Som i sidste indlæg vil fx ”Dag 4” henvise til den fjerde dag af Orientation Camp og altså ikke fjerde dag af opholdet eller fjerde dag, efter ”campen” begyndte. Samtidig vil hvert datoskift markereres med fed skrift
Dag 4 (31. aug.) var en ekskursion til Mekong-deltaet mod syd, som er et stort og frugtbart vådområde. Vi (vi syv langtidsfrivillige) skulle tidligt op – jeg havde sat mit vækkeur til at ringe så tidligt som kl. 6:15 – fordi vi skulle afsted 7:15, men om nogle måneder føler jeg nok ikke længere, at det er så vildt tidligt, for jeg skal afsted ca. samtidigt, når jeg skal på arbejde. En taxi kom og hentede os og kørte os over til det rejseburo, hvorfra turen var bestilt. Decideret undervisning var der ikke tale om på turen, for ingen fra personalet på Peace House var med os, men det var en guidet tur, hvor en guide viste vej og forklarede en gruppe bestående af os og omtrendt 20 andre personer, så ud fra ham lærte vi alligevel noget om kulturen i deltaet.
Efter en bustur på godt et par timer startende ca. 8:45 ankom vi til en meget mudret flod, en af de ni store floder, som går gennem Mekong-deltaet. Hvis man ser bort fra jordpartiklerne, er vandet relativt rent og er meget næringsrigt for planter. Herfra steg vi da på en båd og sejlede afsted til en ø og senere videre til andre.
[Floden set fra båden. På den anden side ses noget af en ø]
På den første ø, vi steg i land på, stod der linet boder op med typiske turistting, så det var tydeligt, at der var tale om en meget brugt rute. Stedet var noget specielt, for boder og huse var alt sammen inde mellem træerne, så det var svært at skelne skov fra landsby. Der var dog meget flot, og det var ikke svært at se, at man var i troperne
[Træer og buske, vi gik forbi]
Efter en lille gåtur, hvor vi også fik vist et par gravsteder, kom vi til et mindre vandløb, hvor gruppen blev delt op i mindre grupper af fire og sendt ned i kanoer med to lokale (fortrinsvist kvinder) i hver for at sørge for fremdrift og retning. Det var en virkeligt god oplevelse, men jeg følte mig på en måde ret distanceret fra det hele. Det føltes lidt som at være i Bananbådene (de hedder egentlig ”Jungle Safari”) i Djurs Sommerland, hvis det får en klokke til at ringe, bortset fra, at det her selvfølgelig var langt mere virkeligt, eftersom det jo netop var den virkelige verden. Følelsen var ret forstyrrende, synes jeg selv, og den fulgte mig gennem hele turen, som ellers var ret god.
Efter kanoturen blev vi samlet op af båden fra tidligere og sejlet videre til en anden ø eller et andet sted på den samme ø. Her fik vi for første gang at vide, hvordan de på øerne i Mekong-deltaet ikke tilsætter sukker i deres mad, og vi fik serveret slik og te lavet af honning fra bittesmå honningbier.
[Lokal kvinde med en plade fyldt med honningbier]
Efter at have nydt honningprodukterne gik vi videre til et andet sted, hvor vi fik nogle friske frugter, mens lokale spillede på lokale instrumenter
Efter frugt og musik tog vi videre til det næstsidste sted, og undervejs skiftede vi fra den båd, vi hidtil havde været i, over til to mindre både, fordi vi kom til et lidt mindre vandløb, hvor den oprindelige båd ville have været for stor. På dette sted forarbejdede lokale en form for karameller lavet primært af kokus, hvor vi fik tildelt en smagsprøve med jordnøddesmag. Herefter købte Carina, Ricarda og jeg i fællesskab en række forskellige pakker, så vi kunne få nogle forskellige varianter af kokuskaramellerne.
Det sidste sted var en restaurant, hvor vi fik serveret frokost, og hvor man kunne få lokalt tilberedt fisk, hvis man ville betale for det, og hvis man havde bestilt det – relativt tidligt i vores rundvisning til de forskellige steder havde guiden spurgt os ind til det, for fisken skulle bogstaveligt talt fanges først – men efter vietnamesisk standart var det ret dyrt, så de fleste sprang over. Restauranten var noget specielt indrettet, for den bestod af en masse små øer med små vandløb og broer imellem.
Efter spisning gik nogle af os rundt og fik taget billeder af området, inden vi tog hjem igen.
[Ponyer, der trækker turister rundt i hestevogne]
Dag 5 (tirsdag d. 1. sep.) var vores første besøg på vores respektive projekter, hvor Michelle og jeg sammmen tog til Ky Quang Pagoda sammen med Tuan fra personalet på Peace Hoouse, fordi vi begge skal undervise der, men en af de korttidsfrivillige var også med. Det var noget mere storslået, end jeg havde forventet, for der var en stor mur rundt om stedet og en masse statuer og udsmykning – i relativt billige materialer for en stor dels vedkommende, ganske vist, men det så rigtig godt ud og var velgennemført med et tempel i midten og udsmykning med statuer mm. rundt om. Omme bag templet var det muligt at gå ind i en lang bygning, hvor bl.a. børnehjemmet er, så der gik vi følgelig ind. Her var der mindre rent og storslået end udenfor i det mere offentlige område, og der var relativt mørkt. Det var en sørgelig ting at se de handicappede børn der, som alle var i underetagen. Ovenpå var skolen med 5 små undervisningslokaler, og vi blev her introduceret en ældre mand, der er ansvarlig for undervisningen på stedet. Han var meget venlig og imødekommende, selvom han –ikke overraskende – talte mest med Tuan, som så videregav relevant information til Michelle og mig på engelsk. Bagefter gav Tuan os en rundvisning rundt om pagoden og ind i templet, som jeg mener har 5 etager, men vi var i denne ombæring kun på de tre første. I den ene ende var der en kegleformet opstilling af Buddha-statuer.
Om aftnen holdt vi lidt fest på Peace House (vi 7 langtidsfrivillige for os selv) i anledning af nationaldagen, som kom dagen efter. I den forbindelse købte vi nogle forskellige øl i den nærmeste kiosk, hvor jeg købte 4 forskellige øl, så jeg kunne smage noget lokalt, og jeg valgte her nogle af de billigere, som var ca. 4,5 kr. pr. dåse. Den første, jeg drak, var nogenlunde, mens jeg syntes så dårligt om de næste to, at de tog mig resten af aftnen, og jeg ikke turde forsøge mig med den fjerde. Bortset fra det var det en meget hyggelig aften.
National Uafhængighedsdag (onsdag d. 2. sep.) sov vi relativt længe, fordi vi havde fri, og fordi vi havde været sent oppe aftnen inden, og vi missede derfor fejringen, som foregik om formiddagen, før det blev for varmt, så vi forsøgte i stedet at finde krigsmuseet. I stedet fandt vi Uafhængighedspaladset, hvor den sydvietnamesiske præsident havde boet i sin tid. Det skal her nævnes, at Uafhængighedsdagen, som er en fejring af Ho Chi Minhs uafhængighedserklæring i 1945, intet har at gøre med Uafhængighedspaladset, der fik sit nuværende navn, da Nordvietnam besejrede og optog Sydvietnam i 1975. I dag er paladset et museum for bygningens brug under Vietnamkrigen, hvor mange af rummene er bevaret, som de var dengang.
Inden vi kom til museet, havde Juhani fået det dårligt, så Jameson havde fulgt ham hjem til Peace House, så det var altså kun pigerne og mig, der var på museet, og bagefter gik vi på tehus, hvor jeg begyndte at mærke, hvad det vil sige at være i en pigegruppe.
Dag 6 (torsdag d. 3. sep.) var kulturdag, hvor vi skulle informere hinanden og vores undervisere om kulturen i vores hjemlande og altså lave en præsentation. Den første var Michelle, der fortalte om Canada, så kom Mia med Sverige efterfulgt af Juhani med Finland, mig med Danmark, Carina og Ricarda med Østrig, Jameson med USA og underviserne med Vietnam. De fleste gjorde dette via powerpointpræsentationer, hvilket virkede meget godt, mens jeg havde taget ting med at vise frem, herunder LEGO, danske mønter, små flag og et par bøger med 14 af de kendteste af H.C. Andersens eventyr på engelsk, som jeg evt. vil kunne bruge i forbindelse med min engelskundervisning.
[Mig, der præsenterer Danmark]
Som en del af det hele uddelte vi også ”mad” fra vores respektive lande (pånær Jameson og Michelle, som ikke havde fået besked om det), hvoraf nævnte mad var i form af slik tilhørende de forskellige lande, hvoraf Juhani og jeg havde medbragt lakridser – jeg havde både søde og Piratos, mens Juhani havde en mellemting. De smagte Juhanis, før de smagte mine, og alligevel tog de fleste til trods for mine advarsler imod Piratos, og kun vi tre skandinaver kunne lide det. Ifølge vietnameserne smager Piratos som traditionel vietnamesisk medicin, hvilket var ret spøjst at høre. Grundet dette var vi ikke rigtigt sultne i frokostpausen, som kom lige efter min præsentation, og som var forkortet grundet uventet lange oplæg. Efter det vietnamesiske oplæg fik vi et par papirer generelt omhandlende vietnamesisk kultur, og hvad man bør og ikke bør gøre blandt andre vietnamesere.
Kort tid efter dette – vi nåede kun lige at læse papirerne – begyndte vi at gøre klar til aftensmad, hvilket vi normalt ikke gør, men denne aften var der grillaften, så der var brug for ekstra hjælp. Grillaftnen foregik lige uden for Peace House, på fortovet, hvilket efter vietnamesiske standarter er helt normalt. Jeg startede ud med at sidde og hygge mig med de andre – vi havde taget stole med ud – og i starten af dette fik jeg drukket den øl, jeg havde gemt i køleskabet siden tirsdag aften, og jeg blev positivt overrasket, fordi de andre rigtigt billige havde været forfærdelige, og den her smagte faktisk godt og var den bedste af de fire, jeg havde købt. Den var for så vidt vietnamesisk, men havde rødder i Carlsberg, så lidt dansk stolthed kom der da. Det meste af aftnen brugte jeg dog henne ved grillen, fordi jeg tænkte, jeg ville hjælpe. Som en konsekvens af dette fik jeg snakket med fire japanske piger, der opholdt sig ved grillen gennem hele aftnen. Jeg fandt her ud af, at de tre af dem faktisk arbejdede samme sted som Michelle og mig.
Sidst på aftnen fik vi taget et gruppebillede med det vietnamesiske personale, der havde sørget for undervisning og alt det andet, hvorefter vi gik i gang med at rydde op og gøre rent.
Fredag (4. sep.) skulle have været den første arbejdsdag med en test til eleverne, men dette blev desværre ikke til noget. Michelle og jeg mødte ganske vist op – hjulpet af de tre japanske piger, jeg mødte aftnen inden, og som var samme sted – men havde ikke hørt, at der skulle komme en vietnamesisk frivillig forbi og agere tolk, så da vi blev spurgt ind til det, svarede vi afvisende og blev derfor høfligt bedt om at komme igen mandag. På den lyse side fik jeg snakket med Yakuna (en af de japanske piger) på vej til projektet, og Michelle og jeg fik om ikke andet en bedre fornemmelse af, hvor projektet ligger.
Hjemme igen begyndte vi at pakke og gøre klar til at tage afsted på en tur til byen Dalat, der ligger i det sydvestlige højland og dermed har tempereret klima frem for tropisk, hvilket vi havde besluttet os for i starten af weekenden. Juhani og Jameson blev hjemme, fordi de mente, det var for tidligt i forløbet at bruge penge på sådan en rejse, hvilket jeg for så vidt ikke kan fortænke dem i, men omvendt var det den sidste weekend, inden Ricarda tager væk for at arbejde på miljøprojektet, så jeg følte lidt, det hørte til, at jeg tog med.
Da alle havde pakket, tog vi en taxi ind til byen og gik hen til der, hvor bussen skulle samle os op, men vi var der i god tid, så vi tog også en tur på Starbucks.
Bussen var en sovebus, hvor sæderne er designet, så de kan bruges som senge – hvis man altså ikke er næsten to meter høj og bare ikke kan finde en behagelig stilling til sine alt for lange ben og samtidig have nakken i kontakt med sædet. Efter ca. en time lykkedes det mig dog at finde en løsning, der var komfortabel nok til, at jeg kunne falde i søvn.
Lørdag (5. sep.) startede ca. kl. 5, da bussen ankom til Dalat, så der var rigeligt med tid at fylde dagen ud med inden hjemrejsen den efterfølgende morgen/formiddag. Vi startede med at få en taxi til vores hotel, som imidlertid var lukket så tidligt om morgenen. Vi gik derfor en lille tur ned ad en vej, indtil vi fandt en enkelt åben restaurant, hvor vi spiste morgenmad, inden vi atter tog tilbage til hotellet, som nu var åbent, og vi smed vores tasker dér, så de kunne passe på dem, indtil vi kunne chekke ind senere på dagen. Vi begyndte da at diskutere, hvad vi skulle lave, hvor Michelle besluttede sig for at udforske byen på egen hånd, mens vi andre lidt efter besluttede os for at tage til et buddhistisk tempel i nærheden og videre til et vandfald. Første skridt var en taxitur over til et sted, hvor vi kunne tage en skilift-agtig ting over til templet.
[Billede af liftsystemet taget fra liftet]
[Interessant træ lige uden for templet]
[Blomster fra halve uden for templet]
Neden for den bakke/bjergtop, som templet var på, var en sø, hvor vi lejede en pedalbåd for en time.
[Billede af søen taget fra pedalbåden]
Herefter begyndte vi at gå mod vandfaldet, hvilket var en lang gåtur på sandet/støvet uasfalteret vej. Ricarda og Carina ville gerne gå hele vejen og nyde udsigten, og det ville jeg for så vidt også, men Mia havde dårligt fodtøj og ingen egentlig lyst til at gå så langt, så hun og jeg tog en taxi, der tilfældigvis kørte forbi, til et sted, hvorfra man kan komme til vandfaldet, og hvor vi satte os til at vente på de andre. Og vi ventede. Kort før stedet deler vejen sig i to, hvor Ricarda og Carina kom til at gå den forkerte vej, så ventetiden blev lang, for de havde selvfølgelig glemt deres telefoner i Peace House. Efter en time begyndte det at regne, og regn i Vietnam er ikke til at spøge med, da det typisk er nedbør for en hel regndag koncentreret i en halv til en hel times styrtende regn, så vi trak i læ ved restaurant, der var ved stedet og bestilte noget mad, for kl. var efterhåndet 13, og vi havde ikke spist siden kl. 6 samme morgen. Efter endnu en halv time fik vi fat i en taxi tilbage til hotellet i stedet for at besøge vandfaldet, hvor vi ventede på, at de andre ville komme, og jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle sove i et værelse for mig selv, men sammen med andre. Michelle kom først tilbage til hotellet meget sent, og da havde hun oplevet en hel masse. Hun havde været på en guidet tur rundt på en motorcykel, noget vi andre også burde have gjort, men havde haft en ubehagelig oplevelse, så den i forvejen ikke alt for optimistiske stemning blev bare ødelagt desto mere.
Klokken var efterhånden ved at være spisetid, så vi gik ud og fandt en restaurant at spise ved, og bagefter gik vi på jagt efter en lokal seværdighed kaldet Crazy House, som vi fandt, men da var de allerede ved at lukke. Til vores held lod de os komme ind og se stedet i 15 minutter, hvilket var en interessant oplevelse, fordi stedet er en mareridtsagtig forvridning af et hus/hotel, hvilket bare forstærkes af, at det var mørkt på det tidspunkt.
Efterfølgende gik vi tilbage til hotellet, hvor Mia og Michelle lagde sig til at sove, mens Carina, Ricarda og jeg gik ud i byen og fandt en bar.
Søndag (6. sep.) vågnede jeg ca. kl. 6 ved, at der kom tre nye gæster ind på mit værelse, hvor jeg ellers hidtil havde været alene. Hvad der gjorde det meget akavet, var, at det var tre piger/unge kvinder, så jeg lå og ventede, indtil jeg var sikker på, at nu måtte de være faldet i søvn, hvorefter jeg kom i tøjet, fik pakket mine ting og gik ned til pigernes værelse, som var en etage længere nede, og som var stedet, vi havde hængt ud, når vi havde været på hotellet. Her mødte jeg Michelle, der var på vej ned til morgenmad, og jeg nåede lige at få stillet min taske derned. Efter maden ventede vi på en taxi, der skulle køre os videre til bussen.
På bussen slappede vi af, og de, der kunne sove, sov, mens resten typisk læste, og jeg forsøgte at finde motivation til at skrive videre i min blog.
Vi var ret enige om, at turen ikke havde været en succes, men at vi ville komme tilbage på et senere tidpunkt.
Også søndag aften blev lidt sørgelig, for vi fandt ud af, at Ricarda ikke skulle ud til sit projekt tirsdag, men allerede mandag, så vi havde pludselig en dag mindre med hende, hvor hun også havde tænkt sig at pakke sine ting. Hende og jeg var i løbet af de to uger, vi har kendt hinanden, blevet meget gode venner, så for mig personligt var det også virkeligt træls.
På den lyse side var der kommet nye voluntører til, heriblandt Rojan (tysker med tyrkiske rødder), som bliver her i godt 5 måneder og dermed praktisk talt er langtidsvoluntør, selvom hun officielt er korttidsvoluntør.
Efter at have været her i over en uge, har jeg efterhånden vænnet mig til vejret og maden, hvilket ellers var en udfording inden, og jeg har det fortsat godt sammen med de andre. Det er også gået meget let med at tilpasse sig den noget voldsommere trafik, men det har været på den bekostning, at jeg nu finder det svært at krydse svagt traffikerede veje, fordi jeg i HCMC har vænnet mig til kun at fokusere på de første halvanden meter foran mig og ellers bare gå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar