Det har været en lang og hård uge med masser af program, så bloggen bliver denne gang ret fattig på billeder, da det ikke har været noget, jeg rigtigt har tænkt over, så jeg må sætte min lid til læsernes veludviklede fantasi og indlevelsesevne.
blev så vores første egentlige arbejdsdag på Ky Quang Pagoda, hvor hovedindholdet var en test, vi selv havde stykket sammen. Eleverne var en del yngre, end vi havde fået at vide, med en alder på 7 til maks 11 år frem for de 11 til 15 år, vi ellers havde fået at vide. Ydermere mødte der kun halvt så mange elever op, som vi havde regnet med, så i stedet for at tage hver vores klasse valgte vi at tage den sammen.
Tirsdag (8. sep.) var dagen med den første egentlige lektion på pagoden, hvilket ikke gik særligt godt, for vi pludselig manglede en vietnamesisk oversætter, og der var nu pludselig dobbelt så mange elever som mandag, hvoraf de nyankomne var klassens mindre gode elever, som formentlig havde vidst, at der ville være en test mandag. Hvad tolkning angik, blev vi dog reddet af skolens forstander, som påtog sig rollen som tolk, og lektionen gik nogenlunde.
[En lavtliggende vej ca. to timer efter regnskyllet]
I bussen på vej over til pagoden snakkede jeg en smule med Misato, som er den eneste af de japanske piger, jeg snakkede med torsdag, som stadig arbejdede på sit projekt.
I vores undervisning manglede vi noget tavlekridt, så da vi var kommet hjem igen og havde spist frokost, gik jeg over til det nærmeste indkøbscenter, Lotte Mart, som er en længere gåtur væk, fordi jeg tænkte, at her måtte det da være muligt at finde noget kridt, men det var det så ikke. Til gengæld fandt jeg ud af, at de faktisk havde korttidsholdbar mælk (med tilsat sukker) i indkøbscentret, så jeg købte en liter til at drikke, så jeg ikke gik helt tomhændet hjem. Mælken smagte om ikke andet en del bedre end den langtidsholdbare (6 måneder), der ellers er standarden i Vietnam, men det tilsatte sukker (og hvad de ellers kan have tilsat) fik den til at smage mindre godt end dem derhjemme.
Da vi var blevet indformeret om vores projekter, havde jeg misforstået noget, så kl. 16 fik jeg den "dejlige" overraskelse, at jeg havde en anden klasse i en anden skole kl. 17 samme eftermiddag, så jeg gik i stress-mode og fik improviseret en test til eleverne, der skulle være rigtigt gode i modsætning til dem fra pagodens skole, ved at øge sværhedsgraden i en test, der var blevet forkastet grundet for højt niveau til pagoden. Jeg nåede lige akkurat at få printet den ud, selvom niveauet ikke var helt helt højt nok til de bedste elever. I denne skole underviser jeg sammen med Justine fra Frankrig, som mandag havde 8 uger tilbage i Vietnam som frivillig, og klassen undervises mandag, onsdag og fredag.
Dagens positive oplevelse(r) var, at jeg blev venner med først Misato og siden Yukina (Japan), som jeg havde snakket med i bussen fredag, på Facebook. Om det var før eller efter undervisningen med Justine, kan jeg ikke huske.
[Genbrug af billede fra sidste indlæg: Misato er hende i venstre side, Yukina er hende i midten, og Justine er hende til højre]
Denne dag fik jeg og mødt Rojan (Tyskland, men med tyrkiske rødder), som kommer til at være her i 5 måneder og altså næsten kan kalde sig langtidsvoluntør, hvilket vi anser hende for faktisk at være.
På vej hjem i den første af de to busser, vi skal med til og fra pagoden satte jeg mig på en tilfældig ledig plads i bussen, hvilket tilfældigvis var lige ved siden af den vietnamesiske pige Linh, som kort efter på engelsk spurgte ind til, hvor jeg var kommet fra, og hvad jeg lavede i Vietnam, og på den måde startede en samtale, som varede hele busturen. På et tidspunkt spurgte hun mig, hvornår jeg tager bussen, så vi måske kunne støde på hinanden igen, fordi hun ofte gerne taler med udlændinge for at øve sit engelsk, men endnu ikke havde snakket med en person mere end én gang. Som respons til dette foreslog jeg, at vi da bare kunne blive venner på Facebook, hvilket vi så gjorde (dvs. jeg havde ikke internet på min mobil, så jeg besvarede først venneanmodningen, da jeg var kommet hjem).
Det skal her siges, at jeg normalt er en relativt indadvendt og genert person, når jeg er i nærheden af folk, jeg ikke kender, medmindre jeg, som det fx var tilfældet ved grillaftnen torsdag, har en undskyldning til at starte en samtale. At jeg lige pludselig, i løbet af en enkelt bustur på 30-60 minutter, helt spontant har fået mig et nyt venskab, er noget, der aldrig nogensinde er sket for mig før - og heller ikke det, der ligner! Resten af dagen brugte jeg på en blanding af at være i chok og forsøge på at fatte, hvad der lige var sket.
Denne dag mødte jeg også Hannah (Tyskland), som kommer til at være her indtil lige efter jul, så som det ser ud nu, bliver vi alt i alt 9 voluntører juleaften.
Undervisningen fortsatte med at gå op og ned, hvor nogle lektioner var mere vellykkede end andre, men generelt ikke er gået alt for godt. Det kommer meget naturligt, når man medregner vores manglende erfaring og det faktum, at det i forvejen er udfordrende klasser. Udfordringerne ved pagoden har været den sproglige barriere, dårlig opførsel og problemer med, at elever - særligt de mest udfordrede, som har særligt behov for undervisning - møder et kvarter for sent til lektionerne, som kun varer 45 min., mens den helt store udfordring ved den anden skole er, at eleverne er på vidt forskellige niveauer, hvor nogle er vildt gode og i stand til at føre en simpel samtale, nogle kan en smule, og nogle slet intet kan, hvilket betyder tre vidt forskellige niveauer til to lærere. Sidstnævnte bliver ikke bedre af, at jeg muligvis ender ud med at have dem alene, når Justine engang rejser tilbage til Frankrig, men for begge projekters vedkommende vil det formentlig blive bedre efterhånden, som jeg får bedre overblik og får mig de første erfaringer med det hele.
Onsdag (9. sep.) formiddag på vej til arbejde var jeg meget i mine egne tanker og ikke helt vågen, så det lykkedes mig at miste min pung i bussen, men heldigvis var der ikke så mange penge i den, så større var skaden ikke.
Om eftermiddagen blev vi ramt af et særligt voldsomt regnskyld, der bogstaveligt talt oversvømmede stueetagen. Det er ikke unormalt med ankeldybt vand sine steder, når det virkeligt regner, men det her var ekstremt. Bygningerne i HCMC er generelt relativt lange og tæt sammenpresse, så i enden af bygningerne væk fra vejen er det ikke til at håndtere vandet på anden måde end at lade det alt sammen løbe ned til et afløb, eller hvad man nu skal kalde det, på stueetagen. Oversvømmelsen kommer så ved, at regnen falder hurtigere, end afløbet kan opfange det. Da regnen havde lagt sig, blev Justine og jeg bedt om at hjælpe til med at tørre gulvet, hvilket skete v.h.a. koste til at tage det grove (ja, der var så meget vand, at koste var effektive, fordi de kan skubbe det foran en) og en form for moppe til at opsuge vandet. Personalet fortalte os, at det er noget, der sker en gang om året, så mere ekstremt end det var det ikke.
Torsdag (10. sep.) mener jeg ikke, der skete noget, som var værd at skrive hjem om, så det vil jeg undlade.
Fredag (11. sep.) var en meget hektisk dag, for ikke alene skulle jeg undervise to klasser i engelsk, jeg skulle også selv undervises i vietnamesisk fra kl. 2 til kl. 4, hvoraf den sidste time eller så gik med at øve udtale af vietnamesiske vokaler. Der er 11 forskellige vokaler og 6 forskellige toner, hvilket kan være ret besværligt at håndtere.
Om aftnen gik de fleste på noget kaldt "Pub Crawl", hvor man for relativt få penge bliver ført gennem 6 barer med en gratis drink i hver, men personligt blev jeg hjemme. Efter konstant at have været sammen med andre mennesker siden min ankomst havde jeg brug for noget alenetid, hvilket denne aften var perfekt til, når huset basalt set var tomt. Jeg købte mig nogle øl i den nærmeste døgnkiosk og nød dem på taget af Peace Hous med udsigt ud over byen.
Lørdag (12. sep.) var stille og rolig uden de store aktiviteter. Efter frokost gik jeg med nogle andre til indkøbscentret Lotte Mart for at få noget aktivitet ind i dagen, og fordi de havde brug for at købe noget, men selv brugte jeg ikke nogen penge. Senere tog de fleste ind til noget festival eller sådan noget inde i byen.
Hen mod aften kom der en voldsom tordenbye forby, hvor vi selv befandt os så tæt på lynene, at vi en enkelt gang ikke talte til mere end et halvt sekund fra lynnedslag til torden. Det blev en delvis gentagelse af onsdagens oversvømmelse, nu med den undtagelse, at personalet ikke var der, og at regnen var faldet så hårdt, at en del af jorden i nogle potteplanter, der hænger, hvor vandet kommer ind, var blevet revet op og fordelt ud over de nærmeste ca. 10 m gulv. Jeg kendte rutinen fra onsdagens oversvømmelse, så jeg fandt moppe og koste og fik sat et par af de andre i gang med at fjerne vand sammen med mig. Vi var færdige på omtrendt samme tidspunkt, som de andre kom hjem. I dag (mandag) har jeg fået at vide, at de vil få set på teget for at se, om vi kan undgå, at det sker igen foreløbigt.
Alle måltider spiste jeg hjemme i Peace House og undgik på den måde at bruge en eneste dong, men weekendmaden i Peace House er virkeligt slem og ikke særligt fyldende, så det var nok både første og sidste gang, jeg gjorde dét stunt.
Søndag (13. sep.) var ligesom en tilsyneladende indholdsfattig dag, men nu var jeg gået væk fra kun at spise maden fra Peace House, så som et tilskud til den kedelige morgenmad gik jeg ud og købte mig en milkshake. Vi køber dem ved en lille café, hvor hvor man kan købe forskellige frugtdrikke, og det er virkeligt billigt - 15.000 dong (4,39 kr.) for et stort krus - for ikke at tale om velsmagende. Og så er de helt vildt flinke, hvor det bedste eksempel er, hvor jeg en dag havde glemt min taske dér (ja, jeg er så glemsom), og damen, der ejer stedet, sendte en mand afsted for at stoppe mig. Virkeligt godt sted.
I løbet af formiddagen og hen over middag tog jeg i Lottemart med Michelle og Hannah, som skulle købe noget, og selv manglede jeg en deoderant og købte derudover noget slik (Kitkat) og en lille notesbog. På vejen hjem spiste vi frokost ved en restaurant, der for mit vedkommende var den første med billige plastikstole, hvilket i Vietnam er tegn på god, billig mad, mens de mere fancy restauranter ikke nødvendigvis er bedre til trods for en mindst dobbelt så høj pris, men blot har et større udvalg af retter. Ved den konkrete restaurant var der kun en enkelt ret - nuddelsuppe med oksekød - til sølle 25.000 dong = 7,32 kr.
Resten af dagen var ikke videre indholdsrig, men om aftnen begyndte vi at bestille en rejse til en strandby - Mui Ne - som vi tager til næste weekend.
Som sen aftensmad købte jeg noget mad fra nogle boder, der står på en af gaderne og ikke er egentlige restauranter eller tilknyttet bygninger. Det er meget billigt - billigere end de billige restauranter - og smager godt, men særligt mættende var de ikke. Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil vende tilbage igen, for ved en af boderne lavede de nogle lækre "pizzaer" med bunde af rispapir, men de er nok mere en slags halvmættende snack end et egentligt måltid.
Inden jeg tog afsted for at spise, nåede jeg lige at få sagt farvel til Misato, som tog hjem mod Japan ca. samtidig.
I dag (man. d. 14. sep.) har lige som torsdag ikke været så indholdsrig, men om ikke andet ser det ud til, at Justine og jeg er ved at få styr på undervisningen af det hold, vi har sammen - om det holder, vil vise sig i den kommende tid, men jeg er optimistisk.
Generelt går det meget godt, når man ser bort fra den endnu ikke helt så succesrige undervisning, og vietnameserne er generelt meget flinke - da jeg søndag aften købte mad på gaden, fik jeg fx hjælp af en engelsktalende vietnamesisk kunde til at forstå, hvad det lige var, de solgte, og når jeg tager bussen, og der ingen ledige siddepladser er, rejser de sig, så jeg kan sidde, fordi jeg er mindst et hovede for højt til de fleste busser (jeg har det egentlig fint nok med at stå op, men de er meget insisterende, og jeg kan ikke rigtigt komme med en høflig afvisning - eller en hvilken som helst anden afvisning for den sags skyld.
Vejret er dog gået over til at være mere regnfuldt, som det også kan anes på beskrivelsen tidligere af oversvømmelserne, hvilket imidlertid gør det køligere. Personligt føler jeg, at det er køligt, men ifølge et par nytilkomne svanskere er det stadig virkeligt varmt, og temperaturerne er vel egentlig stadig nærmere de 30 grader end de 20, men det lokale personale giver mig nu ret i, at det er "køligt". Det bliver hårdt at komme hjem til Danmark igen i februar eller marts måned, når lidt over 25 grader i høj luftfugtighed er køligt...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar