Generelt går det stadig meget godt, og selvom jeg havde lidt bøvl med maven i starten af ugen, var det ikke alvorligt, og jeg klarede mig fint med "husholdningsmedicin", som jeg vælger at kalde det i mangel af bedre ord til at beskrive mit indtag af cola og bananer. Ellers har jeg - som jeg vist også kort var inde på i sidste indlæg - fået mig en fungerende hverdag, hvor der er en vis rutine, som jeg har tænkt mig gradvist at komme igennem i løbet af de kommende blogindlæg, startende fra næste indlæg.
Militæret er stadig at se i busserne og i skolegården, men nu er der også unge mænd fra militæret med i busserne, så det var ikke bare en torsdag-til-fredag-ting, som jeg troede i sidste uge, men der er dog stadig ikke udøvende militærfolk i skolegården fredag aften.
Undervisningen går fortsat fremad, og jeg er endelig begyndt at få hul på min klasse fra Tân Qui skolen, hvilket begyndte allerede mandag. Som før er jeg stadig udfordret af min manglende erfaring, men det skrider fremad, og selvom undervisningen endnu ikke er perfekt, har jeg nu oplevet en Tân Qui lektion, hvor jeg ikke fik spørgsmålet: ”What time is it?” eller: ”Can I go home?” Omvendt er jeg, primært sidst på ugen, begyndt at falde en anelse af på den i forhold til klassen ved pagoden, men det handler nok også om, at min prioritering naturligvis forskubbes, når jeg mere målrettet går efter forbedringer i den ene klasse. En ting, der så afgjort ville forbedre det samlede billede, ville nok være, at jeg blev bedre til at fjerne mig fra resten af de frivillige, der er hjemme samtidig med mig, så jeg bedre kunne koncentrere mig om arbejdet, men det er svært at finde lysten til ikke at være social.
Derudover er pagodeklassens antal af elever faldet til et sted imellem det halve og en tredjedel af det oprindelige antal, hvilket heller ikke er et supergodt tegn, men vi kan som udgangspunkt ikke vide, om vores undervisning har noget med det at gøre, eller om det bare er forældrene, der har brug for deres børn derhjemme.
Mandag (28. sep.) fandt nogle af pigerne en død rotte på et af badeværelserne, hvilket ikke var særligt lækkert. Det affødte forøgede beklagelser over forholdene her, fordi det virkede som om, der nu også var rotter, som vi ellers ikke havde set før, men siden har katten nu fået skylden for det, fordi menes at have bragt den døde rotte med ind udefra.
Tirsdag (29. sep.) kunne Maggie, en amerikansk korttidsfrivillig, fortælle, at hun havde oplevvet en rotte kravle hen over hendes seng og siden springe ud af vinduet eller noget i den stil, hvilket blot bidrog til ovennævnte utilfredshed med stedet og forholdene. Ikke underligt valgte hun at rejse væk senere på ugen efter oplevelsen. Ingen andre har dog oplevet noget tilsvarende, så det kunne for så vidt godt være hendes fantasi, der har spillet hende et puds, hvor det måske nærmere var katten eller noget andet, hun så.
Denne dag var jeg også i Lottemart (indkøbscentret i nærheden), hvor jeg bl.a. fik købt mig en mappe, så jeg bedre kan holde styr på mine papirer i forbindelse med min undervisning, men det ville nok være smartere med en mappe pr. Klasse, så jeg kommer nok til at tage derover igen efter en ny mappe – i første omgang købte jeg kun én, fordi den er relativt stor, men det bliver alligevel ret svært at holde papirerne adskilte. Det kunne også være, at jeg beslutter mig for at købe mig et ringbind i stedet, hvilket også ville hjælpe mig med at holde styr på papirer, der ikke længere er i brug.
Onsdag (30. sep.) begyndte Michelle og jeg at splitte pagodeklassen op, fordi vi gerne ville undervise dem i klokken på engelsk, hvilket passede meget godt til den ene halvdel (omend de ikke kunne håndtere ”X to Y”), mens den anden halvdel endnu ikke kunne tallene. Michelle og jeg har den aftale, at eftersom jeg har engelsk som fremmedsprog og dermed husker vanskeligederne, vil jeg være den, der underviser de mest udfordrede elever. Niveauet ved mine lå sådan, at de ganske vist kunne tælle til ti på engelsk, men også kun det, så hvis jeg fx bad dem sige syv, talte de sagte: ”one, two, three, four, (...), seven” på deres fingre, inden de så lidt højere sagde: ”Seven”. Det var mig ikke muligt at vende dem af med denne uvane, men i det mindste er det muligt at lære dem nye tal, uden de skal til at tælle først, så tallet 12 fx udløser et resolut ”twelve” i stedet for, at de begynder at tælle – et hjælpende element er muligvis også, at de kun har ti fingre, så det bliver svært at tælle længere.
Torsdag (1. okt.) tog jeg efter undervisningen af pagodeklassen ud og ledte efter erstatninger for de postkort, der var gået til søndag, og fik i samme omgang limet mine sko, der til trods for at være nye var begyndt at falde lidt fra hinanden, hvilket nok kommer af, at jeg ved mindst én af oversvømmelserne ikke havde fået stillet dem op, og at jeg nok har brugt dem lidt mere, end de oprindeligt var tænkt til af producenten. Det blev foretaget af en mand på vejen, som jeg kom til at overbetale i høj grad, men omvendt havde jeg ret meget brug for limningen, og han blev ikke ligefrem ked af de ekstra penge.
Om eftermiddagen, dvs. efter frokost, følte jeg mig af en eller anden grund i undersøgeles- og fixehumør, så jeg begyndte at se lidt på elektronikken i fællesrummet/stuen (er på 1. sal)), hvilket her henviser til to tv’er og en computer, der var dømt ubrugelige af samtlige frivillige. Mit mål var her at teste denne hypotese ved at ordne det så godt, jeg kunne, og jeg er altså intet computergeni, så mit arbejde bestod primært i at teste, at kabler var forbundne, og at sætte stik i stikkontakter. Det viste sig, at al elektronikken fungerede på nær en computermus og muligvis én ud af to DVD-afspillere, men at der ikke var noget kabel til at forbinde DVD-afspilleren(e) til tv’erne. Konklusionen må derfor være, at man i sådanne tilfælde bør teste alment anerkendte påstande, før man for alvor tilslutter sig dem.
For at kunne komme ordentligt til ved det store tv, havde jeg været nødt til at skubbe til en sofa, hvorunder der gemte sig et skatkammer af snavs, hvilket rengøringskonen, der tilfældigvis var i gang med rengøring, tog, da hun kom forbi. Kort efter nævnte jeg problemet med manglende kabel til Chao (en fra personalet) og rundede af med at nævne snavset under sofaen, og før jeg vidste af det, var vi i gang med hovedrengøring under alle møblerne. Det foregik sådan, at jeg flyttede møbler, tv osv., mens Chao så fejede det hele sammen.
Efter endt fejning gik vi videre til at vaske gulvet med samme arbejdsfordeling som før, så stuen til sidst endte med at se helt hæderlig ud.
Mens jeg gjorde rent og herigennem kom med mine egne små klager over renligheden, var der et møde på stueetagen mellem direktøren Mr. Cool og svenskerne Mia (langtidsvoluntør) samt parret Emelie og Phillip (det andet par en dem, der klagede sidst), hvor svenskerne kom med nogle problemer, der endnu ikke var taget ordentligt hånd om. Forholdene mellem dem og personalet – særligt Mr. Cool – er derfor blevet noget anspændt, så Mia, der ellers skulle blive i HCMC et helt år, har nu besluttet sig for at rejse til Hanoi og være frivillig dér i stedet efter nytår og dermed kun ende ud med kun godt fire måneders ophold i HCMC. På den lyse side resulterede beklagelserne i forbedring af fx mængden af mad i weekenden, som havde været utilstrækkeligt ugen før.
Efter at have hjulpet til med løftedelen af rengøringsarbejdet gik jeg i bad, så jeg kunne føle mig lidt ren, mens en del af de andre gjorde klar til grillaften. Grillaftner er normalt kun i sommermånederne, hvor der er højsæson, men nogle af korttidsvoluntørerne havde hørt om grillaftenkonceptet fra andre og ville gerne prøve det, hvilket derfor blev arrangeret og muligvis bliver det igen på et senere tidspunkt. Ligesom sidst blev det en hyggelig aften.
Fredag (2. okt.) var en relativt normal dag, hvis man ser bort fra, at Ricarda (langtidsvoluntøren, der pt bor et stykke væk) kom forbi igen for at overnatte frem til søndag og på den måde tilbringe noget tid sammen med os andre. Dette bliver nok i høj grad praksis fremadrettet, hvor hun kommer og besøger os de fleste weekender eller tager med os, når vi rejser forskellige steder hen.
Lørdag (3. okt.) tog Hannah (mellemtidsvoluntør fra Tyskland, der bliver til lige efter jul), Michelle, Ricarda og jeg til byens China Town, Cho Lon, hvor vi startede ud med at se på markedet dér, som også skulle være stedets hovedattraktion. Her brugte vi et par timer eller så på at gå rundt, for det var ikke et lille marked, og man kunne virkelig få alt, lige fra tøj og mad til nipsting og enorme gryder, der var større end nogen balje, jeg nogensinde har set.
Markedet:
Efter dette begyndte det at regne, så Hannah og Michelle valgte at tage hjem igen, mens Ricarda og jeg blev for at se på områdets pagoder, som ikke fåtallige, samt en kirke og en moske, som også er til at finde der. Hen mod slut nævnte Ricarda, at hun denne dag havde set flere pagoder, end hun havde set i hele sit liv før, og at antallet af pagoder, hun (og for så vidt også jeg) nu har set, er så stort, at hun ikke kommer til at opleve det igen.
Kirken:
Ong Bon (den første pagode):
Ha Chuong Hoi Quan (den anden pagode):
Ifølge rejseguiden skulle pagoden Phuoc An Hoi Quan være den pagode, der var mest værd at besøge, men min oplevelse har mere været, at det var Quan Am, der løb af med sejren. Nogle pagoder havde små fiskebasiner, og her havde denne pagode efter min mening det flotteste, fordi de havde en hel masse fisk, der måske ikke alle var forskellige arter, men som alligevel var i forskellig farve og udseende. Derudover havde pagoden også en flot udsmykning og i modsætning til alle de andre en dam fyldt med skildpadder, og selvom dammen var meget grumset af en form for alger, trækker det alligevel op med de mange små skildpadder.
Quan Am (den tredje pagode):
(På den anden side af vejen):
Phuoc An Hoi Quan (den fjerde pagode):
Thien Hau (den femte pagode):
Tam Son Hoi Quan (den sjette pagode):
Alle pagoderne var forskellige på hver deres måde, men foruden farverig udsmykning og buddhaer havde de det tilfælles, at der ikke blev sparret på røgelsen, hvilket var meget fint i begyndelse, men efterhånden begyndte det så småt at give hovedpiner, som vi kom til flere og flere pagoder, og der var virkeligt ikke særligt langt imellem dem, så inden vi besøgte den sidste fandt vi et sted at spise ”frokost” (klokken var efterhånden mellem tre og fire), så vi lige kunne få en pause
Nghia An Hoi Quan (den syvende og sidste pagode):
Moskeen:
Efterfølgende ville vi også gerne have set en taoistisk pagode, som skulle ligge et stykke væk fra moskeen, men ikke så langt fra busstationen, så vi gik den lange vej tilbagead. Desværre kunne vi ikke finde den det sted, den var på kortet, og klokken var efterhånden mange, så vi tog hjem igen.
Søndag (4. okt.) tog Laura (Skotland), Lucia (Tyskland), Ricarda og jeg til Cu Chi Tunnellerne, som er nogle tunneller tilbage fra den vietnamesisk-amerikanske krig, og som ligger et lille stykke nord for HCMC. Vi bor imidlertid relativt sydligt, så det var en relativt lang bustur.
Da vi ankom til området, skulle vi gå et lille stykke for at finde det sted, hvor man begynder at gå ind mod tunnellerne, og inden vi kunne få lov til at gå ind i dem, skulle vi se en lille ”dokumentar”, der mest af alt var vietnamesisk propaganda, der fik amerikanerne til at fremstå onde og vietnameserne som enorme helte.
[Fra venstre mod højre er det Ricarda, mig og Lucia på vej ind mod tunnellerne]
På ruten gennem selve tunnellerne var der så en guide, som tog med os og viste os vej til tunnellerne samt gav os vejledning. Tunnellerne var primært forstørrede kopier lavet siden hen for at gøre det mere tilgængeligt for turisme, men den første smule tunnel, vi fik lov at prøve, skulle være den ægte vare, selvom det kun var en meget kort strækning. I hvert fald var indgangshullet ikke det største.
Siden kom vi følgelig til de andre, lidt større tunneller. Det var ret sjovt at kravle gennem tunnellerne, og selvom jeg af gode grunde (højde) havde havde lidt mindre plads end alle andre, fulgte jeg fint med – om det kom af det faktum, at folk tog billeder undervejs, ved jeg ikke. Med ”lidt mindre plads” menes, at når jeg gik på hug, havde maks 5 cm mellem mine knæ og gulvet.
[De større tunneller var lidt bedre oplyst, hvilket dog ikke betyder, at jeg bliver bedre til at tage billeder]
Efterfølgende fik vi lidt frugt, hvor vi opdagede en flagermus hænge i nærheden af der, hvor vi spiste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar