tirsdag den 22. december 2015

23.-29. nov. – Masser af Tân Qui og en smule første søndag i advent

Som nævnt i forhenværende indlæg husker jeg ikke så meget for denne uge, og det er også svært at huske præcist, om noget er sket i denne uge eller en anden, og hvilke dage hvad er sket.

Undervisningen er dog nogenlunde til at huske, omend pagodeklassen flyder lidt ud. Dog husker jeg, at vi i denne uge arbejdede med temaet ”Rooms in the house”, hvor vi forsøgte at lære eleverne om husets forskellige rum og gerne også deres interiør, hvilket vi dog ikke kom til. Eleverne er nemlig gået hen og blevet ret umedgørlige og særdeles uopdragne, så undervisningen har været meget svær. Til gengæld kunne temaet bruges i Hold 2 i Tân Qui klassen, som er på ca. samme niveau, men langt mere velopdragne.
Tirsdag og torsdag fik jeg afsluttet Min vikarieren af Mias Tân Qui hold, som jeg havde undervist i udtale og i at lægge det rigtige tryk på forskellige ord. Senere fandt jeg så ud af, at Mia ikke ville komme tilbage før onsdag i den kommende uge, hvorfor der altså var en lektion tilbage om tirsdagen, som jeg så ikke kunne knytte til det allerede afsluttede forløb eller et fremtidigt forløb, så jeg sad nu med lidt af en udfordring...
I forhold til Hold 1 i min egen Tân Qui klasse forsøgte jeg fortsat at give dem ca. det samme som Mias, men det gik ikke helt så godt, da et mere varieret niveau med én på et niveau, der inden for i hvert fald udtale er på over Mias hold (som ellers er det bedste Tân Qui hold), to på omtrendt hendes klasses niveau, én lidt under og én et stykke under (ja, stadig kun 5 elever).

Mandag (23. nov.) (eller dagen/aftnen før???) ankom to nye herrer til Peace House: Golo fra Tyskland (en tand højere end mig, desværre – for næsten 2 m høje fyrer er den slags vigtigt) og Xavier fra Belgien, som vist også var direktør for det belgiske ICYE eller noget i den stil, og som kun blev ugen ud, da det mest af alt var et visit for at se på forholdene i VPV South og besøge en række forskellige projekter, hvor han kom direkte fra VPV North. Senere hen kunne han så fortælle, at der var en klar forskel på forholdene i de to dele af VPV, hvor VPV South til trods forbedringer siden min start her stadig er et stykke under den nordlige organisations niveau, selvom det jo er i samme land, og forskellene derfor ikke burde være vildt store...
Om eftermiddagen var Hannah fuldstændig udkørt af sine tidligere lektioner den dag, så jeg tog Tân Qui klassen alene og bad Hold 1 om at arbejde selvstændigt med at øve udtale via oplæsning, mens jeg selv underviste Hold 2. Som en lille bonus til historien er, at Xavier var med mig og tog fotos gennem lektionen samt forsøgte at hjælpe lidt, som jeg husker det, selvom det egentlig gik meget fint med opdelingen.

[Klassefoto taget af Xavier. Den røde streg omkredser Hold 1, som jeg ikke kunne lade være med at samle omkring mig (hvor 3-4 af dem tilfældigvis var i forvejen), fordi de var mit oprindelige hold af de to, selvom jeg ellers normalt forsøger ikke at arbejde i favoritter]

[Klassefoto uden streg]

[Sådan ser undervisning af 4 Tân Qui elever ud – den femte kom først senere]

[Overraskende fokuserede elever. Penny (dreng t.v.) og Lina (pige t.h.) er de eneste fra Tân Qui klassen, som ikke vil give mig deres rigtige navne (jeg ved dog, at Penny hedder Khang, men det er han ikke ene om, så jeg valgte at beholde det engelske)]

[Okay, helt så fokuserede er de så ikke hele tiden]

[Af Duy blev der også taget et ikke-fokuseret billede, men ikke noget fokuseret billede... Hvad mon det kan betyde?]

[Duys storebror, Khang, kom lidt senere end de individuelle fotos, men fik den efterfølgende mandag fat i min iPad, så I snydes ikke for et billede af ham også]

[Kiệt, klassens topelev (tidligere delte han titlen med en yderst skarp pige, der dog ikke er vendt tilbage efter aflysningen på ubestemt tid), havde en dårlig dag den dag, men når Xavier ikker kan fange en glad Kiệt, er det et held, at Khang allerede havde fat i min iPad allerede denne mandag og fangede en midlertidigt glad Kiệt]

Jeg har desværre ingen individuelle fotos af Hold 2, da Xavier ingen fotos tog af dem, og ingen af dem har stjålet min iPad midlertidigt (eller haft chancen for det). Omvendt har jeg også glemt de fleste af deres navne grundet noget, der skete i de efterfølgende uger ("To be Continued").

[Bygningen set udefra samt en lille volleyballbane]

Torsdag eller fredag (26./27. nov.) modtog jeg en pakke fra min familie derhjemme i Danmark, hvor det viser sig, at Vietnameserne tillader sig at tilføre et gebyr for at modtage pakker af en eller anden grund. Nå, men i pakken var der en fødselsdagsgave, en julekalender, en pakkekalender, et postkort/julekort medfølgende pakkekalenderen, men som jeg troede var med julegaven og derfor ikke så nærmere på før et par uger inde i december, og en enkelt konvolut med en pose Piratos, så jeg til trods for den umiddelbare skuffelse over at have modtaget en stor papkasse uden at kunne se på det meste af det i det mindste fik en lille smule. Det skal dog siges, at med pakkekalender osv. med gennemtænkte gaver (typisk slik derhjemmefra, men også andet godt fra julen) var pakken til syvende og sidst langt bedre, end hvis jeg havde modtaget alle pakkerne åbnet.

Første søndag i advent (29. nov.) blev selvfølgelig ikke fejret uden en adventskrans med stearinlys, hvilket i dette tilfælde bestod af en tallerken, 4 farvede lys købt af Hannah og noget af en juleguirlande købt af mig i en boghandel, eller hvad man nu kalder det, når der kun er få bøger i butikken.

I denne uge fik vi også besluttet os for at tage ud at spise juleaften på en finere restaurant, hvor det med ubegrænset buffet og vin kommer til at koste os 1 mio. dong (ca. 300 kr.), hvilket er noget af en sum for et måltid i et land som Vietnam.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar