til brug i fx fundamenter]

[Fordi det i Dalat er forbudt at fyre op med træ, benytter mange sig af en blanding af ris og skaller fra kaffebønner]

Hvad vi ikke fik taget billeder af, var et risvinsdestilleri (ved samme sted som billedet ovenfor), hvor der destilleres tre gange af hver "portion", hvoraf den første er meget stærk på omkring 70 %, den anden er omkring de 30 %, og den tredje er omkring 10 %, så det sammenblandede resultat bliver 35 %. Her fik jeg så et shot risvin af førstegangsudvinding, som stadig var varm.

Resterne fra destillationen bruges så til foder til nogle dyr, de havde udenfor, heriblandt fritgående høns. Derudover havde de også væsler, der bruges til at lave væselkaffe, hvor væslerne spiser kaffebønner, som de dog ikke kan fordøje, og som derfor kommer direkte ud igen, men med forbedret smag. Væselkaffe er generelt meget dyrt – i særdeleshed bønner indsamlet fra vilde væsler – men købes det lokalt, bliver det selvfølgelig billigere.

[Ricarda og jeg fik efterfølgende smagt på væselkaffen, som virkelig var god, selvom ingen af os normalt er til kaffe]

[Et andet sted udvindedes silke fra silkeormepupper]

[Rutens første vandfald, Elefantvandfaldet]

[Vi startede ved toppen af vandfaldet og bevægede os herfra nedad via en sti, hvorfra der var en god udsigt foruden masser af natur]

[Inden vi kom hen til det "primære" område neden for vandfaldet, kom vi hen lige under vandfaldet, hvor jeg selvfølgelig skulle bevæge mig så tæt på som muligt og tage et billede]

[Vandfaldet set fra det "primære" område neden for vandfaldet]

[Når jeg kommer i nærheden af klipper, der kan klatres rundt på, forvandles jeg til et lille barn, og "kan" forvandles til "skal", hvilket dog giver mulighed for at tage billeder fra andre vinkler

[Vandløb neden for vandfaldet: Her brugt som eksempel på flere vinkler, hvor det nederste billede er taget på roden til træet til venstre i det øverste billede]

[Et par ekstra billeder af vandet]

[Efter frokost kørte vi videre til Phuong-vandfaldet]

[Vejen ned til vandfaldet var her noget længere, men med mindre klatring, da vi bare fulgte en sti]

[Ved selve vandfaldet var der dog rig mulighed for at klatre rundt på diverse klippestykker]

[Min klatring afstedkom dog nogle relativt fine fotos, hvis jeg selv skal sige det]

[... omend man også kan tage pæne fotos uden, hvoraf de to bedste var Ricardas]

[Efter vandfaldene kom vi desuden et smut forbi en svampefarm]

Det sidste sted på ruten gik til Hønselandsbyen, som til trods for navnet ikke rigtigt havde nogen høns, men til gengæld havde en stor statue af en høne med ni sporer på bagbenene frem for de naturlige to. Landsbyen er en minoritetslandsby, hvilket betyder, at beboerne tilhører en af Vietnams mange, mange minoritetsgrupper, der for størstedelens vedkommende bor i bjergområder som fx Dalat. Vores guide fortalte os i den sammenhæng om historien bag hønestatuen, og jeg vil her forsøge at gengive den efter bedste evne. For at kunne forstå historien skal det vides, at de mange minoritetsgrupper i bjergene levede som nomader og altså bevægede sig rundt på deres territorium som jægere og samlere, og at stammerne havde så lidt med hinanden at gøre, at ægteskab ikke var en mulighed (og derudover taler mange af dem forskellige sprog). Her er historien, som jeg husker den:

Der var to landsbyer (for ikke at kalde dem stammer) – og de er der nok stadig, for jeg har i hvert fald været ved den ene – som havde territorier meget tæt på hinanden. I den ene landsby boede en ung kvinde, som en dag gik ud i junglen for at samle træ til brændsel. Mens hun sådan gik og samlede brænde, blev hun angrebet af en tiger. Hun ville have været død, hvis ikke en ung mand fra den anden landsby var kommet hende til undsætning og havde dræbt tigeren i tide. De to tilbragte efterfølgendenoget tid sammen og begyndte efterhånden at forelske sig i hinanden, hvilket resulterede i, at den unge kvinde gik til den unge mands forældre i hans landsby for at spørge om hans hånd – i de vietnamesiske bjergstammer har kvinden nemlig langt mere at skulle have sagt og er den, der frier til manden. Hans forældre var dog noget imod denne forening, men ville samtidig ikke komme med et direkte afslag, for de ville jo gerne holde sig på god fod med deres nabolandsby. Derfor bestemte de sig for at brudeprisen – for selvfølgelig er det kvinden, der skal betale for mandens hånd i disse feminint dominerede samfund – skulle være en høne med ni sporer. Den unge kvinde gik glad med på tilbuddet, for i hendes landsby havde de jo også høns, så hun skulle jo let kunne finde én. Hvad hun ikke havde tænkt på, var umuligheden i at finde en høne med ni sporer, når ingen høne har mere end to. Da hun endelig indså dette, knustes hendes hjerte, og folk bemærkede hendes store hjertesorg. En – eller flere – af dem foreslog hende derfor at tage ud i junglen for at se, om hun kunne finde en høne med ni sporer dér. Hun ledte og ledte, men kunne kunne ikke finde én, og det endte med, at hun fik malaria, hvilket hun døde af.

Imidlertid var den unge mand kommet forbi hendes landsby, fordi han ikke havde set hende i lang tid, og her fik han at vide, at hun var taget ud i skoven for at finde hønen. Han tog afsted for at finde, hvilket han da også gjorde, men også han endte med at dø af malaria (eller hjertesorg = selvmord) og vendte derfor  heller ikke tilbage.

Efterhånden blev folk i landsbyen noget bekymrede, eftersom ingen af dem kom tilbage og drog ud for at finde dem. Fundet af det døde par slog dem meget hårdt. Til deres ære byggede den unge kvindes landsby derfor en stor hønestatue med ni sporer for at huske dem, en statue som siden har lagt navn til landsbyen.

[Hønen med de ni sporer set bagfra]

Efter dette fortalte vores guide os endnu en historie, der denne gang var om en af hans venner, der var vietnamesisk (og ikke særligt køn) og under en krig – formentlig den vietnamesisk-amerikanske krig – havde mødt og forelsket sig i en ung minoritetspige, som han efterfølgende ønskede at gifte sig med. Dette var hans forældre dog lodret imod, fordi minoriteter ansås – og muligvis stadig anses – som langt under vietnameserne. Grundet stor hjertesorg valgte han derfor at tage sit eget liv via gift, men en ven opdagede det og fik ham sendt på hospitalet, hvor han blev helbredt. Da han kom hjem igen var hans forældre mindre villige til at modsætte sig hans ægteskabsønske, som gik igennem, og de skulle have fået sig to-tre piger og en dreng, der alle er kønne som moderen.

Inden vi tog tilbage til Dalat, blev vi vist hen til et væveværksted på den anden side af landsbyens lille vej, hvor en kvinde sad og vævede et mønster.

[Vævning]

I Dalat var klokken nu halv seks, så efter at have slappet lidt af var der aftensmad, hvilket vi fik gratis på vores hostel sammen med et engelsk og et australsk-canadisk par, som vi senere tog ud i byen med.

Denne dag var muligvis den bedste, jeg har haft i Vietnam hidtil, så selvom Easy Riders er dyre efter Vietnamesisk standard (omend billige efter vestlig standard), er de klart pengene værd efter min mening.

Søndag (8. nov.) startede vi dagen langsomt op og spiste ikke morgenmad før lidt i ni og checkede først ud kl. 11

[Udsigt fra morgenmaden - vi slap dog for regn, mens vi var udendøre]

Dagens første punkt var et sted kaldt ”Crazy house”

[Crazy House]

[Det var også muligt udefra at kigge ind i hotelværelser, der lejes ud i Crazy House]

[Crazi House har også masser af planter og blomster]

[Der var også adgang til endnu ikke færdiggjorte områder med byggerod i Crazy House]

[Dog var der et sted med afspærring]

Herefter tog vi til en tidligere lokal konges sommerpalads fra den franske kolonitid.

[Inde i sommerpaladset]

[Ricarda tager sådan set aldrig selfies, men så hun så et meget pænt spejl...]

[Uden for sommerpaladset]

Resten af dagen tog vi den med ro og gik rundt om en sø og slappede af et sted på bredden.

[Gåtur før søen]

[Søen fra forskelligt tid og sted - sidste fra hvor vi sad]

Fordi vi var ret sent ude med at bestille bussen hjem, kunne vi ikke få en billet senere end kl. 8, hvilket betød, at vi allerede kom tilbage til HCMC kl. 2:40 og dermed måtte vente halvanden time på busserne, der først begynder at køre kl. 5. På den lyse side fik vi brugt tiden på at læse fem af H.C. Andersens eventyr, som Ricarda ikke kendte, højt for hinanden.