Dette indlæg er endnu ikke helt færdigt, da jeg mangler at få nogle af de sidste billeder - problemet skulle gerne løses i morgen.
Denne uge har jeg været endnu dårligere til at tage billeder af tingene omkring mig, så der er faktisk kun billeder af weekendens udflugt til kystbyen Mũi Né, der har en del strand. Ellers har jeg det meget godt.
Undervisningen er nu begyndt at blive bedre - i hvert fald hvad undervisningen af de fattige børn i Ky Quang Pagoda angår. Allerede tirsdag d. 15. sep. - første dag dækket af denne blog - havde vi vores første succesoplevelse som undervisere. Vi er begyndt at udvidde deres ordforråd i forhold til undervisningssprog ved at introducere ord som "book", "blackboard" osv. Succesoplevelsen tirsdag lå i, at alle elever var opmærksomme og relativt velopdragne og i en anden lille ting, der virkelig kan glæde en lærer. Denne ting var, mens eleverne skulle øve sig i at sige dagens seks ord ud fra billeder på et stykke papir to og to. Der var et ulige antal, så jeg satte mig ned ved den overskydende elev - en usikker og lidt sky pige, der er et par år ældre end de andre - og øvede sammen med hende, og da jeg var færdig, var hun efterhånden ret god til det, sålænge hun havde ordene stavet at støtte sig til, og hun endte med at være min lille støttelærer for resten af lektionen - ikke noget jeg bad hende om, men noget hun gjorde af sig selv. Onsdag var der en anden form for succes, da klokken ringede ud, og jeg ville til at pakke sammen, men en ret udfordret dreng, jeg lige havde forsøgt at hjælpe med at huske ord på et papir svarende til det dagen før, trak mig tilbage, for han var ikke færdig med at lære, selvom han havde fået lov til at gå. Han pakkede dog sammen kort efter, men det var stadig en god oplevelse.
I forhold til den anden skole, som hedder Than Qui, er jeg stadig ret udfordret i min undervisning, for det er ikke nemt for mig helt at finde deres niveau, så nogle gange rammer jeg over deres niveau. Endnu en udfordring er den måde, Justine og jeg har opdelt klassen, for hun har taget de allersvageste elever, mens jeg har alle resten, som fredag var 17 elever, hvoraf i hvert fald 4 er virkeligt gode, mens andre er mere udfordrede. Til Gengæld er de alle på et niveau, hvor de forstår nok engelsk til at kunne undervises. Forhåbentlig får jeg min første succesoplevelse med denne klasse i ugen, der kommer.
Tirsdag (15. sep.) hørte jeg, at der skulle komme en frivillig fra Danmark, men hendes første fly var så forsinket, at hun ikke nåede det andet og først ankom den næste dag. I stedet var der endnu en oversvømmelse om aftnen (jubiiii...), hvor jeg tilfældigvis gik ned til stueetagen, lige som det begyndte, så jeg meldte mig under fanerne og var beskæftiget i mindst en time med at abejde på at mindske ubbredelsen af oversvømmelsen. Af en eller anden grund troede jeg tidligere, at vandet kom oppefra, men i virkeligheden kommer det nedefra, fra kloakken, som bliver lokalt overfyldt, fordi vand fra taget ikke ledes ordentligt væk eller noget i den stil - jeg er ikke helt inde i detaljerne, men problemet skulle i hvert fald være at finde i taget. Mit primære arbejde her blev - halvdelen af tiden sammen med en anden - at gå ud med og tømme spande med kloakvand, som blev øst op af to fra personalet, mens to (siden tre, da der kom en anden voluntør for at hjælpe til) andre med koste "fejede" det vand ud, som vi andre ikke fik med, så udbreddelsen af vandet blev minimeret mest muligt. Undervejs var der en enkelt pause i regnen, hvor det så ud til, at der ikke længere kom mere vand op fra kloakken, men det kom igen lidt efter. Det var et trættende og ret ulækkert arbejde, så da vi var færdige, var det virkeligt rart at kunne tage et bad, og maden i Pease House har aldrig smagt bedre, end den gjorde den aften.
Onsdag (16. sep.) morgen var der dog alligevel oversvømmelse på stueetagen, fordi regnen tilsyneladende havde taget til igen i løbet af natten, hvilket var noget af en skuffelse, men det er der ikke så meget at gøre ved.
Om aftnen var det så, at den danske frivillige, Sara, kom, og hun fik en meget varm velkomst af de, der var på stueetagen på det tidspunkt. Det skal her siges, at jeg i et lille stykke tid er blevet drillet med, at jeg har haft en vis tendens til at snakke en del om Danmark, så folk var relativt meget oppe at køre over, hvor lykkelig jeg måtte være over, at der nu kom en dansker, hvilket nok var grund i den nævnte varme velkomst.
Det var en smule underligt pludseligt at snakke dansk med en anden frivillig i Pease House i den grad - Tobias taler ganske vist også dansk, men ikke så ofte og er desuden mere til svensk.
Torsdag (17. sep.) var relativt begivenhedsfattig.
Fredag (18. sep.) var igen en travl dag i kraft af to klasser samt en vietnamesiskundervisning, og det blev ikke mindre stressende af, at vi om aftnen tog afsted til strandbyen Mui Ne, hvilket var meget kort efter undervisningen på Tan Qui, så jeg smuttede en anelse tidligt, men jeg nåede det. Transporten var igen i form af sovebusser, men lige denne gang fik jeg en plads, der ikke var for lille til mig. På hotellet havde vi valgt at sove i sovesale, da dette var billigere, men det var stadig meget fint.
Lørdag (19. sep.) startede ud med, at vi ca. halv ni tog på en tur, hvor vi blev fordelt i to jeeps (hhv. 7 og 8 i hver), der tog af fra hotellet. Det første stop var det længst væk, så vi så en masse af landskabet undervejs, hvilket var meget skiftende, men stadig meget pænt. De følgende billeder er i kronologisk rækkefølge:
[Billede taget fra jeepen - tørt]
Det første stop var et ørkenagtigt område med masser af sandbanker. Vi havde her mulighed for at leje nogle ATV'er - relativt dyrt efter vietnamesisk standard, men ikke efter vestlig - hvilket ca. halvdelen af os så gjorde, to om hver ATV, hvor jeg var sammen med Rojan
Vi kørte herefter videre til andre steder, typisk kortvarigt, men dagens sjoveste oplevelse var så afgjort førnævnte oplevelse med at køre rundt på sandbankerne på ATV. Det første stop her efter var ved en café eller noget i den stil, hvor jeg købte en is og en kokusnød, hvilket blev den dags morgenmad, fordi jeg ikke nåede at få morgenmad inden turen.
Det næste sted var ved en strand, hvor vi gik ned til vandkanten, og nogle af os samlede muslingeskaller og konkylier; jeg samlede flest.
[Min samling af muslingeskaller mm. ekskl. to skaller, jeg havde overset, da jeg to billedet, og ja, det store konkylie står faktisk op]
Vi kom også til mindst ét stop mere, men det sidste stop var ved et vandløb, der kun er nogle få cm dybt og nogle få meter bredt. Attraktionen her var ganske simpelt at gå i vandløbet og nyde naturen omkring os, hvilket også var meget pænt
[Billede af en vandrende i klippesiden]
På et tidspunkt skulle Aida (Sverige) på toilettet, hvor de fleste blev og ventede på hende, mens fire af os andre gik forud. De andre gik ikke så meget videre, før de vendte om, så resten af vejen var der ret meget bare os fire, der gik sammen.
I denne gruppe var Juhani den eneste, der ikke talte dansk, da Tobias har boet 9 år af sin opvækst i Randers, så nogle gange forstod finnen ikke helt, hvad vi dansktalende snakkede om, men vi snakkede engelsk det meste af tiden, så han også kunne være med. Ved enden af vandløbet var der et lille vandfald, som de andre blev noget misundelige på, da de hørte om det, for de havde troet, at vandløbet bare fortsatte på samme måde, som det havde gjort, da vi skildtes.
Samlet set var det nok 20 minutters gang på vejen tilbage, hvor vi allerede havde taget billeder samt var klar over, at de andre med sikkerhed sad og ventede på os, hvilket de så også gjorde.
Undervejs var jeg gået hen og blevet solskoldet på min højre arm. Jeg ved ikke helt, hvordan det skete, at jeg kun fik på den ene arm, men måske havde jeg smurt jeg for tyndt et lag solcreme på den arm eller helt glemt det? På den lyse side passede mine arme nu virkeligt godt med den danske slagsang ved landskampe: "Vi er røde! Vi er hvide!"
Resten af dagen gik med at slappe af ved poolen, hvor der også var en restaurant, hvor vi følgelig købte vores mad, der var til halv pris grundet højsæson (hvilket vil sige kun lidt dyrere end ikke-fine restauranter). Det var virkeligt rart endeligt at få svømmet igen og få svømmet nogle få baner frem og tilbage, men desværre kom jeg midt i noget rygcrawl til at slå min hånd imod kanten, som var meget skarp og skar en smule i min hånd, så jeg måtte gå op til baren (ja, der var også en bar) og få et plaster, som de var så flinke bare at give mig. Jeg fik her snakket med hotellets ejer, som tilfældigvis sad der, men det blev desværre ikke til mere svømning for mig den weekend, for jeg ville ikke risikere at få betændelse eller et eller andet fra vandet. Normalt passer jeg ikke synderligt på mine sår, fordi de med tiden heler af sig selv uden problemer, men grundet varmen og den høje luftfugtighed er det ikke tilfældet her, så for at undgå og evt. bekæmpe betændelse renser jeg nu mit sår med desinfiktionsgel morgen og aften samt bruger plaster i de vågne timer.
Søndag (20. sep.) sov jeg relativt længe (formentlig ikke længere end halv ni til ni, men alligevel). Morgenmaden tog jeg sammen med hovedparten af de andre på en restaurant, hvor vi skulle kunne få en god morgenmad til relativt få penge. Problemet var bare, at de var ekstremt ineffektive i køkkenet, så vi nok endte med at vente omkring halvanden time - hvis ikke mere - på, at den sidste kunne få sin mad, og så mange mennesker var vi heller ikke. Efterfølgende skulle vi skynde os for at nå at checke ud ved hotellet, hvilket vi teknisk set gjorde for sent, men ikke så meget, at det var et problem. Efterfølgende slappede vi af ved poolen og bestilte mad, når vi blev sultne.
Lidt i 16.00 gik vi ned til det sted, hvor bussen skulle hente os, og endnu engang var bussengene for små til mig, men denne gang skulle jeg i det mindste ikke sove.
Nedbøren har igen i denne uge været slem med masser af regn hver eneste hverdag, men til gengæld var det ikke så kraftig regn, så der var ingen oversvømmelser, men de køligere temperaturer var fortsat at mærke. Dette har følgelig sænket temperaturen mærkbart, så det i denne uge har været relativt køligt Til vores store held var der absolut ingen nedbør i Mũi Né, mens vi var der, på når noget støvregn i løbet af lørdagen, hvor vi alligevel var ved poolen. Til gengæld regnede det kraftigt, da vi kørte i bussen hjemad søndag, selvom regnen heldigvis aftog en smule, inden vi steg ud af bussen, men det var stadig ikke superfedt at komme hjem til et oversvømmet Peace House, men vi var for trætte til at gøre noget ved det kl. 11 om aftnen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar