Jeg har besluttet mig for at lade fremtidens hverdagsting bygge på enkelte fotos, der fortæller noget om enten mit liv i Vietnam og/eller om Vietnam selv.
Denne uges hverdagsfoto er egentlig først taget d. 21. dec., men da det er en ofte forekommende ting, burde det ikke gøre nogen forskel:
Bryllup: I Vietnam er det ikke en sjældenhed at se et brudepar eller andet relateret til et bryllup, som fx dette festtelt, og ofte ser man den slags på ugentlig basis, nogle gange flere gange. Af disse ”ting” er brudeparrene dog klart det hyppigste, men det virker ikke helt så fint at gå hen og bare tage et foto af et nygift par, hvorimod et tomt telt virker langt mere i orden. Jeg forstår for så vidt ikke, hvad der står på teltet, men den røde farve samt blomsterporten er ret gode tegn på, at der er tale om et bryllup, da den røde farve er relativt højtidelig og festlig, mens en blomsterport i hvert fald i mine øjne let kan forbindes med ægteskab og bryllup. Som sagt er bryllupper meget hyppige at støde på heromkring, hvilket blandt de frivillige i Peace House generelt ses som et tegn på, at vietnameserne bare bliver gift hele tiden. Det er muligvis også en del af sandheden, for i forhold til retorikken blandt vietnamesere har jeg i nogle få eller i hvert fald et enkelt tilfælde (i hvilke/hvilket jeg har fået det vietnamesiske oversat) følt, at bryllupper blev anset som noget vigtigere og mere naturligt end derhjemme.
I forhold til det røde er det ikke, fordi man altid har så meget rødt på selve teltet ved bryllupper, og nogle (formentlig i høj grad kristne) bruger ikke rigtigt så meget rødt. Faktisk tog jeg kun et billede af netop dette telt, fordi jeg syntes, det var både flottere og mere bryllupsagtigt end de andre festtelte, jeg har set i nærheden af Peace House, omend størrelsen er den samme (hvis det da er et andet telt).
Tirsdag (1. dec) var det min søsters 18-års fødselsdag, hvilket var en lidt træls ting at gå glip af, men om ikke andet havde jeg fået sendt hende en lille gave hjem, hvor portoen selvfølgelig oversteg prisen for gaven en smule. Da gaven blev sendt afsted, havde jeg pakket den godt ind i gavepapir, hvilket jeg dog kunne have undladt, for ved posthuset skulle de selvfølgelig se, hvad det var, jeg sendte afsted, så alt gavepapiret røg af og kom altså slet ikke til Danmark.
Om aftnen havde jeg min sidste gang med Mias Tân Qui hold, hvor jeg bare ikke kunne komme på noget som helst at få dem til at lave, og Mia havde heller ikke nogen planer, så jeg endte med i decembermånedens tegn at give dem lidt undervisning i jul, hvor jeg fik dem til at nævne alle de juleting, de kunne, hvilket var ret mange, så jeg ikke selv behøvede at tilføje noget. Efterfølgende satte jeg en smule julemusik, mens jeg viste billeder fra min egen jul derhjemme til dem, der gerne ville høre om det, og så afsluttede vi lidt tidligt. At jeg valgte lige netop jul, viste sig at være en ret heldig ting, for lige netop denne var Michelle, der underviser parallelt med Mia på samme måde, som det tidligere var tilfældet med mig og Justine i mit Tân Qui hold, kommet til at sove over sig (hun sover ofte middagslur), så jeg stod alene med to klasser, hvilket bare betød, at jeg fik dem til at flytte sammen, så jeg i stedet for 12 elever havde 26, hvilket viste sig lige netop at være grænsen for, hvor mange det var muligt at presse sammen til ét hold, men så længe grænsen ikke blev overskredet, gør det vel ikke noget. Jul er nemlig et tema, alle kan være med på, når de har et tilpas niveau, hvilket både Mias og Michelles hold er. Så vi hyggede.
Dette var også dagen, hvor jeg fik åbnet den første pakke i min pakkekalender og om aftnen fik hængt den op! :D
[Pakkekalender og rodet seng]
Den første pakke var et (bøjet) kalenderlys
[Kalenderlys og adventskrans, Hannah og jeg improviserede weekenden forinden]
Onsdag (2. dec.) startede jeg dagen ud med hovedpine, men tog på arbejde alligevel, for det ville nok gå over igen efter et stykke tid, og ellers kunne jeg jo bare tage nogle panodiler inden undervisningen af Tân Qui holdet,for værre var den ikke. Hovedpinen gik bare ikke over (og var et problem i løbet af undervisningen), og hvad angår indtagelsen af panodiler, glemte jeg den lidt, da jeg også begyndte at få kvalme på vej til bussen hjem fra pagodeundervisningen. Kvalme og hovedpine blev ikke det mindste mindre, da jeg denne dag i modsætning til langt de fleste andre ikke kunne få en siddeplads i bussen og derfor var nødt til at stå op. Jeg stod dog ikke op under hele den timelange bustur, for ca. et kvarter inden jeg skulle af (eller måske lidt mere, husker det ikke helt så tydeligt), besluttede jeg mig for at sætte mig ned på gulvet for en sikkerheds skyld, for jeg var ikke sikker på, hvor meget længere jeg kunne blive stående oprejst alligevel, og så foretrækker jeg selv at bestemme tid og hastighed for den slags. Det resulterede så i, at en fyr, der sad ved siden af mig, rejste sig, så jeg kunne få hans plads og sidde på et faktisk sæde resten af vejen, hvilket jeg sikrede mig også ville være tilfældet med bus nr. 2 (jeg har to busser til og fra pagoden) ved at skynde mig frem og være den første til at komme ind i den fra stoppestedet. Hjemme i Pease House fandt jeg en spand til formålet evt. opkast, tandbørste til samme formål, panodiler og muligvis flere sygdomskrævede ting, hvorefter jeg lagde mig på en sofa og efter at have fået ro på begyndte at få feber, selvom jeg foruden hovedet ikke rigtigt følte mig varm, hvilket ikke er normalt midt på dagen i Vietnam, hvor temperaturen nok har været mindst 30 grader. Til gengæld aftog kvalmen, så længe jeg lå ned, så jeg lå ned det meste af tiden de følgende dage, hvor onsdag eftermiddag og torsdag-fredag for det meste indholds vedkommende er flydt sammen i min erindring, hvor jeg var i den samme sofa i dagstimerne og i min seng om natten, hvor jeg sov begge steder og kun bevægede mig rundt for ting, jeg havde brug for, og på den måde passede mig selv. Jeg husker heller ikke så meget af, hvad der skete i de dage og har fx ingen erindring om, at Laura (UK) og Janina (Finland) rejste væk fredag, omend jeg uden at have nogen fornemmelse af siden hvornår var fuldt ud klar over, at de ikke længere var i Pease House. Laura har desuden siden fortalt mig, at hun under min sengeliggen kommenterede på, hvordan mit hovede var vildt rødt (hvilket det var den periode), og at jeg næppe bare havde en influenza, som jeg ellers selv hårdnakket påstod.
Fredag (4. dec.) vendte Ricarda tilbage til Pease House og tog om aftnen afsted videre til øen Phu Quoc på et fly sammen med Carina og Rojan.
Lørdag (5. dec.) blev det så en smule værre, og jeg kunne knap nok gå omkring. Omkring middag eller noget i den stil fik jeg så en besked fra Ricarda om, at Carina og Rojan, der også var blevet lidt syge, var taget på hospitalet og havde fået diagnosticeret denguefeber, hvorfor jeg nok også burde tage til hospitalet for at få det tjekket. Jeg begyndte derfor i ro og mag at pakke mine ting og gøre mig klar til et hospitalsophold, hvor jeg dog besluttede mig for at sætte tempoet drastisk op, da jeg efter at have pillet mig lidt i næsen fik mit livs første næseblod. Folk omkring mig virkede ikke rigtigt til at tage min situation seriøst, men heldigvis var Michelle klar over, at jeg ikke var nær så rask, som jeg havde ladet som om de tidligere par dage, og tog med mig til hospitalet, hvor tilbageblevent blod fra næseblodet fik mig hurtigt ind, hvor jeg ganske rigtigt fik erklæret denguefeber og blev bedt om at blive frem til i hvert fald onsdag ( http://www.netdoktor.dk/rejsemedicin/sygdomme/denguefeber.htm ), hvilket endte ud i en udskrivning torsdag. Jeg skrev selvfølgelig hjem til mine forældre med det samme om det og opdaterede dem løbende om det hele
Om aftnen ankom Carina og Rojan til hospitalet, fordi det på Phu Quoc var alt for ringe standard, men Ricarda blev på øen for resten af deres ophold. Den næste dag hørte jeg så, at vi nu var 4 personer med denguefeber, fordi Christian (DE) nu også var blevet ramt, omend ikke så slemt som os andre.
Hospitalsdagene (lørdag-torsdag 5.-10. dec.) fulgte meget det samme mønster med, at jeg om morgenen blev vækket for at få taget blodtryk og temperatur (hvilket blev gentaget jævnligt i løbet af dagen), efterhånden også en morgenlig blodprøve, hvorefter jeg sov igen, indtil jeg blev vækket igen, fordi der var morgenmad. Efter morgenmaden lagde jeg mig så til at sove igen, inden jeg spiste resten af min morgenmad og sov lidt igen. Omkring middag var der sjovt nok frokost, hvilket for det meste passede meget godt med, at jeg før eller efter (og en enkelt gang under) maden fik skypet med mine forældre, der gerne ville se til deres lille dreng gennem hele hans ophold på sygehuset, om det så betød, at de skulle op før normalt. Om eftermiddagen (ofte efter endnu en lur) var jeg relativt frisk, så dér brugte jeg tiden på at se årets nye julekalender på TV2 og besvare beskeder på FB (heldigvis ikke for lange beskeder med behov for for lange svar) foruden at tage imod besøg fra diverse personer fra Pease House, både et par stykker fra personalet og nogle af de andre frivillige, dog ikke alt sammen på én gang og med søvn imellem og efter. Personligt forstod jeg ikke dem, der sagde, at det skulle være kedeligt at være indlagt, for jeg havde jo fuldt program hver eneste dag ;)
Af medicin fik jeg drop med febernedsættende, hver gang min temperatur var på 38+, og noget mod blødninger, eftersom halvspontant næseblod også kunne udvikle sig til/være tegn på indre blødninger, hvilket heller ikke er så godt – og så fik jeg en daglig vitaminpille.
Mit hospitalsophold var også katalysator for noget begyndende svag hjemve/hjemlængsel, fordi vi med denguefeber af en eller anden grund tabte smagen for vietnamesisk mad, hvor hospitalet så heldigvis også tilbød vestlig mad. Det kunne dog ikke udnyttes til fulde, fordi det ikke var tilladt at indtage farverne rød, brun og sort af hensyn til urinprøver, som herved kunne få en ”forkert” farve. Særligt brun var træls at miste, fordi både bøffer og chokolade har denne farve...
Onsdag (9. dec.) var jeg som sådan ikke syg længere, men dog relativt træt, hvilket man typisk er en lille uges tid efter denguefeber, så jeg tog over til Carinas og Rojans værelse og agere besøgende, hvor jeg også mødte Ricarda, der var kommet hjem fra Phu Quoc, og som efterfølgende kom og besøgte mig på mit værelse.
Torsdag (10. dec.) morgen blev jeg udskrevet og fulgtes tilbage til Pease House med Iris (Holland), der var på sygdomsvisit. Samme dag blev Michelle så indlagt med denguefeber, men hun var så også den sidste. Derhjemme havde de andre fået sig myggenet af VPV, men jeg skulle selv spørge efter at få et, da jeg kom hjem
