Da jeg begyndte at skrive dette blogindlæg, mente jeg ikke rigtigt, der var noget særligt ved denne uge – muligvis fordi jeg begyndte på det relativt tidligt – og at der intet rigtigt indhold var at skrive om før weekenden, men efterhånden som jeg kom i gang med at skrive, og da der gik noget mere tid, viste der sig at gemme sig en del mere af små ting, end jeg lige havde tænkt over. Igen må jeg dog skuffe den billedhungrende læser, hvad hverdagene angår, for jeg har stadig ikke lært at få taget de fotos.
Undervisningen på pagoden (reminder: pagode = buddhistisk tempel) går fortsat godt, og det er ikke længere så stor en overraskelse, når vi har haft en relativt god lektion, selvom de stadig godt kunne være bedre, og nogle lektioner selvfølgelig ikke går helt så godt. Det er selvfølgelig begrænset, hvad vi har kunnet nå at lære dem på så kort tid, men vi kan allerede nu se, at i hvert fald en del af eleverne har taget undervisningen til sig.
I løbet af ugen har vi desuden bemærket, at de er ved at bygge videre på udsmykningen af pagoden ved at tilføre nogle fugle (formentlig traner) til nogle søjler, der i forvejen havde skildpadder i bunden.
På Tân Qui (skolen nær Peace House) lader den første succes stadig vente på sig, og det er en meget stor udfording med de mange elever, som jeg er alene om at undervise til trods for det spredte niveau. Til mit held har Michelle overskud nok til at kunne bruge halvanden time af sin dag (½ times gang frem og tilbage og en times undervisning) de tre dage, jeg underviser ugentligt, og hun har derfor tilbudt at hjælpe mig, hvilket jeg er meget glad for, men det kommer så ikke til at være aktuelt før end i næste blogindlæg.
Vejret har forandret sig en del fra den foregående uge, for regnen ser ud til midlertidigt at være stoppet eller i hvert fald kraftigt aftaget, hvilket eliminerer risikoen for oversvømmelse, og vi undgår at blive gennemblødte af at gå udenfor. Til gengæld er det atter blevet virkeligt varmt som i over 30 grader, hvilket ikke bliver bedre af den høje luftfugtighed. Det startede for så vidt allerede, da vi var i Mũi Né, men dér er det mere tørt, hvilket får temperaturen til at virke mindre voldsom – hvis altså det blev så varmt derovre, for det ved jeg faktisk ikke.
Mandag (21. sep.) skete der ikke noget af betydning, så vidt jeg husker.
Tirsdag (22. sep.) var klimaks for beklagelserne over forholdene her i Peace House. Selvom det ikke har været mit fokus i disse blogs, har forholdene her ikke været så gode, som de burde være, og vi frivillige har jævnligt beklaget os internt over det, men typisk har vi ikke haft taget det videre – dvs. hvis man ser bort fra det svenske par bestående af Tobias og Aida, som klagede over det til ICYE Sverige samt VPV Souths direktør, Cool. Sidstnævnte kom derfor forbi for at se lidt på tingene, og han bad om at få at vide, hvor mange der var utilfredse og med hvad. En del af aftnen denne dag gik derfor med at liste de forskellige problemer, vi mente, der manglede.
Onsdag (23. sep.) begyndte der allerede at komme forbedringer af forholdene: Der kom et helt nyt køleskab til morgenmad mv., så vi nu har mere plads til vores egne ting i de to køleskabe, der var der i forvejen; vi fik fordelt bestik, så vi hver har et par spisepinde, en gaffel og en ske i en pose; og køleskabet blev renset (kan dog ikke huske, om det var onsdag eller torsdag).
Torsdag (24. sep.) mødte jeg igen Linh i bussen – den vietnamesiske pige, jeg var blevet venner med et par uger tidligere i løbet af en bustur – hvilket var første gang, vi havde mødtes siden den første gang, selvom vi har skrevet en smule sammen på Facebook. Det var meget hyggeligt, men jeg kommer nok heller ikke til at møde hende så meget fremadrettet, for hendes studier tager al hendes tid, og mødet var lige så meget et tilfælde som første gang.
Fredag (25. sep.) var den sidste arbejdsdag inden midefterårsfestivallen søndag, som er en begivenhed primært målrettet børn, og det minder til dels om fastelavn og halloween på den måde, at børnene går fra hus til hus og får slik, men i stedet for kostumer går de med hjemmelavede lanterner af typisk bambus, papir og stearinlys. Begivenheden er målrettet d. 15. dag i den 8. måned jf. månekalenderen (svarer til deres oktober) og den fuldmåne, der gerne skulle være denne nat, så selve begivenheden er nok primært søndag aften.
Men hvorom alt er, så havde Michelle fundet på at give dem noget slik i forbindelse med et spil bingo, vi havde lavet ud fra de nye ord, vi har forsøgt at lære dem, men for ikke at skabe en forventning om slik ved ethvert bingospil i fremtiden fik de det først efterfølgende. Da jeg kom til Tân Qui skolen havde jeg dog midlertidigt glemt at lave en leg for dem der og at købe noget slik, så de fik ganske almindelig undervisning, men det var dog imidlertid min hidtil bedste undervisning af denne klasse, selvom der stadig er en del at komme efter. For begge klassers vedkommende var der et mandefald på op mod 50 %, hvilket formentlig kommer af netop festivallen.
Lørdag (26. sep.) stod jeg tidligt op (normal tid for hverdagene), fordi jeg skulle ud og besøge Ricarda – den langtidsfrivillige, der midlertidigt er rejst over til et projekt uden for HCMC – som pt bor på en ø, der er en del af en øgruppe en anelse sydøst for HCMC, hvor der er skov over det hele. Turen derover gik ikke just gnidningsfrit, hvor jeg ved første busskifte kom lidt sent af og endte med at vente en halv time på næste bus, og hvor billetsælgeren i den sidste bus glemte at fortælle mig, da jeg skulle stå af, selvom jeg havde en lap papir med, hvor jeg bad ham om det på vietnamesisk (lavet af personalet ved Peace House). Ruten var alt i alt bus -> bus -> færge -> bus.
[Havnen]
Da jeg endelig ankom ca. halv elleve, gav Ricarda mig en lille rundvisning i et stykke skov ved hendes projekt, hvor der også er reelle guidede turer for normale turister.
Det er også muligt at leje hytter, der bogstaveligt talt flyder på vandet, hvilket jeg dog ikke fik nogen billeder af. Til gengæld fik jeg billeder af 5 hundehvalpe, der var ved hytterne, og som vi kælede lidt med, inden vi gik tilbage igen.
Tilbage igen kravlede vi op i et ikke alt for stabilt konstrueret tårn, hvorfra der var en meget flot udsigt
Herefter tog vi bussen ind til en mindre by et stykke væk (den lille øgruppe er VIRKELIGT meget skov), hvor vi tog ind til en pagode med et hvalskelet i og derefter fik noget at spise. Der var også et marked, fordi der var en hvalfestival denne weekend (hvilket jeg ikke fik set så meget, fordi det foregår om aftnen), og man kunne virkeligt købe alt på det marked – der var ligefrem nogen, der solgte brusere. Derudover så jeg også nogle folk spille en form for kuglespil (formentlig rest fra, da de var en fransk koloni) og børn, der øvede sig til en opvisning senere
Derefter gik vi en tur på stranden, som er lige ved siden af byen, og som følger busruten, så da tiden var, så jeg skulle tage hjem for at kunne nå mine busser, gik vi bare et lille stykke for at ramme vejen, bussen går på.
[Billede fra stranden]
Søndag (27. sep.) kom Ricarda til HCMC, og igen gik det galt. Denne gang kom begge parter til det rigtige sted, men fordi der var bøvl med min mobil, kunne vi ikke kontakte hinanden og ventede på hinanden relativt nært ved hinanden i ca. en halv time. Det blev dog en hyggelig dag, hvor vi gik en rute gennem byen, der var anbefalet fra min rejseguide, og vi fik da også set en del af de vigtigste ting i HCMC.
Grundet bøvlet med mobilen har jeg ikke så mange billeder fra første del af ruten, men der er stadig en del.
[Mig med Ho Chi Minh i baggrunden]
[Bygning bag statuen af Ho Chi Minh]
[Der var lidt hyggelig, men stilfuld atmosfære langs floden]
[Billede ned i en dam]
[Vi drejede af fra floden, da vi kom til statuen af Trần Hưng Đạo, som i sin tid stoppede mongolernes angreb på Vietnam]
[Et gammelt teater, vi kom forbi]
[Fronten af teatret]
[Katedralen Notre Dame (ikke opkaldt efter den i Paris, men bare efter samme person)]
Lige til højre for Notre Dame ligger det gamle posthus fra kolonial tid, hvor en del store franskmænds navne er skrævet på ydervæggen, hvoraf de eneste, jeg genkendte, var videnskabsmænd såsom fx Ampere, så muligvis er væggen udelukkende dedikeret til kolonimagtens store videnskabsmænd.
[Posthuset set udefra]
Inde i posthuset - og i en turistbutik mellem statuen af Trần Hưng Đạo - fandt vi nogle postkort, hvilket var noget, jeg uden held havde ledt efter lige siden min ankomst, så jeg købte nogle postkort, jeg kunne sende til nogle af dem derhjemme i det kolde Danmark. Da vi kom hjem, puttede jeg en vandflaske ned i min taske, hvor låget ikke var skruet ordentligt på, hvilket jeg opdagede for sent, hvilket betød, at kun et enkelt kort overlevede, og det blev klart, at jeg måtte ud og købe nye den kommende uge.
Resten af eftermiddagen tilbragte vi omkring Peace House, hvor Ricarda fik hilst på de velkendte langtidsvoluntører og nogle af de nytilkomne korttidsvoluntører.
Om aftnen, hvilket var efter Ricarda var taget hjem igen, blev Midefterårsfestivallen holdt. Vi vr for så vidt ikke rigtigt en del af det, men Cho (fra personalet) var kommet med en månekage (traditionel kage, der spises ved netop månefestivaller som denne), som vi kunne smage, men jeg fik kun et lille stykke. Jeg havde tidligere købt én på vej til Ricarda, men den smagte virkeligt dårligt, men det var nok mest, fordi jeg havde købt en af de "billige" - månekagerne sælges til en meget høj pris efter vietnamesiske standarder og ville ikke engang anses som billige i Danmark til den samme pris. Jeg var lidt skuffet over ikke at have fået særligt meget af en god månekage, så jeg besluttede mig for at købe en i den kommende uge og købe en, som Linh (vietnamesiske ven fra bussen) kunne stå inde for. Derudover var aftnen en hyggeaften, hvis man ser bort fra, at jeg her hørte, at Juhani havde besluttet sig for at tage hjem før tid, fordi han ikke har haft det særligt godt her. Tidspunktet for hjemrejse er 2 uger efter denne søndag.
En spøjs lille observation: I løbet af ugen har der været særligt mange med bus 34, som er bussen, der tager os til og fra Peace House, og det begyndte egentlig allerede fredag i den foregående uge, hvor Michelle faktisk ikke kunne komme på bussen, fordi den var overfyldt. De ekstra passagerer har fortrinsvist været unge, kvindelige militærfolk, som af en eller anden grund skulle med bussen. De steg på relativt tidligt på busruten (dog ikke alle samme sted) og steg af løbende, så det er sandsynligt, at de var på vej hjem – muligvis for at få frokost, for tidspunktet passede meget godt med det tidspunkt, den 3 timer lange frokostpause her i landet – men det er bare gisninger. Samtidig har jeg også set militærfolk, denne gang mænd, stå og udføre øvelser ved Tân Qui skolen, mens jeg var der for at undervise, så der er givetvis en sammenhæng. Fredag var der dog ingen militærkvinder med bussen, og selvom jeg spottede et par militærmænd ved Tân Qui skolen, var de ikke i procession, så muligvis var det bare en fredag-til-torsdag-ting. Fortsættelse følger :P
Ingen kommentarer:
Send en kommentar