Generelt er der ikke sket så meget denne uge, udover at der som “erstatning” for Juhani er kommet en ny frivillig, Iris fra Holland, der bliver til efter jul, og hun tager så enten hjem igen eller videre efter tre måneder, i starten af januar. Pease House er efterhånden ved at blive mere og mere stille, for efter ”masseflugten” sidste weekend, hvor 1 franskkvinde, 2 kinesere, 3 tyskere og 4 svenskere forlod stedet, fik vi foruden Iris kun to andre frivillige, nemlig Magdalena fra Tyskland og Paula fra Frankrig, så der er tydeligt færre mennesker her.
Den daglige undervisning af pagodeklassen (i sidste uge begyndte jeg ”fortællingen” om min hverdagsmorgen, der sluttede lige inden selve undervisningen) foregår i et lille lokale, hvor der ikke er plads til meget mere end elever, lærere, borde og stole. Ingen af eleverne er derfor særligt langt væk fra os, men det betyder så ikke, at de alle bliver mere velopdragne og lydhøre af den grund – ganske vist er de fleste af pigerne flinke nok til at sidde stille det meste af tiden, men ikke alle, og de fleste af drengene kan også være ret problematiske. Til gengæld ser de ud til at kunne lide os, så det er ikke værre end dét.
Efter undervisningen tager vi hjem til Peace House, hvor jeg for min part spiser frokost dér, mens Michelle typisk spiser ved en nærliggende restaurant, ikke nødvendigvis den samme. Herefter kommer jeg enten til at falde i snak med andre frivillige eller går i gang med at få ordnet ting, der nu engang skal ordnes – ikke at jeg altid gør ting efter højeste prioritet, men jeg gør dem dog. Herunder hører planlægning af lektioner, som typisk tager en større del af mandag, onsdag og fredag, hvor jeg har endnu en klasse om eftermiddagen, og hvoraf undervisningsplanlægningen let kan tage al pladsen fredag, fordi jeg også skal til undervisning i Vietnamesisk.
Ved undervisningen af klassen ved pagoden har vi nu for oplevet, at en pludselig mangel på tolk ikke længere betyder, at undervisningen ikke kan gå som planlagt, for selvom vi onsdag-torsdag var uden tolk, var der ingen mærkbar forskel.
I forhold til Tan Qui er der nu – om ikke for eleverne så for mig – en vis sammenhæng mellem lektionerne, hvor vi i denne uge har arbejdet med forskellen på ”country” og ”continent” foruden at komme lidt ind på kulde og en brainstorm af ting, der ville være populære i undervisningen. I forlængelse af sidste uges undervisning har jeg derfor en idé til, hvordan det kan fortsættes, så jeg er meget optimistisk.
Mandag til onsdag (12.-14. okt.) skete der ikke noget nævneværdigt
Torsdag (15. okt.) begyndte der dog at ske noget, for efter jeg var kommet hjem fra pagodeklassen, hjalp Tuan (personale) mig med at finde et sted, hvor jeg kunne få nogle bukser, for med mine lange ben er bukser ikke ligefrem særligt sandsynligt at finde nogetsteds. Vi fandt dog et sted, hvor de havde nogle fine bukser til ikke alt for mange penge – omend ikke så billigt, som jeg havde troet – så nu har jeg ikke to, men tre par bukser at bruge til hverdag.
Lidt senere på eftermiddagen tog jeg i Lottemart (indkøbscenter i nærheden) med Hannah (mellemtidsvoluntør fra Tyskland, der har været her i en måned og bliver til lige efter jul) for at købe noget slik og nogle havregryn, som jeg nok ikke kommer til at spise så ofte, men som vil være rare at få engang imellem, når jeg bliver for træt af instantnudler og hvidt brød. På vejen hjem var det efterhånden blevet mørkt og (fyr)aften. Lottemart ligger lige ved siden af en række skyskrabere, så ved fyraften er vejen til Lottemart stoppet til med trafik (dvs. Ekstremt mange motorcykler).
Fredag (16. okt.) var atter en aktivitetsfyldt dag, fordi jeg igen havde besluttet mig for at rejse væk hen over weekenden, så den ikke-arbejdende og ikke-vietnamesiskstuderende tid gik med at pakke tasken til turen, som denne gang gik til kystbyen Nha Trang. Grundet mit arbejde i Tan Qui er det ikke muligt for mig at tage bussen før kl. 7 om aftnen, hvilket betyder, at jeg typisk ankommer en del senere end alle andre og ikke nødvendigvis på de mest optimale tidspunkter. Det er dog til mit held sådan, at jeg sagtens kan ligge behageligt i bussen, hvis bare jeg har en vinduesplads, hvilket udgør to tredjedele af pladserne, så mine odds er ikke så slemme, som de føltes under mine første ture, hvor jeg lå i midten.
Lørdag (17. okt.) ankom jeg lidt over 4 om morgenen og var af gode grunde både sulten og træt, men før 6 er det relativt svært at finde noget at spise, så jeg gik lidt rundt og fandt ud af, hvor jeg var og så på stranden, som var et meget pænt syn midt i mørket.
[Stranden senere på dagen]
Jeg endte med at beslutte mig for at gå til byens katedral og fandt på vejen en bod med sandwiches, så jeg kunne få noget at spise, inden jeg besøgte selve katedralen, hvor jeg spiste min mad. Af en katedral at være var den meget lille, men den var stadig meget pæn og havde så afgjort sin charme.
Samtidig med at jeg besøgte katedralen var der også et brudepar, hvilket sandsynligvis betyder, at der senere den dag var et bryllup, men heldigvis ikke kl. 6, som klokken var på dette tidspunkt, så jeg fik kigget godt på bygningen og dennes udsmykning.
[Den ene ende af katedralen set indefra]
[Den anden ende af katedralen set indefra]
[Uden for katedralen var der en række statuer af bibelske skikkelser]
[Jesusstatuen set tæt på]
Foran katedralen var der en ikke så lille madonnastatue, bag hvilken hendes betydningsfulde roller i forhold til biblen var indgraveret i form af billeder af undfangelsen, hendes møde med hendes kusine (der var gravid med Johannes Døberen), fødslen af Jesus, besøget af de tre vise mænd og opdragelsen af Jesus. Da jeg ankom til kirken, sad der lokale troende på knæ foran det lille monument.
Herefter gik jeg til mit hostel, hvor jeg tjekkede ind, tog et bad, forsøgte at kontakte de andre, der gerne skulle være her, og tog et bad, inden jeg lagde mig til at halvsom i en halv til en hel time og gik ud for at møde de andre.
Jeg havde selv inden haft en plan for, hvad jeg ville, men eftersom jeg ville være alene, forkastede jeg den til fordel for at tilbringe dagen sammen med de andre, som indeholdt Tobias og Aida, der var taget væk fra Peace House den foregående weekend. Det meste af dagen tilbragte vi på Monkey Island (et navn, mange øer tilsyneladende har, sålænge de har en masse aber), hvor vi først gik rundt på den offentligt tilgængelige del af øen, der var anrettet i noget lignende en park.
Som så mange andre steder var her skrald overalt, hvilket i dette tilfælde kun kunne være kommet fra turister og ikke lokale. For at kunne håndtere skraldet havde de lavet en masse skulpturer ud af især plastikflasker, sodavands- og øldåser og maling. Ikke overraskende var der en masse aber, der skulle være ”vilde”, men da abeshowet – et show, som er på mange abeøer, hvor aber klædes ud og tvinges til at gøre en masse kunster, hvilket ikke var noget, vi lige følte for at overvære – begyndte, var der ikke så mange aber tilbage...
Det meste af den tid, vi tilbragte på øen, tilbragte vi på dennes strand, hvor vi – i særdeleshed jeg – fik badet og svømmet. Sandbunden var meget flad i den forstand, at det kun MEGET langsomt blev dybere, så jeg, der gerne ville ikke-bunde, endte med at give op efter op mod en kilometers svømning væk fra stranden, hvor vandet stadig gik mig til brystkassen.
Herefter tog de seks af os – Aida, Justine (Frankrig, underviser sammen med hende på Tan Qui), Iris (Holland), Rojan (Tyskland) og Rose-Marie (fransk canadier) – over til en gammel, ikke-fornyet pagode, hvor vi spiste en forsinket frokost i form af sandwiches.
[Billeder af pagode]
Om aftnen spiste vi sammen, og jeg fik bestilt en busbillet hjem næste morgen.
Søndag (18. okt.) Tog jeg så bussen hjem, som gik kl. 9 om morgenen – jeg kunne ikke få et senere tidspunkt og samtidig komme hjem samme aften, fordi jeg var så sent ude i forhold til min billet.
Busturen var meget afslappende, hvor jeg fik sovet lidt og læst en bog. Kommunikation med andre var dog begrænset, da jeg havde glemt at medbringe oplader til mobil og iPad, som derfor løb tør i løbet af de første timer på vej hjem. Jeg var hjemme igen om aftnen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar