Generelt går det som altid godt, og der er i den forstand ikke så meget nyt, selvom der da er sket en smule af specielle ting, omend billedmængden ikke er nært så stor som normalt..
Min hverdagsmorgen starter med, at jeg står jeg op et sted imellem 6:15 og 6:40 – afhænger af, hvornår jeg sætter min alarm, og hvor mange udsættelser jeg laver – og børster tænder osv. efterfulgt af morgenmad bestående af for tiden instantnudler, noget frugt og et par skive brød, hvor brødet er så ufatteligt hvidt, at det skal toastes for at blive spiseligt. Herefter tager Michelle og jeg afsted på arbejde, så vi er der ca. kl. 9, en time før vi skal starte – oprindeligt var tanken fra VPV (aka ICYE Vietnam, organisationen vi er hos), at vi kunne bruge tiden på at lege med børnehavebørn, men særligt i starten brugte vi denne time på at færdiggøre forberedelserne til dagens lektion, og siden har vi fået for vane at bruge tiden på enten forberedelser, søvn eller for mit vedkommende at få skrevet på min blog, hvis ikke andet er mere presserende.
Undervisningen går fremad, ikke helt som planlagt, men stadig ok. Angående klassen ved Chua (=”Pagoden”) Ky Quang var stadig opdelt i to de to første dage og med det samme tema i hhv. tal og klokken, hvilket var ret ensformigt og ikke særligt spændende, selvom den måske bedste (og så afgjort hverken roligste eller mest velopdragne, men det er mindre vigtigt) dreng vendte tilbage, så niveauopdelingen blev en tand mindre kønsfordelt. Som tidligere var eleverne ganske fåtallige, men af en eller anden spøjs grund vendte en masse elever tilbage samme dag, som vi skiftede over til noget mere spændende, selvom den foregående lektion havde været den mest kedelige i længere tid. Vi endte derfor med at vende tilbage til det normale antal elever på en eller anden måde.
I Tan Qui skolen er det på vej til at blive bedre, tror jeg. Jeg har pt en plan om at få de bedste elever til at lave noget specifikt selvstændigt arbejde, hvor de skal forberede et oplæg om en af deres interesser, hvilket de ikke har taget alt for godt imod, men jeg holder nu fast ved det.
Mandag og tirsdag (5.-6. okt.) husker jeg ikke alt for godt, men ugens primære handling var omvendt også senere på ugen.
Onsdag (7. okt.) var dagen inden Jamesons 19-års fødselsdag, og vi havde endnu ikke noget planlagt for Jamesons (langtidsvoluntør fra USA)) fødselsdag ud over at tage ud og spise og betale for hans mad. Ricarda og jeg havde snakket om at få købt en gave til ham og Juhani (Ricardas idé, som jeg tilsluttede mig), der har fødselsdag den efterfølgende uge om onsdagen, tror jeg. De skulle i hvert fald begge fejres, og man kan ikke have fødselsdag uden en fødselsdagskage, så det skulle de jo have, og der var et bageri i nærheden (i Vietnam er der ikke den samme brødkultur som i DK, så hvor DK har overvægt af brød i bagerier og en smule kager, har VN endnu større overvægt af kager og en lille smule brød). Om Ricarda og jeg allerede var kommet frem til kagen inden, eller om jeg selv kom frem til det, husker jeg ikke, men i hvert fald fik jeg fat i de andre langtidsvoluntører (ekskl. Juhani), der viste sig at være med på idéen med at give dem begge kage, og jeg påtog mig så at spørge Juhani, om han ville joine dagen efter.
Torsdag (8. okt.) blev det så Jamesons fødselsdag, og Rojan (de facto langtidsvoluntør fra Tyskland) havde lavet ham et fødselsdagskort, hvor folk skrev deres navne på, hvilket gav fødselaren en god start på dagen. At få fat på Juhani viste sig dog at være svært, for han og Sara (dansk korttidsvoluntør, jeg tidligere har nævnt, og som han underviste sammen med) var på en tur væk, fordi deres undervisning var slut, så i stedet sendte jeg ham en besked, som han svarede positivt på. Det var en anelse risikabelt at komme til at købe hans kage, uden han opdagede det (det skulle jo være en overraskelse), fordi han havde taget dagen fri og var i Peace House det meste af tiden, men til mit held valgte han at spise frokost ude, så jeg fik et hul til at købe kagen.
For bedre at kunne gemme kagen bad jeg på forhånd om lov til at gemme den i personalekøleskabet, hvor Jameson med sikkerhed ikke ville komme, hvilket resulterede i, at Kai tilbød at køre mig til bageriet på sin motorcykel. Hermed fik jeg mit livs første tur på motorcykel, selvom det ikke var forfærdeligt langt. Kagen fandt jeg i bageriet, hvor de skrev hans navn på og gav gratis talstearinlys (1 og 9) samt en plastickniv at skære med. Ved kassen kunne man købe forskellige brødting, og iblandt disse var der faktisk nogle opkaldt efter Danmark, selvom jeg ikke helt genkendte det...
Om aftnen tog de fleste fra Peace House ud for at spise på et pizzaria i District 1 (centrumsdistriktet) for at fejre ham.
Da vi kom hjem igen, var det allerede sent, men det betød ikke, at Jamesons aften var slut, for oppe på tagterrassen var der fødselsdagskage – og den smagte virkeligt godt.
Fredag (9. okt.) blev en lang dag, hvor jeg ikke bare som normalt ”kun” havde to lektioner som engelsklærer og en lektion som vietnamesiskstuderende – nej, jeg skulle også ud og finde kage (ville dog ikke give tjansen fra mig, hvis nogen havde spurgt, for så ville jeg forspilde chancen for at vælge kagen, som jeg allerede havde besluttet), og om aftnen var der pub crawl. I modsætning til ved Jameson (som også var med i Juhanis kage) var det relativt nemt at finde et tidspunkt at skaffe Juhanis kage, for han og Sara var i Distrikt 1 hele eftermiddagen. Igen fik jeg tilbuddet om et lift af personalet over til bageriet, denne gang af Chao. Temaet i kagen havde jeg allerede besluttet mig for dagen inden, hvor jeg havde set nogle kager med hvidt overtræk og noget, der lignede snemænd, som pynt. Dette passede meget godt med, at Juhani skulle tilbage til Finland, der foruden de tusind søer er kendt for at være koldt og tæt på Rusland. Der var kun en enkelt kage tilbage med dette tema i den størrelse/pris, jeg gik efter, men bare den var der.
Det var straks sværere at få givet Juhani kagen, for han kom virkeligt sent hjem, og han skulle afsted næste morgen kl. 7, så det var lidt nødvendigt, at han fik kagen denne aften, hvis vi andre skulle være en del af at give ham den. Faktisk valgte størstedelen af voluntørerne at forlade Pease House og spise ude, inden Juhani kom hjem, og jeg var faktisk helt bekymret for, om han ville komme hjem inden pubcrawl, for han kunne i princippet sagtens have spist ude og tage direkte til pubcrawl. Men hjem kom han, og han havde julelys i øjnene, da han så kagen og indså, at vi havde husket ham, selvom det endnu ikke var tid.
Da han havde fået kagen, fandt han også noget finsk alkohol, han havde taget med hjemmefra, men ikke havde taget hul på, fordi det ikke rigtigt havde passet ind, men det gjorde det så nu, og vi havde på den måde en lille forfest inden Pub Crawl.
Stort set hele Pease House tog afsted til Pub Crawl, hvilket betød, at VPV-voluntører nok udgjorde mindst halvdelen af dem, der var en del af det, og også Ricarda kom (hun havde lejet sig ind på et hostel i nærheden). I længden blev det lidt svært at holde styr på barerne, men jeg har efterfølgende fået stykket det sammen til 8 barer, hvor vi fik en gratis genstand hvert sted.
Det blev en meget god aften og nat, hvor Sara og jeg efterlod Ricarda ved den sidste bar som de allersidste fra Pease House.
Lørdag (10. okt.) skete der ikke særligt meget, men vi fandt ud af, at Juhani havde ladet den sidste smule af sin fødselsdagskage blive tilbage sammen med den finske alkohol og en sød besked til os om, at han havde glad for at være iblandt os, og at han ikke ville glemme os.
Ricarda kom kortvarigt forbi, men tog afsted igen med Carina, mens resten af Pease House stadig var ved at komme sig over den foregående aftens eskapader. Selv var jeg også ret træt, så jeg brugte det meste af dagen på ganske simpelt at slappe af. Jeg var ikke videre social sammen med de andre, for de sad i fællesrummet, hvor vi nu har fået et nyt fjernsyn med kabel-tv, så de så film med engelsk tale og vietnamesiske undertekster, og jeg følte ikke rigtigt for at bruge min dag på at se tv. Imellem min afslapning forsøgte jeg også at være en anelse produktiv.
Søndag (11. okt.) skulle vi være taget i et vandland, hvilket de fleste da også gjorde, men da jeg hørte om det første gang, var mit hovede fyldt med kagekøb og undervisning, så det var hurtigt sivet ud igen, hvilket betød, at jeg ikke havde fortalt Ricarda om det. Af den grund havde hun ikke badetøj med og kunne dermed ikke tage med. Da det ret meget var min skyld, at hun ikke kunne komme med, sprang jeg derfor også over vandlandet, så hun ikke ville være alene. Vi tilbragte derfor dagen i District 1, hvor vi ikke lavede så meget andet end at gå lidt rundt i parken, spise frokost og finde hende en rygsæk. Det var derfor alt i alt en meget afslappende dag.
I parken, som ikke er voldsomt stor, er der typisk en del unge vietnamesiske studerende, som prøver at "indfange" udlændinge, så de enten kan sælge dem nogle nipsting (til overpris efter vietnamesisk standard) eller oftere bare snakke med dem, så de kan øve og forbedre deres engelskfærdigheder. I den sammenhæng fik vi snakket med én af dem, men han så ikke ud til at ville stoppe, og vi snakkede i virkeligt lang tid, indtil Ricarda og jeg høfligt sagde farvel til ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar