Ugen med den første succes (15.-20. sep.)

Dette indlæg er endnu ikke helt færdigt, da jeg mangler at få nogle af de sidste billeder - problemet skulle gerne løses i morgen.

Denne uge har jeg været endnu dårligere til at tage billeder af tingene omkring mig, så der er faktisk kun billeder af weekendens udflugt til kystbyen Mũi Né, der har en del strand. Ellers har jeg det meget godt.

Undervisningen er nu begyndt at blive bedre - i hvert fald hvad undervisningen af de fattige børn i Ky Quang Pagoda angår. Allerede tirsdag d. 15. sep. - første dag dækket af denne blog - havde vi vores første succesoplevelse som undervisere. Vi er begyndt at udvidde deres ordforråd i forhold til undervisningssprog ved at introducere ord som "book", "blackboard" osv. Succesoplevelsen tirsdag lå i, at alle elever var opmærksomme og relativt velopdragne og i en anden lille ting, der virkelig kan glæde en lærer. Denne ting var, mens eleverne skulle øve sig i at sige dagens seks ord ud fra billeder på et stykke papir to og to. Der var et ulige antal, så jeg satte mig ned ved den overskydende elev - en usikker og lidt sky pige, der er et par år ældre end de andre - og øvede sammen med hende, og da jeg var færdig, var hun efterhånden ret god til det, sålænge hun havde ordene stavet at støtte sig til, og hun endte med at være min lille støttelærer for resten af lektionen - ikke noget jeg bad hende om, men noget hun gjorde af sig selv. Onsdag var der en anden form for succes, da klokken ringede ud, og jeg ville til at pakke sammen, men en ret udfordret dreng, jeg lige havde forsøgt at hjælpe med at huske ord på et papir svarende til det dagen før, trak mig tilbage, for han var ikke færdig med at lære, selvom han havde fået lov til at gå. Han pakkede dog sammen kort efter, men det var stadig en god oplevelse.

I forhold til den anden skole, som hedder Than Qui, er jeg stadig ret udfordret i min undervisning, for det er ikke nemt for mig helt at finde deres niveau, så nogle gange rammer jeg over deres niveau. Endnu en udfordring er den måde, Justine og jeg har opdelt klassen, for hun har taget de allersvageste elever, mens jeg har alle resten, som fredag var 17 elever, hvoraf i hvert fald 4 er virkeligt gode, mens andre er mere udfordrede. Til Gengæld er de alle på et niveau, hvor de forstår nok engelsk til at kunne undervises. Forhåbentlig får jeg min første succesoplevelse med denne klasse i ugen, der kommer.

Tirsdag (15. sep.) hørte jeg, at der skulle komme en frivillig fra Danmark, men hendes første fly var så forsinket, at hun ikke nåede det andet og først ankom den næste dag. I stedet var der endnu en oversvømmelse om aftnen (jubiiii...), hvor jeg tilfældigvis gik ned til stueetagen, lige som det begyndte, så jeg meldte mig under fanerne og var beskæftiget i mindst en time med at abejde på at mindske ubbredelsen af oversvømmelsen. Af en eller anden grund troede jeg tidligere, at vandet kom oppefra, men i virkeligheden kommer det nedefra, fra kloakken, som bliver lokalt overfyldt, fordi vand fra taget ikke ledes ordentligt væk eller noget i den stil - jeg er ikke helt inde i detaljerne, men problemet skulle i hvert fald være at finde i taget. Mit primære arbejde her blev - halvdelen af tiden sammen med en anden - at gå ud med og tømme spande med kloakvand, som blev øst op af to fra personalet, mens to (siden tre, da der kom en anden voluntør for at hjælpe til) andre med koste "fejede" det vand ud, som vi andre ikke fik med, så udbreddelsen af vandet blev minimeret mest muligt. Undervejs var der en enkelt pause i regnen, hvor det så ud til, at der ikke længere kom mere vand op fra kloakken, men det kom igen lidt efter. Det var et trættende og ret ulækkert arbejde, så da vi var færdige, var det virkeligt rart at kunne tage et bad, og maden i Pease House har aldrig smagt bedre, end den gjorde den aften.

Onsdag (16. sep.) morgen var der dog alligevel oversvømmelse på stueetagen, fordi regnen tilsyneladende havde taget til igen i løbet af natten, hvilket var noget af en skuffelse, men det er der ikke så meget at gøre ved.

Om aftnen var det så, at den danske frivillige, Sara, kom, og hun fik en meget varm velkomst af de, der var på stueetagen på det tidspunkt. Det skal her siges, at jeg i et lille stykke tid er blevet drillet med, at jeg har haft en vis tendens til at snakke en del om Danmark, så folk var relativt meget oppe at køre over, hvor lykkelig jeg måtte være over, at der nu kom en dansker, hvilket nok var grund i den nævnte varme velkomst.

Det var en smule underligt pludseligt at snakke dansk med en anden frivillig i Pease House i den grad - Tobias taler ganske vist også dansk, men ikke så ofte og er desuden mere til svensk.

Torsdag (17. sep.) var relativt begivenhedsfattig.

Fredag (18. sep.) var igen en travl dag i kraft af to klasser samt en vietnamesiskundervisning, og det blev ikke mindre stressende af, at vi om aftnen tog afsted til strandbyen Mui Ne, hvilket var meget kort efter undervisningen på Tan Qui, så jeg smuttede en anelse tidligt, men jeg nåede det. Transporten var igen i form af sovebusser, men lige denne gang fik jeg en plads, der ikke var for lille til mig. På hotellet havde vi valgt at sove i sovesale, da dette var billigere, men det var stadig meget fint.

Lørdag (19. sep.) startede ud med, at vi ca. halv ni tog på en tur, hvor vi blev fordelt i to jeeps (hhv. 7 og 8 i hver), der tog af fra hotellet. Det første stop var det længst væk, så vi så en masse af landskabet undervejs, hvilket var meget skiftende, men stadig meget pænt. De følgende billeder er i kronologisk rækkefølge:

[Billede taget fra jeepen - tørt]

[Billede taget fra jeepen med den anden jeep i baggrunden - relativt frodigt]

[Et par ufærdige bygninger i siden af vejen]

[Den anden jeep lige bag den, jeg var i]

[Billede taget fra jeepen - relativt tørt]

[Det sidste stykke vej var de i gang med at lave vej - meget tørt]

[Det meste af vejen var der dog asfalteret]

Det første stop var et ørkenagtigt område med masser af sandbanker. Vi havde her mulighed for at leje nogle ATV'er - relativt dyrt efter vietnamesisk standard, men ikke efter vestlig - hvilket ca. halvdelen af os så gjorde, to om hver ATV, hvor jeg var sammen med Rojan

[Mig på ATV'en]

[Sø lige før sandbankerne]

Vi kørte herefter videre til andre steder, typisk kortvarigt, men dagens sjoveste oplevelse var så afgjort førnævnte oplevelse med at køre rundt på sandbankerne på ATV. Det første stop her efter var ved en café eller noget i den stil, hvor jeg købte en is og en kokusnød, hvilket blev den dags morgenmad, fordi jeg ikke nåede at få morgenmad inden turen.

Det næste sted var ved en strand, hvor vi gik ned til vandkanten, og nogle af os samlede muslingeskaller og konkylier; jeg samlede flest.

[Stranden med fiskerbåde ude i vandet]

[Min samling af muslingeskaller mm. ekskl. to skaller, jeg havde overset, da jeg to billedet, og ja, det store konkylie står faktisk op]

Vi kom også til mindst ét stop mere, men det sidste stop var ved et vandløb, der kun er nogle få cm dybt og nogle få meter bredt. Attraktionen her var ganske simpelt at gå i vandløbet og nyde naturen omkring os, hvilket også var meget pænt

[Vandløbet, som er ret mudret]

[Mig, der kravlede lidt op på noget klippe modsat "klippesiden", som ses oven- og nedenfor]

[Billede af en vandrende i klippesiden]

På et tidspunkt skulle Aida (Sverige) på toilettet, hvor de fleste blev og ventede på hende, mens fire af os andre gik forud. De andre gik ikke så meget videre, før de vendte om, så resten af vejen var der ret meget bare os fire, der gik sammen.

[Gruppebillede taget af nogle venlige japanere. Med Tobias (Sverige) forest er vi nedefra og op Juhani, mig og Sara (Danmark)]

I denne gruppe var Juhani den eneste, der ikke talte dansk, da Tobias har boet 9 år af sin opvækst i Randers, så nogle gange forstod finnen ikke helt, hvad vi dansktalende snakkede om, men vi snakkede engelsk det meste af tiden, så han også kunne være med. Ved enden af vandløbet var der et lille vandfald, som de andre blev noget misundelige på, da de hørte om det, for de havde troet, at vandløbet bare fortsatte på samme måde, som det havde gjort, da vi skildtes.

[Vandfaldet]

[Gruppebillede ved vandfaldet, igen taget af nogle venlige japanere]

Samlet set var det nok 20 minutters gang på vejen tilbage, hvor vi allerede havde taget billeder samt var klar over, at de andre med sikkerhed sad og ventede på os, hvilket de så også gjorde.

Undervejs var jeg gået hen og blevet solskoldet på min højre arm. Jeg ved ikke helt, hvordan det skete,  at jeg kun fik på den ene arm, men måske havde jeg smurt jeg for tyndt et lag solcreme på den arm eller helt glemt det? På den lyse side passede mine arme nu virkeligt godt med den danske slagsang ved landskampe: "Vi er røde! Vi er hvide!"

[Mine to arme holdt op mod hinanden]

Resten af dagen gik med at slappe af ved poolen, hvor der også var en restaurant, hvor vi følgelig købte vores mad, der var til halv pris grundet højsæson (hvilket vil sige kun lidt dyrere end ikke-fine restauranter). Det var virkeligt rart endeligt at få svømmet igen og få svømmet nogle få baner frem og tilbage, men desværre kom jeg midt i noget rygcrawl til at slå min hånd imod kanten, som var meget skarp og skar en smule i min hånd, så jeg måtte gå op til baren (ja, der var også en bar) og få et plaster, som de var så flinke bare at give mig. Jeg fik her snakket med hotellets ejer, som tilfældigvis sad der, men det blev desværre ikke til mere svømning for mig den weekend, for jeg ville ikke risikere at få betændelse eller et eller andet fra vandet. Normalt passer jeg ikke synderligt på mine sår, fordi de med tiden heler af sig selv uden problemer, men grundet varmen og den høje luftfugtighed er det ikke tilfældet her, så for at undgå og evt. bekæmpe betændelse renser jeg nu mit sår med desinfiktionsgel morgen og aften samt bruger plaster i de vågne timer.

[Billede af Mũi Né taget fra hotelletom natten med poolen i bunden af billedet og fiskerbåde i horisonten]

Søndag (20. sep.) sov jeg relativt længe (formentlig ikke længere end halv ni til ni, men alligevel). Morgenmaden tog jeg sammen med hovedparten af de andre på en restaurant, hvor vi skulle kunne få en god morgenmad til relativt få penge. Problemet var bare, at de var ekstremt ineffektive i køkkenet, så vi nok endte med at vente omkring halvanden time - hvis ikke mere - på, at den sidste kunne få sin mad, og så mange mennesker var vi heller ikke. Efterfølgende skulle vi skynde os for at nå at checke ud ved hotellet, hvilket vi teknisk set gjorde for sent, men ikke så meget, at det var et problem. Efterfølgende slappede vi af ved poolen og bestilte mad, når vi blev sultne.

Lidt i 16.00 gik vi ned til det sted, hvor bussen skulle hente os, og endnu engang var bussengene for små til mig, men denne gang skulle jeg i det mindste ikke sove.

Nedbøren har igen i denne uge været slem med masser af regn hver eneste hverdag, men til gengæld var det ikke så kraftig regn, så der var ingen oversvømmelser, men de køligere temperaturer var fortsat at mærke. Dette har følgelig sænket temperaturen mærkbart, så det i denne uge har været relativt køligt Til vores store held var der absolut ingen nedbør i Mũi Né, mens vi var der, på når noget støvregn i løbet af lørdagen, hvor vi alligevel var ved poolen. Til gengæld regnede det kraftigt, da vi kørte i bussen hjemad søndag, selvom regnen heldigvis aftog en smule, inden vi steg ud af bussen, men det var stadig ikke superfedt at komme hjem til et oversvømmet Peace House, men vi var for trætte til at gøre noget ved det kl. 11 om aftnen.

Første arbejdsuge (7.-14. sep.)

Det har været en lang og hård uge med masser af program, så bloggen bliver denne gang ret fattig på billeder, da det ikke har været noget, jeg rigtigt har tænkt over, så jeg må sætte min lid til læsernes veludviklede fantasi og indlevelsesevne.

Mandag (7. sep.) morgen fik vi sagt på gensyn til Ricarda, som nu arbejder på sit miljøprojekt

blev så vores første egentlige arbejdsdag på Ky Quang Pagoda, hvor hovedindholdet var en test, vi selv havde stykket sammen. Eleverne var en del yngre, end vi havde fået at vide, med en alder på 7 til maks 11 år frem for de 11 til 15 år, vi ellers havde fået at vide. Ydermere mødte der kun halvt så mange elever op, som vi havde regnet med, så i stedet for at tage hver vores klasse valgte vi at tage den sammen.

I bussen på vej over til pagoden snakkede jeg en smule med Misato, som er den eneste af de japanske piger, jeg snakkede med torsdag, som stadig arbejdede på sit projekt.

I vores undervisning manglede vi noget tavlekridt, så da vi var kommet hjem igen og havde spist frokost, gik jeg over til det nærmeste indkøbscenter, Lotte Mart, som er en længere gåtur væk, fordi jeg tænkte, at her måtte det da være muligt at finde noget kridt, men det var det så ikke. Til gengæld fandt jeg ud af, at de faktisk havde korttidsholdbar mælk (med tilsat sukker) i indkøbscentret, så jeg købte en liter til at drikke, så jeg ikke gik helt tomhændet hjem. Mælken smagte om ikke andet en del bedre end den langtidsholdbare (6 måneder), der ellers er standarden i Vietnam, men det tilsatte sukker (og hvad de ellers kan have tilsat) fik den til at smage mindre godt end dem derhjemme.

Da vi var blevet indformeret om vores projekter, havde jeg misforstået noget, så kl. 16 fik jeg den "dejlige" overraskelse, at jeg havde en anden klasse i en anden skole kl. 17 samme eftermiddag, så jeg gik i stress-mode og fik improviseret en test til eleverne, der skulle være rigtigt gode i modsætning til dem fra pagodens skole, ved at øge sværhedsgraden i en test, der var blevet forkastet grundet for højt niveau til pagoden. Jeg nåede lige akkurat at få printet den ud, selvom niveauet ikke var helt helt højt nok til de bedste elever. I denne skole underviser jeg sammen med Justine fra Frankrig, som mandag havde 8 uger tilbage i Vietnam som frivillig, og klassen undervises mandag, onsdag og fredag.

Dagens positive oplevelse(r) var, at jeg blev venner med først Misato og siden Yukina (Japan), som jeg havde snakket med i bussen fredag, på Facebook. Om det var før eller efter undervisningen med Justine, kan jeg ikke huske.

[Genbrug af billede fra sidste indlæg: Misato er hende i venstre side, Yukina er hende i midten, og Justine er hende til højre]

Denne dag fik jeg og mødt Rojan (Tyskland, men med tyrkiske rødder), som kommer til at være her i 5 måneder og altså næsten kan kalde sig langtidsvoluntør, hvilket vi anser hende for faktisk at være.

Tirsdag (8. sep.) var dagen med den første egentlige lektion på pagoden, hvilket ikke gik særligt godt, for vi pludselig manglede en vietnamesisk oversætter, og der var nu pludselig dobbelt så mange elever som mandag, hvoraf de nyankomne var klassens mindre gode elever, som formentlig havde vidst, at der ville være en test mandag. Hvad tolkning angik, blev vi dog reddet af skolens forstander, som påtog sig rollen som tolk, og lektionen gik nogenlunde.

På vej hjem i den første af de to busser, vi skal med til og fra pagoden satte jeg mig på en tilfældig ledig plads i bussen, hvilket tilfældigvis var lige ved siden af den vietnamesiske pige Linh, som kort efter på engelsk spurgte ind til, hvor jeg var kommet fra, og hvad jeg lavede i Vietnam, og på den måde startede en samtale, som varede hele busturen. På et tidspunkt spurgte hun mig, hvornår jeg tager bussen, så vi måske kunne støde på hinanden igen, fordi hun ofte gerne taler med udlændinge for at øve sit engelsk, men endnu ikke havde snakket med en person mere end én gang. Som respons til dette foreslog jeg, at vi da bare kunne blive venner på Facebook, hvilket vi så gjorde (dvs. jeg havde ikke internet på min mobil, så jeg besvarede først venneanmodningen, da jeg var kommet hjem).

Det skal her siges, at jeg normalt er en relativt indadvendt og genert person, når jeg er i nærheden af folk, jeg ikke kender, medmindre jeg, som det fx var tilfældet ved grillaftnen torsdag, har en undskyldning til at starte en samtale. At jeg lige pludselig, i løbet af en enkelt bustur på 30-60 minutter, helt spontant har fået mig et nyt venskab, er noget, der aldrig nogensinde er sket for mig før - og heller ikke det, der ligner! Resten af dagen brugte jeg på en blanding af at være i chok og forsøge på at fatte, hvad der lige var sket.

Denne dag mødte jeg også Hannah (Tyskland), som kommer til at være her indtil lige efter jul, så som det ser ud nu, bliver vi alt i alt 9 voluntører juleaften.

Undervisningen fortsatte med at gå op og ned, hvor nogle lektioner var mere vellykkede end andre, men generelt ikke er gået alt for godt. Det kommer meget naturligt, når man medregner vores manglende erfaring og det faktum, at det i forvejen er udfordrende klasser. Udfordringerne ved pagoden har været den sproglige barriere, dårlig opførsel og problemer med, at elever - særligt de mest udfordrede, som har særligt behov for undervisning - møder et kvarter for sent til lektionerne, som kun varer 45 min., mens den helt store udfordring ved den anden skole er, at eleverne er på vidt forskellige niveauer, hvor nogle er vildt gode og i stand til at føre en simpel samtale, nogle kan en smule, og nogle slet intet kan, hvilket betyder tre vidt forskellige niveauer til to lærere. Sidstnævnte bliver ikke bedre af, at jeg muligvis ender ud med at have dem alene, når Justine engang rejser tilbage til Frankrig, men for begge projekters vedkommende vil det formentlig blive bedre efterhånden, som jeg får bedre overblik og får mig de første erfaringer med det hele.

Onsdag (9. sep.) formiddag på vej til arbejde var jeg meget i mine egne tanker og ikke helt vågen, så det lykkedes mig at miste min pung i bussen, men heldigvis var der ikke så mange penge i den, så større var skaden ikke.

Om eftermiddagen blev vi ramt af et særligt voldsomt regnskyld, der bogstaveligt talt oversvømmede stueetagen. Det er ikke unormalt med ankeldybt vand sine steder, når det virkeligt regner, men det her var ekstremt. Bygningerne i HCMC er generelt relativt lange og tæt sammenpresse, så i enden af bygningerne væk fra vejen er det ikke til at håndtere vandet på anden måde end at lade det alt sammen løbe ned til et afløb, eller hvad man nu skal kalde det, på stueetagen. Oversvømmelsen kommer så ved, at regnen falder hurtigere, end afløbet kan opfange det. Da regnen havde lagt sig, blev Justine og jeg bedt om at hjælpe til med at tørre gulvet, hvilket skete v.h.a. koste til at tage det grove (ja, der var så meget vand, at koste var effektive, fordi de kan skubbe det foran en) og en form for moppe til at opsuge vandet. Personalet fortalte os, at det er noget, der sker en gang om året, så mere ekstremt end det var det ikke.

[En lavtliggende vej ca. to timer efter regnskyllet]

Torsdag (10. sep.) mener jeg ikke, der skete noget, som var værd at skrive hjem om, så det vil jeg undlade.

Fredag (11. sep.) var en meget hektisk dag, for ikke alene skulle jeg undervise to klasser i engelsk, jeg skulle også selv undervises i vietnamesisk fra kl. 2 til kl. 4, hvoraf den sidste time eller så gik med at øve udtale af vietnamesiske vokaler. Der er 11 forskellige vokaler og 6 forskellige toner, hvilket kan være ret besværligt at håndtere.

Om aftnen gik de fleste på noget kaldt "Pub Crawl", hvor man for relativt få penge bliver ført gennem 6 barer med en gratis drink i hver, men personligt blev jeg hjemme. Efter konstant at have været sammen med andre mennesker siden min ankomst havde jeg brug for noget alenetid, hvilket denne aften var perfekt til, når huset basalt set var tomt. Jeg købte mig nogle øl i den nærmeste døgnkiosk og nød dem på taget af Peace Hous med udsigt ud over byen.

Lørdag (12. sep.) var stille og rolig uden de store aktiviteter. Efter frokost gik jeg med nogle andre til indkøbscentret Lotte Mart for at få noget aktivitet ind i dagen, og fordi de havde brug for at købe noget, men selv brugte jeg ikke nogen penge. Senere tog de fleste ind til noget festival eller sådan noget inde i byen.

Hen mod aften kom der en voldsom tordenbye forby, hvor vi selv befandt os så tæt på lynene, at vi en enkelt gang ikke talte til mere end et halvt sekund fra lynnedslag til torden. Det blev en delvis gentagelse af onsdagens oversvømmelse, nu med den undtagelse, at personalet ikke var der, og at regnen var faldet så hårdt, at en del af jorden i nogle potteplanter, der hænger, hvor vandet kommer ind, var blevet revet op og fordelt ud over de nærmeste ca. 10 m gulv. Jeg kendte rutinen fra onsdagens oversvømmelse, så jeg fandt moppe og koste og fik sat et par af de andre i gang med at fjerne vand sammen med mig. Vi var færdige på omtrendt samme tidspunkt, som de andre kom hjem. I dag (mandag) har jeg fået at vide, at de vil få set på teget for at se, om vi kan undgå, at det sker igen foreløbigt.

Alle måltider spiste jeg hjemme i Peace House og undgik på den måde at bruge en eneste dong, men weekendmaden i Peace House er virkeligt slem og ikke særligt fyldende, så det var nok både første og sidste gang, jeg gjorde dét stunt.

Søndag (13. sep.) var ligesom en tilsyneladende indholdsfattig dag, men nu var jeg gået væk fra kun at spise maden fra Peace House, så som et tilskud til den kedelige morgenmad gik jeg ud og købte mig en milkshake. Vi køber dem ved en lille café, hvor hvor man kan købe forskellige frugtdrikke, og det er virkeligt billigt - 15.000 dong (4,39 kr.) for et stort krus - for ikke at tale om velsmagende. Og så er de helt vildt flinke, hvor det bedste eksempel er, hvor jeg en dag havde glemt min taske dér (ja, jeg er så glemsom), og damen, der ejer stedet, sendte en mand afsted for at stoppe mig. Virkeligt godt sted.

I løbet af formiddagen og hen over middag tog jeg i Lottemart med Michelle og Hannah, som skulle købe noget, og selv manglede jeg en deoderant og købte derudover noget slik (Kitkat) og en lille notesbog. På vejen hjem spiste vi frokost ved en restaurant, der for mit vedkommende var den første med billige plastikstole, hvilket i Vietnam er tegn på god, billig mad, mens de mere fancy restauranter ikke nødvendigvis er bedre til trods for en mindst dobbelt så høj pris, men blot har et større udvalg af retter. Ved den konkrete restaurant var der kun en enkelt ret - nuddelsuppe med oksekød - til sølle 25.000 dong = 7,32 kr.

Resten af dagen var ikke videre indholdsrig, men om aftnen begyndte vi at bestille en rejse til en strandby - Mui Ne - som vi tager til næste weekend.

Som sen aftensmad købte jeg noget mad fra nogle boder, der står på en af gaderne og ikke er egentlige restauranter eller tilknyttet bygninger. Det er meget billigt - billigere end de billige restauranter - og smager godt, men særligt mættende var de ikke. Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil vende tilbage igen, for ved en af boderne lavede de nogle lækre "pizzaer" med bunde af rispapir, men de er nok mere en slags halvmættende snack end et egentligt måltid.

Inden jeg tog afsted for at spise, nåede jeg lige at få sagt farvel til Misato, som tog hjem mod Japan ca. samtidig.

[Misato og mig, kort inden hun tog afsted]

I dag (man. d. 14. sep.) har lige som torsdag ikke været så indholdsrig, men om ikke andet ser det ud til, at Justine og jeg er ved at få styr på undervisningen af det hold, vi har sammen - om det holder, vil vise sig i den kommende tid, men jeg er optimistisk.

Generelt går det meget godt, når man ser bort fra den endnu ikke helt så succesrige undervisning, og vietnameserne er generelt meget flinke - da jeg søndag aften købte mad på gaden, fik jeg fx hjælp af en engelsktalende vietnamesisk kunde til at forstå, hvad det lige var, de solgte, og når jeg tager bussen, og der ingen ledige siddepladser er, rejser de sig, så jeg kan sidde, fordi jeg er mindst et hovede for højt til de fleste busser (jeg har det egentlig fint nok med at stå op, men de er meget insisterende, og jeg kan ikke rigtigt komme med en høflig afvisning - eller en hvilken som helst anden afvisning for den sags skyld.

Vejret er dog gået over til at være mere regnfuldt, som det også kan anes på beskrivelsen tidligere af oversvømmelserne, hvilket imidlertid gør det køligere. Personligt føler jeg, at det er køligt, men ifølge et par nytilkomne svanskere er det stadig virkeligt varmt, og temperaturerne er vel egentlig stadig nærmere de 30 grader end de 20, men det lokale personale giver mig nu ret i, at det er "køligt". Det bliver hårdt at komme hjem til Danmark igen i februar eller marts måned, når lidt over 25 grader i høj luftfugtighed er køligt...

Orientation Camp del 2

Som i sidste indlæg vil fx ”Dag 4” henvise til den fjerde dag af Orientation Camp og altså ikke fjerde dag af opholdet eller fjerde dag, efter ”campen” begyndte. Samtidig vil hvert datoskift markereres med fed skrift

Dag 4 (31. aug.) var en ekskursion til Mekong-deltaet mod syd, som er et stort og frugtbart vådområde. Vi (vi syv langtidsfrivillige) skulle tidligt op – jeg havde sat mit vækkeur til at ringe så tidligt som kl. 6:15 – fordi vi skulle afsted 7:15, men om nogle måneder føler jeg nok ikke længere, at det er så vildt tidligt, for jeg skal afsted ca. samtidigt, når jeg skal på arbejde. En taxi kom og hentede os og kørte os over til det rejseburo, hvorfra turen var bestilt. Decideret undervisning var der ikke tale om på turen, for ingen fra personalet på Peace House var med os, men det var en guidet tur, hvor en guide viste vej og forklarede en gruppe bestående af os og omtrendt 20 andre personer, så ud fra ham lærte vi alligevel noget om kulturen i deltaet.

Efter en bustur på godt et par timer startende ca. 8:45 ankom vi til en meget mudret flod, en af de ni store floder, som går gennem Mekong-deltaet. Hvis man ser bort fra jordpartiklerne, er vandet relativt rent og er meget næringsrigt for planter. Herfra steg vi da på en båd og sejlede afsted til en ø og senere videre til andre.

[Floden set fra båden. På den anden side ses noget af en ø]

På den første ø, vi steg i land på, stod der linet boder op med typiske turistting, så det var tydeligt, at der var tale om en meget brugt rute. Stedet var noget specielt, for boder og huse var alt sammen inde mellem træerne, så det var svært at skelne skov fra landsby. Der var dog meget flot, og det var ikke svært at se, at man var i troperne

[Træer og buske, vi gik forbi]

Efter en lille gåtur, hvor vi også fik vist et par gravsteder, kom vi til et mindre vandløb, hvor gruppen blev delt op i mindre grupper af fire og sendt ned i kanoer med to lokale (fortrinsvist kvinder) i hver for at sørge for fremdrift og retning. Det var en virkeligt god oplevelse, men jeg følte mig på en måde ret distanceret fra det hele. Det føltes lidt som at være i Bananbådene (de hedder egentlig ”Jungle Safari”) i Djurs Sommerland, hvis det får en klokke til at ringe, bortset fra, at det her selvfølgelig var langt mere virkeligt, eftersom det jo netop var den virkelige verden. Følelsen var ret forstyrrende, synes jeg selv, og den fulgte mig gennem hele turen, som ellers var ret god.

[Den lille flod/å, vi blev padlet igennem]

Efter kanoturen blev vi samlet op af båden fra tidligere og sejlet videre til en anden ø eller et andet sted på den samme ø. Her fik vi for første gang at vide, hvordan de på øerne i Mekong-deltaet ikke tilsætter sukker i deres mad, og vi fik serveret slik og te lavet af honning fra bittesmå honningbier.

[Lokal kvinde med en plade fyldt med honningbier]

[Honningslik med hhv. Kokus, banan og jordnødder]

 

[Honningte, som også indeholder bl.a. pollen]

Efter at have nydt honningprodukterne gik vi videre til et andet sted, hvor vi fik nogle friske frugter, mens lokale spillede på lokale instrumenter

[Ovenfornævnte frugter]

Efter frugt og musik tog vi videre til det næstsidste sted, og undervejs skiftede vi fra den båd, vi hidtil havde været i, over til to mindre både, fordi vi kom til et lidt mindre vandløb, hvor den oprindelige båd ville have været for stor. På dette sted forarbejdede lokale en form for karameller lavet primært af kokus, hvor vi fik tildelt en smagsprøve med jordnøddesmag. Herefter købte Carina, Ricarda og jeg i fællesskab en række forskellige pakker, så vi kunne få nogle forskellige varianter af kokuskaramellerne.

[Kakkelovne med røremaskiner, hvor kokus samt evt. andre ingredienser opvarmes og omrøres. Varmen kommer fra brændsel af kokusskallerne]

[Nederst ses karamelmassen efter endt omrøring, og øverst ses formen til at få karamellerne ud i rette størrelse]

Det sidste sted var en restaurant, hvor vi fik serveret frokost, og hvor man kunne få lokalt tilberedt fisk, hvis man ville betale for det, og hvis man havde bestilt det – relativt tidligt i vores rundvisning til de forskellige steder havde guiden spurgt os ind til det, for fisken skulle bogstaveligt talt fanges først – men efter vietnamesisk standart var det ret dyrt, så de fleste sprang over. Restauranten var noget specielt indrettet, for den bestod af en masse små øer med små vandløb og broer imellem.

[Vandløb i restauranten]

Efter spisning gik nogle af os rundt og fik taget billeder af området, inden vi tog hjem igen.

[Efter min mening det pæneste billede, jeg har taget]

[Ponyer, der trækker turister rundt i hestevogne]

Dag 5 (tirsdag d. 1. sep.) var vores første besøg på vores respektive projekter, hvor Michelle og jeg sammmen tog til Ky Quang Pagoda sammen med Tuan fra personalet på Peace Hoouse, fordi vi begge skal undervise der, men en af de korttidsfrivillige var også med. Det var noget mere storslået, end jeg havde forventet, for der var en stor mur rundt om stedet og en masse statuer og udsmykning – i relativt billige materialer for en stor dels vedkommende, ganske vist, men det så rigtig godt ud og var velgennemført med et tempel i midten og udsmykning med statuer mm. rundt om. Omme bag templet var det muligt at gå ind i en lang bygning, hvor bl.a. børnehjemmet er, så der gik vi følgelig ind. Her var der mindre rent og storslået end udenfor i det mere offentlige område, og der var relativt mørkt. Det var en sørgelig ting at se de handicappede børn der, som alle var i underetagen. Ovenpå var skolen med 5 små undervisningslokaler, og vi blev her introduceret en ældre mand, der er ansvarlig for undervisningen på stedet. Han var meget venlig og imødekommende, selvom han –ikke overraskende – talte mest med Tuan, som så videregav relevant information til Michelle og mig på engelsk. Bagefter gav Tuan os en rundvisning rundt om pagoden og ind i templet, som jeg mener har 5 etager, men vi var i denne ombæring kun på de tre første. I den ene ende var der en kegleformet opstilling af Buddha-statuer.

[Opstilling af Buddha-statuer på templets stueetage]

[Udsyn fra 2. etage ud over 1. etage]

Om aftnen holdt vi lidt fest på Peace House (vi 7 langtidsfrivillige for os selv) i anledning af nationaldagen, som kom dagen efter. I den forbindelse købte vi nogle forskellige øl i den nærmeste kiosk, hvor jeg købte 4 forskellige øl, så jeg kunne smage noget lokalt, og jeg valgte her nogle af de billigere, som var ca. 4,5 kr. pr. dåse. Den første, jeg drak, var nogenlunde, mens jeg syntes så dårligt om de næste to, at de tog mig resten af aftnen, og jeg ikke turde forsøge mig med den fjerde. Bortset fra det var det en meget hyggelig aften.

National Uafhængighedsdag (onsdag d. 2. sep.) sov vi relativt længe, fordi vi havde fri, og fordi vi havde været sent oppe aftnen inden, og vi missede derfor fejringen, som foregik om formiddagen, før det blev for varmt, så vi forsøgte i stedet at finde krigsmuseet. I stedet fandt vi Uafhængighedspaladset, hvor den sydvietnamesiske præsident havde boet i sin tid. Det skal her nævnes, at Uafhængighedsdagen, som er en fejring af Ho Chi Minhs uafhængighedserklæring i 1945, intet har at gøre med Uafhængighedspaladset, der fik sit nuværende navn, da Nordvietnam besejrede og optog Sydvietnam i 1975. I dag er paladset et museum for bygningens brug under Vietnamkrigen, hvor mange af rummene er bevaret, som de var dengang.

[Uafhængighedspaladset]

[Et af rummene i paladset]

Inden vi kom til museet, havde Juhani fået det dårligt, så Jameson havde fulgt ham hjem til Peace House, så det var altså kun pigerne og mig, der var på museet, og bagefter gik vi på tehus, hvor jeg begyndte at mærke, hvad det vil sige at være i en pigegruppe.

Dag 6 (torsdag d. 3. sep.) var kulturdag, hvor vi skulle informere hinanden og vores undervisere om kulturen i vores hjemlande og altså lave en præsentation. Den første var Michelle, der fortalte om Canada, så kom Mia med Sverige efterfulgt af Juhani med Finland, mig med Danmark, Carina og Ricarda med Østrig, Jameson med USA og underviserne med Vietnam. De fleste gjorde dette via powerpointpræsentationer, hvilket virkede meget godt, mens jeg havde taget ting med at vise frem, herunder LEGO, danske mønter, små flag og et par bøger med 14  af de kendteste af H.C. Andersens eventyr på engelsk, som jeg evt. vil kunne bruge i forbindelse med min engelskundervisning.

[Mig, der præsenterer Danmark]

[Mig i traditionel herrebeklædning, som er alt, alt for småt]

Som en del af det hele uddelte vi også ”mad” fra vores respektive lande (pånær Jameson og Michelle, som ikke havde fået besked om det), hvoraf nævnte mad var i form af slik tilhørende de forskellige lande, hvoraf Juhani og jeg havde medbragt lakridser – jeg havde både søde og Piratos, mens Juhani havde en mellemting. De smagte Juhanis, før de smagte mine, og alligevel tog de fleste til trods for mine advarsler imod Piratos, og kun vi tre skandinaver kunne lide det. Ifølge vietnameserne smager Piratos som traditionel vietnamesisk medicin, hvilket var ret spøjst at høre. Grundet dette var vi ikke rigtigt sultne i frokostpausen, som kom lige efter min præsentation, og som var forkortet grundet uventet lange oplæg. Efter det vietnamesiske oplæg fik vi et par papirer generelt omhandlende vietnamesisk kultur, og hvad man bør og ikke bør gøre blandt andre vietnamesere.

Kort tid efter dette – vi nåede kun lige at læse papirerne – begyndte vi at gøre klar til aftensmad, hvilket vi normalt ikke gør, men denne aften var der grillaften, så der var brug for ekstra hjælp. Grillaftnen foregik lige uden for Peace House, på fortovet, hvilket efter vietnamesiske standarter er helt normalt. Jeg startede ud med at sidde og hygge mig med de andre – vi havde taget stole med ud – og i starten af dette fik jeg drukket den øl, jeg havde gemt i køleskabet siden tirsdag aften, og jeg blev positivt overrasket, fordi de andre rigtigt billige havde været forfærdelige, og den her smagte faktisk godt og var den bedste af de fire, jeg havde købt. Den var for så vidt vietnamesisk, men havde rødder i Carlsberg, så lidt dansk stolthed kom der da. Det meste af aftnen brugte jeg dog henne ved grillen, fordi jeg tænkte, jeg ville hjælpe. Som en konsekvens af dette fik jeg snakket med fire japanske piger, der opholdt sig ved grillen gennem hele aftnen. Jeg fandt her ud af, at de tre af dem faktisk arbejdede samme sted som Michelle og mig.

[Med mig selv i baggrunden og Justine (korttidsvoluntør fra Frankrig) er den første fra venstre Misato og den tredje Yukina; de to andre japanske piger nåede jeg desværre ikke at lære at kende, før de tog hjem]

Sidst på aftnen fik  vi taget et gruppebillede med det vietnamesiske personale, der havde sørget for undervisning og alt det andet, hvorefter vi gik i gang med at rydde op og gøre rent.

[Gruppebillede fra grillaftnen]

Fredag (4. sep.) skulle have været den første arbejdsdag med en test til eleverne, men dette blev desværre ikke til noget. Michelle og jeg mødte ganske vist op – hjulpet af de tre japanske piger, jeg mødte aftnen inden, og som var samme sted – men havde ikke hørt, at der skulle komme en vietnamesisk frivillig forbi og agere tolk, så da vi blev spurgt ind til det, svarede vi afvisende og blev derfor høfligt bedt om at komme igen mandag. På den lyse side fik jeg snakket med Yakuna (en af de japanske piger) på vej til projektet, og Michelle og jeg fik om ikke andet en bedre fornemmelse af, hvor projektet ligger.

Hjemme igen begyndte vi at pakke og gøre klar til at tage afsted på en tur til byen Dalat, der ligger i det sydvestlige højland og dermed har tempereret klima frem for tropisk, hvilket vi havde besluttet os for i starten af weekenden. Juhani og Jameson blev hjemme, fordi de mente, det var for tidligt i forløbet at bruge penge på sådan en rejse, hvilket jeg for så vidt ikke kan fortænke dem i, men omvendt var det den sidste weekend, inden Ricarda tager væk for at arbejde på miljøprojektet, så jeg følte lidt, det hørte til, at jeg tog med.

Da alle havde pakket, tog vi en taxi ind til byen og gik hen til der, hvor bussen skulle samle os op, men vi var der i god tid, så vi tog også en tur på Starbucks.

Bussen var en sovebus, hvor sæderne er designet, så de kan bruges som senge – hvis man altså ikke er næsten to meter høj og bare ikke kan finde en behagelig stilling til sine alt for lange ben og samtidig have nakken i kontakt med sædet. Efter ca. en time lykkedes det mig dog at finde en løsning, der var komfortabel nok til, at jeg kunne falde i søvn.

[Mig klemt sammen i en af sengene]

Lørdag (5. sep.) startede ca. kl. 5, da bussen ankom til Dalat, så der var rigeligt med tid at fylde dagen ud med inden hjemrejsen den efterfølgende morgen/formiddag. Vi startede med at få en taxi til vores hotel, som imidlertid var lukket så tidligt om morgenen. Vi gik derfor en lille tur ned ad en vej, indtil vi fandt en enkelt åben restaurant, hvor vi spiste morgenmad, inden vi atter tog tilbage til hotellet, som nu var åbent, og vi smed vores tasker dér, så de kunne passe på dem, indtil vi kunne chekke ind senere på dagen. Vi begyndte da at diskutere, hvad vi skulle lave, hvor Michelle besluttede sig for at udforske byen på egen hånd, mens vi andre lidt efter besluttede os for at tage til et buddhistisk tempel i nærheden og videre til et vandfald. Første skridt var en taxitur over til et sted, hvor vi kunne tage en skilift-agtig ting over til templet.

[Gruppeselfie fra liftet]

[Billede af liftsystemet taget fra liftet]

[Dalat set fra liftet]

[Interessant træ lige uden for templet]

[Blomster fra halve uden for templet]

Neden for den bakke/bjergtop, som templet var på, var en sø, hvor vi lejede en pedalbåd for en time.

[Søen med både. Pedalbådene er de små til venstre i billedet]

[Billede af søen taget fra pedalbåden]

[Gruppeselfie fra pedalbåden]

Herefter begyndte vi at gå mod vandfaldet, hvilket var en lang gåtur på sandet/støvet uasfalteret vej. Ricarda og Carina ville gerne gå hele vejen og nyde udsigten, og det ville jeg for så vidt også, men Mia havde dårligt fodtøj og ingen egentlig lyst til at gå så langt, så hun og jeg tog en taxi, der tilfældigvis kørte forbi, til et sted, hvorfra man kan komme til vandfaldet, og hvor vi satte os til at vente på de andre. Og vi ventede. Kort før stedet deler vejen sig i to, hvor Ricarda og Carina kom til at gå den forkerte vej, så ventetiden blev lang, for de havde selvfølgelig glemt deres telefoner i Peace House. Efter en time begyndte det at regne, og regn i Vietnam er ikke til at spøge med, da det typisk er nedbør for en hel regndag koncentreret i en halv til en hel times styrtende regn, så vi trak i læ ved restaurant, der var ved stedet og bestilte noget mad, for kl. var efterhåndet 13, og vi havde ikke spist siden kl. 6 samme morgen. Efter endnu en halv time fik vi fat i en taxi tilbage til hotellet i stedet for at besøge vandfaldet, hvor vi ventede på, at de andre ville komme, og jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle sove i et værelse for mig selv, men sammen med andre. Michelle kom først tilbage til hotellet meget sent, og da havde hun oplevet en hel masse. Hun havde været på en guidet tur rundt på en motorcykel, noget vi andre også burde have gjort, men havde haft en ubehagelig oplevelse, så den i forvejen ikke alt for optimistiske stemning blev bare ødelagt desto mere.

Klokken var efterhånden ved at være spisetid, så vi gik ud og fandt en restaurant at spise ved, og bagefter gik vi på jagt efter en lokal seværdighed kaldet Crazy House, som vi fandt, men da var de allerede ved at lukke. Til vores held lod de os komme ind og se stedet i 15 minutter, hvilket var en interessant oplevelse, fordi stedet er en mareridtsagtig forvridning af et hus/hotel, hvilket bare forstærkes af, at det var mørkt på det tidspunkt.

[Et af stederne i Crazy House]

Efterfølgende gik vi tilbage til hotellet, hvor Mia og Michelle lagde sig til at sove, mens Carina, Ricarda og jeg gik ud i byen og fandt en bar.

Søndag (6. sep.) vågnede jeg ca. kl. 6 ved, at der kom tre nye gæster ind på mit værelse, hvor jeg ellers hidtil havde været alene. Hvad der gjorde det meget akavet, var, at det var tre piger/unge kvinder, så jeg lå og ventede, indtil jeg var sikker på, at nu måtte de være faldet i søvn, hvorefter jeg kom i tøjet, fik pakket mine ting og gik ned til pigernes værelse, som var en etage længere nede, og som var stedet, vi havde hængt ud, når vi havde været på hotellet. Her mødte jeg Michelle, der var på vej ned til morgenmad, og jeg nåede lige at få stillet min taske derned. Efter maden ventede vi på en taxi, der skulle køre os videre til bussen.

På bussen slappede vi af, og de, der kunne sove, sov, mens resten typisk læste, og jeg forsøgte at finde motivation til at skrive videre i min blog.

[Gruppeselfie fra bussen, hvor de fire af os lå i "bagsengene"]

Vi var ret enige om, at turen ikke havde været en succes, men at vi ville komme tilbage på et senere tidpunkt.

Også søndag aften blev lidt sørgelig, for vi fandt ud af, at Ricarda ikke skulle ud til sit projekt tirsdag, men allerede mandag, så vi havde pludselig en dag mindre med hende, hvor hun også havde tænkt sig at pakke sine ting. Hende og jeg var i løbet af de to uger, vi har kendt hinanden, blevet meget gode venner, så for mig personligt var det også virkeligt træls.

På den lyse side var der kommet nye voluntører til, heriblandt Rojan (tysker med tyrkiske rødder), som bliver her i godt 5 måneder og dermed praktisk talt er langtidsvoluntør, selvom hun officielt er korttidsvoluntør.

Efter at have været her i over en uge, har jeg efterhånden vænnet mig til vejret og maden, hvilket ellers var en udfording inden, og jeg har det fortsat godt sammen med de andre. Det er også gået meget let med at tilpasse sig den noget voldsommere trafik, men det har været på den bekostning, at jeg nu finder det svært at krydse svagt traffikerede veje, fordi jeg i HCMC har vænnet mig til kun at fokusere på de første halvanden meter foran mig og ellers bare gå.